Boganmeldelse: Helga Hjorth – Fri vilje

Titel: Fri vilje. Forfatter: Helga Hjorth. Sider: 307 sider. Forlag: Kagge Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Kagge Forlag ★★★★★

“Kanskje min roman også ville drukne i spørsmål som lå utenfor romanen, tenkte jeg. Kanskje ville diskusjonen handle om Vera, eller om meg, i stedet for virkelighedslitteratur. Så ville de kanskje komme til å fordømme meg, sette spørgsmålstegn ved min moral, lure på hvordan jeg kunne gøre noe sånt, ødelegge for Vera Lind, en kunstner, blant de fremste forfatterne, attpåtil min egen søster. Ja, tenk det, ville jeg svare da, hva søstre kan finne på å gjøre mot hverandre”. 

Helga Hjorth har med Fri vilje begået et råt og hæsblæsende modsvar til søster Vigdis Hjorths prisbelønnede roman Arv og miljø og efterlader læseren forundret, fascineret og forarget. ‘Søskenderivalisering’ får pludselig en helt ny betydning!

I 2016 var debatten om virkelighedslitteratur igen i alle medier hos vores norske naboer, da Vigdis Hjorth udgav den højst kontroversielle, højst autofiktive roman Arv og miljø, der handler, ikke kun om familiestridigheder og arvesag, men angiveligt også om incest mellem far og datter, og fortielser der skiller brødre og søstre ad. Nu kommer så modsvaret, endnu en “fiktiv” hævnroman, skrevet af Vigdis Hjorths kødelige søster Helga Hjorth. Helga har skrevet Fri vilje for at give en anden stemme til sin mor og far, give familien en anden og (måske) mere sand historie, end den Vigdis Hjorth har nedfældet med hvilken hun også er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Helga har, ligesom søster Vigdis, ændret personerne i romanens navne, men selvom der ikke er navnesammenfald, er der vist ingen tvivl om, at begge romaner kan læses på en dobbeltkontrakt: en fiktionskontrakt, hvor læseren indgår en aftale med værket om, at alt på siderne er fiktion og altså opdigtet, eller en faktionskontrakt, hvor alt på siderne er fakta og dermed også levet liv. Men uanset om incesten og arvesagen rent faktisk er overgået søstrene Hjorth, så er der virkelig kød på de metakommunikative stridigheder, der nu hersker mellem de to søstre, som alle med interesse i nordisk litteratur snakker om.

Helga Hjorth citerer på første side Vigdis Hjorth således: “Enkelte løgner røper mer om livets smertepunkter enn all verdens uinteressante sannheter”, og påpeger problematikken ved at skrive autofiktion. At Vigdis Hjorth selv har udtalt, at der er flere løgne end sandheder. Dermed gør hun sin søster til en højst utroværdig fortæller allerede fra første side, og hævnen er sød og gennemtænkt. Vigdis Hjorth har dog ved flere anledninger også behængtet, at Arv og miljø handler om hendes egen familie, trods de mange lighedstegn mellem romanens fiktive karakterer og Vigdis’ egen familie. Samtidig er der nu også stille hos både Vigdis og det norske forlag Cappelen Damm, efter at Helgas roman er udkommet. Imens debatterer nordiske litteraturkritikere på livet løs, og læserne undrer sig.

Men er Helga Hjorth så en god forfatter med noget på hjerte? Eller er hun en forsmået lillesøster, der forsøger at få sine 15 minutes of fame? Vi så det i Danmark i 2013, da Yahya Hassan bragede ind på den litterære scene med sin lyriske kritik af invandrermiljøet, og hans ekskæreste, den noget ældre underviser, Louise Østergaard efterfølgende skrev en roman om deres forbudte forhold. Det skaber debat og livlig medieomtale, men tager Se & Hør-sagerne egentlig bare litteraturen til fange? Helga Hjorths formål er ikke litterært. Det er først og fremmest et forsøg på at imødegå Vigdis Hjorths, ifølge Helga, ødelæggelse, udnyttelse og misbrug af familien, og den måde hun har fremstillet denne på i sin bog. Helga Hjorth har skrevet Fri vilje, fordi hun mener, at det er umuligt ellers at forsvare sig, når man bliver gjort til romanfigur. At det eneste modsvar til en roman, er at skrive en anden roman. Helga Hjorth beskriver i Fri vilje også, hvordan familien i første omgang overvejer at skrive et læserbrev, og at Helga også kontakter Vigdis’ forlag, men uden held. Da går det op for Helga Hjorth, at den eneste og sidste udvej for at forklare en anden version af familiens forhold, er en roman.

Hvor hovedpersonen hos Vigdis hedder Bergljot har Helga kaldt hende Vera. Og hvor Bergljots minder om faren og erindringer fra barndommen er præget af omsorgssvigt, mulig incest og en mor der ikke elskede hende, forsøger Helga og fortællerstemmen hos hende, søsteren Nina derimod, at fremstille faren, der i hendes version hedder Willy, som en omsorgsfuld og kærlig far – altså det stik modsatte af Bergljot/Veras fremstilling. Det gør angiveligt bogen her til det modsvar, som den er. En måde at fortælle en anden side af sagen – en anden vinkel på fortiden og de fortielser, der hersker mellem alle medlemmer af alle familier. Fx nævner Helga også den episode fra Arv og miljø, hvor morens tidligere elsker er død, og faren, der kendte til affæren dengang, tilbyder moren at køre hende til begravelsen, for selvfølgelig skal hun det. Det er stort af ham. Af den stolte patriark. Og hos Helga bliver det også beskrevet med efterfølgende konstatering: “Jeg visste ikke helt hva mamma ville si, hvorfor hun fortalte dette. Så tenkte jeg på pappa og så ham for meg. Det sa alt. Det sa alt om ham, det mamma akkurat hadde fortalt“. I Nina/Helgas øjne er faren ophøjet, en god og kærlig far. Hos Vigdis/Vera/Bergljot det stik modsatte. Et andet eksempel er barndomshjemmet og minderne forbundet til det. Hos Nina/Helga er det et trygt og kærligt hjem fyldt med gode minder, som Vigdis/Vera/Bergljot har gjort til et gerningsted, som familien er flygtet fra. “For hvem vil vel bo på et åsted?”. Et sted hvor forbrydelser er blevet begået. Helga/Nina resonnerer: “Åsted, tenkte jeg. Hva ville Vera kalle sit eget skrivebord?”. Helga mener altså, at Vigdis Hjort har taget familiens barndomhjem til fange, forvandlet det til et gerningssted, og gjort det hele fra sit skrivebord af og med sine sårende ord.

Da Veras autofiktive bog udkommer (meta!) rejser moren, og søstrene Nina og Ingvill til Budapest, men de kan ikke slippe væk fra sladderen. Det står i avisen, mamma, siger Nina: “Det står i Aftenposten at han er en overgriper, sa hun. Der står at hun har vært utsatt for incest“. Og selvom Vera havde advaret familien om bogen, chokeres de alligevel og aner, at de må gå til modstand. Forklare deres side af sagen. I et avisindlæg. Et avisindlæg? Herregud! Mod en roman af Vera Lind?! siger Nina til søsteren og aner, at det ikke vil være nok.

Hele problematikken mellem søstrene og moren ligger også i, at Vera ikke føler, at de har anerkendt hendes anklager mod faren. At de ikke tror på, at han har misbrugt hende gennem hendes barndom og opvækst. Der bliver kastet med beskyldninger frem og tilbage og heftigt diskuteret moral: “Var det riktig av Vera å sette seg ned og skrive om det straks faren hennes var død, når hun aldri ville snakke med ham om det mens han levede?” Nina er også skeptisk, og ved ikke rigtig, om hun skal tro på Vera. Hun havde også paranoia og angst i nogle år. Troede hun fik aids af at dele tandbørste, og at to uskyldige medpassagere på et fly var kaprere. Hele tiden gør Helga som forfatter og Nina som fortæller, alt for at sætte Vera (Vigdis) i et utroværdigt lys. Først i citatet på romanens første sider og løbende gennem hele bogen.

Helga/Nina undrer sig også over, hvordan Arv og miljø ville fremstå, hvis Vigdis/Vera havde fremstillet atagonisterne med flere nuancer og mere sympatiske. Ville den så fremstå så plausibel? Ville anmeldere, læsere, psykologer og jurister så være mere påpasselige med at lave den slutning, at romanen er baseret på sandhed? “Det var jo ikke sakprosa Vera skrev, det var ikke en rettssak med kontradiksjon og prosesskrifter frem og tilbake. Det var en roman. Sprengte kanskje virkeligheten rammene for romanformatet? Var romanen for liten til å kunn romme virkeligheten?” Efter at have læst begge bøger, er jeg kun endnu mere i tvivl. Konklusionen må være: du skal ikke holde med nogen. Du skal ikke tro enten på Vigdis eller Helga. For det er ikke relevant. Det er ikke bogens æstetiske og litterære formål. (Læs mere om det i mit kommende indlæg om Vigdis Hjorth til Louisiana Literature, der forklarer netop dette aspekt).

“Vera hadde sluttet å være familiemedlem, hun var forfatter”.

Står værket uden for verden? Nina argumenterer for, at Vera har i-verk-satt familien. Vævet deres verden ind i sit værk. Men har Helga Hjorth/Nina ikke just gjort det samme ved at skrive Fri vilje? Og hvilken fremstilling er mest plausibel?: “Vera hadde etterforsket saken på egen hånd og skrevet tiltalen, lagt frem alle bevis og stått for prosedyren. Det var ikke ført noen vitner, men Vera hadde fortalt utførlig om hva alle hadde gjort, og hva de hadde tenkt…Vera hadde skrevet en roman som var så overbevisende at selv de mest trente leserne, sånne som anmeldte bøker i litterære tidsskrifter, trodde på henne. Hvad ville da alle andre lesere tro?”. Det vil jeg lade være op til den enkelte læser.

I en litterær, æstetisk læsning vil Fri vilje måske ikke kvalificere sig til stjernefyldte anmeldelser, eller blive hædret med så flotte priser som Arv og miljø, men som sensation, som spændingsroman, som erindring og fortælling og som en bog, der var umulig at lægge fra sig, og som tvang mig til at tænke, reflektere, citere, analysere og drøfte med alle omkring mig undervejs, der får den fem store stjerner. Læs den! Nu!

Persongalleri

Vigdis Hjorth / Bergljot (Arv og miljø) / Vera (Fri vilje)
Helga Hjorth / Åsa (Arv og miljø) / Nina (Fri vilje)
Far Hjorth / Willy (Fri vilje)
Mor Hjorth /  Liv (Fri vilje)
Lillian Hjorth / Astrid (Arv og miljø) / Ingvill (Fri vilje)
Bror Hjorth / Bård (Arv og miljø) / Even (Fri vilje)

Ekstra læsning: Jeg faldt lige over denne fine artikel fra Litteratursiden.dk, der har samlet deres bud på en række andre romaner om den nære virkelighed i familien – og særligt om dem vi hader og elsker allermest. Læs mere HER.

GemGem