Boganmeldelse: Jesper Wung Sung – En anden gren

Titel: En anden gren. Forfatter: Jesper Wung Sung. Sider: 554 sider. Forlag: Rosinante. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Rosinante ★★★★★

“San tænker på spådommen om tranen, og han gør en bevægelse med armen i luften, ikke som en maler, men som i et mareridt, han værger for sig, som er denne bys tårne, kupler, kobberspir og rækker af rødglødende tegltage noget, der blot kan viftes væk”. 

Jesper Wung Sungs anmelderroste roman lover, at danske Ingeborg Danielsen har forelsket sig ordløst og intenst i kinseren San Wung Sung og mener det på trods af en 554 siders sansemættende, ordrig og sproglig stor læseoplevelse.

Jeg kunne allerede efter de første femten sider mærke, at det her ville blive en stor læseoplevelse. Wung Sung har ordene, poesien og evnen til at male billeder frem i sin hule hånd, og jeg havde svært ved på noget tidspunkt at ligge bogen fra mig.

En anden gren er en intens kærlighedshistorie om kinesiske San, der kommer til København i 1902 som en del af en eksotisk udstilling i Tivoli. San forelsker sig i danske Ingeborg, men samfundet og folk omkring dem er meget imod deres forhold. Ingeborg er en halvkvinde, sådan at omgås kinesere. Men Ingeborg er også en stærk og stålfast kvinde, der går ikke så lidt igennem for den mand, hun elsker. Det gribende ved romanen er imidlertid, at den er baseret på en virkelig historie. Den er nemlig skrevet af San og Ingeborgs oldebarn, Jesper Wung Sung, der for første gang er gået i arkiverne og deler ud af familiens personlige historie. Det er også en af romanens styrker. At stoffet står forfatteren særligt nært. Det giver en helt speciel fornemmelse i beskrivelserne af San og Ingeborgs følelser og handlinger. Vi er som læser med helt inde i Ingeborgs sind, da hun skal forsøge at forklare det liv, hun har levet sammen med San: “Hun forsøger at smile ved tanken, men alligevel, da den korte stav af lys, der trænger ned gennem udluftningstremmerne øverst i døren, rammer hendes hånd, drømmer hun om at komme hjem. Hvor eller hvad det så end er? Hun vrikker med tommelfingeren, tre gange. Mit navn er Ingesen. Nu skal I være vidne til noget, inden nogensinde har set”.

Ingeborg og San er begge 19 år, da de første gang møder hinanden. Ingeborg er bagerjomfru hos Hofbager Olsen på Frederiksberggade, her tæller hun timerne, smiler sødt til kunder og griner af dårlige vittigheder og har sit eneste frirum på lokummet i gården, hvor hun kan tillade sig tre daglige besøg, inden hun kan vende hjem til forældrene og de otte søskende. San er ufrivilligt endt i København efter en lang tur til søs, han savner sin familie i Chanton, Kina og det daglige arbejde i det lille slagteri, og forsøger at slå sig til tåls med livet i det fremmede “land” København med sine tegltage og kobberspirer, og de nysgerrige blikke. Begge er de fastlåst i livet, og ensomme. San vil møde denne nye verden i København fordomsfrit og med ophøjet ro, men bliver i stedet selv mødt som en attraktion, som en vare, der kan udstilles, overbeglos og peges fingre af. En dag kommer Ingeborgs kollega fra bagerbutikken, Henriette, og hendes forlovede Edvard, med et opslag om en ny udstilling, der åbner i Tivoli. Her kan man se en ægte kineser. 34 af dem faktisk. Et glimt af Orienten lige midt i Kongens København. Det bliver til et møde, Ingeborg sent vil glemme. Og hun nyder ikke umiddelbart besøget. At se på eksotiske kinesere fra fremmede lande. Hun gad heller ikke dengang, Tivoli fremviste negerne. “Ingeborg burde også pege på disse sære skabninger med deres sære skikke, men hun føler sig bare alene og fortabt“. Den eneste, der virkelig ser San Wung Sung, er den smukke bagerjomfru Ingeborg Danielsen. “Kineserne er bragt hertil for at spille rollen som dresserede dyr, men det er gæsterne, der ter sig som udresserede dyr“. Alle undtagen Ingeborg.

Mødet mellem Ingeborg og San er i første omgang ordløst, grundet den sprogbarriere, der ligger imellem dem. Men de ser hinanden gennem noget andet, noget der ikke behøver ord eller fællessprog. San forstår slet ikke, hvorfor han så hurtigt forelsker sig i denne danske pige. Han ved jo ingenting om hende. Men alligevel ved han, “at hans længsel er uden jordforbindelse, og at han må se hende“. Ingeborg og San deler noget fælles. Selvom det er ham, der i bogstaveligste forstand er indespærret i Tivoli, tvunget til at underholde uvidende og pegende Københavnere, så er Ingeborg mindst ligeså fanget. Hun er alene. Indtil hun møder San. En smuk, gul mand i kjole, der kan forstå hende uden at kende hende eller tale hendes sprog. San og Ingeborg har forelsket sig ordløst og intenst i hinanden. Og Ingeborg har opgivet sin familie for San. For et liv næsten uden ord: “Det er, som om de to har udviklet deres eget sprog, der væver den sammen, men samtidig mærker hun al styrke forlade hendes krop ved tanken om, hvor brutalt utilstrækkeligt det er“.

Jesper Wung Sung har ladet en alvidende skiftende fortæller styre handlingen, således at vi både lærer San og Ingeborg at kende samtidig, og inden de møder hinanden. Det giver en tosidet, nuanceret og karakteropbyggende fortælling, der langsomt skrider fremad og tager læseren under sine vinger. Jeg ved ikke, om San og Ingeborg er Wung Sungs oldeforældres rigtige navne, men jeg faldt pladask for særligt Ingeborg, da jeg første gang mødte hendes romankarakter. Bare navnet alene. Det får mig til at tænke på Ghita Nærbys stærke portræt af Ingeborg Skjern i Matador. En viljestærk kvinde, der står fast ved sine idealer og pli mod andre mennesker.

Årene går og vi følger San og Ingeborg på deres livsrejse. Men selv efter alt, hvad de har gået igennem, forbliver San ordløs. Sans store søn, Herbert, spørger en dag sin far: “Hvorfor fortæller du ikke om hundene? spørger han. Hvorfor fortæller du ikke om drengene, der smed rådne æbler efter os? Om tobakshandleren, der snød dig? Om hvad damerne med paraplyerne sagde? Om automobilen, der var ved at køre os ned? Om manden, der spyttede på dig? Om de to, der skubbede dig omkuld?“. Sans svarer i én sætning og med et blik, Herbert aldrig har kunne gennemskue: “Det er alt sammen uden betydning“. Herbert spørger, hvad faren mener med det. “En fugl synger ikke, fordi den har et svar. Den synger, fordi den har en sang“.

En anden gren er ikke kun en storslået og gribende kærlighedshistorie, det er også et historisk tidsbillede og en fortælling om mødet mellem forskellige kulturer før, under og efter en krigstid. Tænk, at en så stærk sproglig roman netop forklarer så stærk en ordløs forelskelse.

Advertisements

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s