Boganmeldelse: Jeannette Walls – Glasslottet

Titel: Glasslottet. Forfatter: Jeannette Walls. Sider: 384 sider. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★

Glasslottet er ikke kun en personlig, hjerteskærende fortælling om en nomadefamilie med en utopisk drøm, det er også en universel, socialrealistisk skildring af 60’ernes fattige, Hill-Billy USA med små bondske samfund, slidte bygninger og barske mennesker. Jeannette Walls skriver, så det mærkes i krop og sind!

I Jeannette Walls anmelderroste og netop filmatiserede erindringsroman Glasslottet, ser bestsellerforfatteren og celebrity-journalisten tilbage på sin barndom og opvækst i 60’erne og 70’ernes USA med sin nomadefamilie bestående af den naturvidenskabelige idealistiske far og den verdensfjerne kunstneriske mor og to søskende, der gennem et rodløst liv uden tryghed og fast base forsøger at få en hverdag til at hænge sammen.

Jeg var fanget fra første side. Walls skriver rammende, kontant og rørende, så man som læser ikke kan undgå at komme helt ind under huden på karakterne. I prologen ser den velhavende jeg-fortæller sin mor rode i en skraldespand, da hun er på vej til et prestigefyldt fest. Og skammen er til at føle på. Jeg-fortælleren beder straks taxi-chaufføren jer hende tilbage til sin dyre lejlighed på Park Avenue og rammes af dårlig samvittighed: “Jeg var bekymret for dem, men jeg skammede mig også over dem, og jeg skammede mig over mig selv, fordi jeg gik med perler og boede på Park Avenue, mens mine forældre havde nok at gøre med at holde varmen og finde noget at spise”.

Familien Walls flytter konstant, blandt andet grundet farens urealistiske angst over, at FBI er efter dem (hvilket ifølge Jeannette bare er et finere ord for inkassofolk), og familien tager deres lyseblå Plymouth med rundt og bor i støvede små minebyer i Nevada, Arizona og Californien. Gennem hele sin barndom er Jeannette altså på farten, og falder aldrig rigtigt til eller får stabilitet og ro omkring sig.

Glasslottet er en gribende socialrealistisk skildring af et utrygt barn opvokset i en nomadefamilie. Den konstante flugt og rykken op, det altid at være på gennemrejse og aldrig skabe sig et hjem eller en base, påvirker børnene. De når aldrig at gå i skole, knytte venskaber eller føle ro omkring den. Altid er de på farten i Den Blå Gås. Altid på vej. De tre børn bliver hjemmeskolet af forældrene, de er ganske intelligente, men vil altid mangle sociale relationer. Romanen er et velkomment indspark i den stigende tendens vi ser i vores materialistiske og overdimensionerede samfund fyldt med overforbrug og mere vil have mere kapitalisme. Nomadefamilie i Walls’ roman er alt det modsatte. At leve enkelt, omend for enkelt, men klare sig med lidt i stedet for meget.

Børnene er overladt til sig selv, forældrene yder ikke rigtig omsorg, tager ikke ansvar, passer ikke på børnene. Børnene samler skrald og pant, når familien mangler penge, og ejer ikke meget legetøj: “Vi havde ikke ret meget legetøj, men det havde man heller ikke brug for i en by som Battle Mountain.” I julegave giver faren dem en stjerne, og børnene bør ikke misunde de andre, der får rigtigt legetøj: “Om mange år, når alt det bras, de fik, er gået i stykker og for længst er glemt, så har I stadig jeres stjerner”. Forældrene resonerer hele tiden og bruger deres voksne autoritet til at bilde børnene ind, at deres way of life er normal og den rigtige. Børnene undres lidt, men stiller ikke for alvor spørgsmål. Faren er på en utopisk jagt efter guld med sin guldgraver, så han en dag kan bygge dem Glasslottet, et hus med glastag og tykke glasmure og glastrappe med solfangere på taget, der kunne omdanne solens stråler til elektricitet – men som læseren nok kan regne ud, så lykkedes det aldrig.

Fortællerstemmen er barnlig, naiv og godtroende/ukritisk, præcis som et barns bør være. Der er noget næsten Scouts Finchsk i Walls barnlige jegs observationer af verden omkring hende. Nogle få gange bryder Jeanette glasboblen og stiller kritiske spørgsmål. Da hun endda har spist ren margarine med sin søster, fordi hun efter flere dage uden mad var ved at dø af sult, råber at hun er SULTEN og moren kigger bebrejdende på hende: “Mor så overrasket på mig. Jeg havde brudt en af de stiltiende regler: Vi skulle altid gå rundt og lade, som om vores liv var ét langt og utroligt morsomt eventyr”. Otteårige Jeanette forguder og idoliserer sin far. Så da barndomsvennen Billy Deel siger, at Jeansttes far er alkoholiker ligesom sin egen, bliver hun sur: “I det øjeblik hadede jeg Billy. Det gjorde jeg virkelig. Jeg overvejede at fortælle han om det binære talsystem og Glasslottet og Venus og alle de andre ting, der gjorde min far til noget særligt og helt anderledes end hans far, men indså så, at Billy ikke ville fatte en brik af det”.

Forældrene har et snævert livssyn og modtager ikke anbefalinger udefra. Moren påstår da også, at man bare skal træne sine øjne stærke, da Lori (den ældste søster) egentlig skal have briller efter at skolesygeplejersken har taget en synsprøve. Moren går simpelthen ikke “ind for briller”. Når Jeanette vil have en kakerlak-spray for at slippe af med husets kakerlakker er det “kemisk krigsførelse”, og når børnene vil have døren og vinduerne i deres arvede hus i Phoenix lukket om natten, så klamme vagabonder ikke går ind og sover der og rører ved Jeanette er det en tosset idé, for familien har jo brug for frisk luft og man må ikke overgive sig til frygten. Ja, det er læsning man bliver helt aggressiv over.

Da hun er voksen bor Jeanette sammrn med Eric, der er den diametrale modsætning af faren. Da Jeannette fortæller faren om sit parforhold, siger han bare, at han håber, Eric behandler hende ordentligt, og Jeannette tænker for sig selv: “Det, jeg havde mest lyst til at sige, var, at jeg vidste, at Eric aldrig ville forsøge at stjæle min løncheck eller smide mig ud af vinduet, at jeg altid havde været bange for at falde for en alkoholiseret, trættekær, karismatisk halunk som dig, far, og jeg var endt med at have en mand, der er præcis det modsatte”.

Hvordan det ender for Jeanette og hendes familie vil jeg ikke afsløre, jeg vil bare anbefale jer at læse en af årets bedste udgivelser!

Har I læst bogen? Eller set filmen? Jeg skal se filmen i morgen, og jeg glæder mig helt vildt!