Tove 100 år // fødselsdagsfest på Gyldendal

Den 14. december 2017 ville Tove Ditlevsen være fyldt 100 år, hvis ikke hun altså havde taget sit eget liv i 1976. Men selv i dag, 41 år efter, at hun forlod verden, er hun populær som aldrig før. For Tove Ditlevsen trender. Vi befinder os midt i en Tove Ditlevsen-renæssance. Den selvudleverende digter fra det fattige Vesterbro bliver genudgivet, remedieret, liket og delt på sociale medier som aldrig før. Og det fejrede Gyldendal selvfølgelig, forlaget der siden 2015 har stået for genudgivelser af det imponerende forfatterskab, senest med udgivelsen af udvalgte digte Der bor en en ung pige i mig, som ikke vil dø – en samling digte udvalgt og redigeret af forfatter Olga Ravn, der om nogen har æren for Tove revival – den såkaldte #tovefeber.

Så en sen torsdag eftermiddag slentrede jeg ind på Klareboderne, igennem den gamle forlagsgård, der traditionen tro er pyntet med smukke, grønne juletræer og tændte lanterner. Indenfor blev jeg mødt af glade forlagsmedarbejdere og en åben bar med håndmadder, bajere og citronvand fra Arbejdermuseet. Efter kort at have hilst på Vivi fra marketing, som også er min faste kontakt på forlaget, tog jeg plads på 2. række og gjorde notesbogen klar.

Litterær direktør Johannes Riis holdte en velkomsttale og konstaterede: Tove Ditlevsen talte ikke udenom. Hun var ikke for fin til at dele ud af sig selv. Liv og kunst hænger uløseligt sammen i hendes forfatterskab, og det var tydeligt, at rådet til hendes læsere var: “Gør som jeg siger, ikke som jeg gør”. Johannes Riis forklarer, at Tove Ditlevsen levede for sin kunst, og at virkeligheden kun interesserede hende, når den kunne danne afsæt for kunsten. Han fortsatte:

“Tove Ditlevsen levede hårdt og brutalt, og fortalte om det alt sammen. Hun havde ingen hæmninger, hverken overfor sig selv eller sine nærmeste. Hun tog ingen hensyn og udstillede gerne sig selv med alle sine skavanker og buldrende tømmermænd.”

Og så afsluttede Johannes Riis sin tale med de kærlige men sørgmodige ord: “Tove Ditlevsen har aldrig været så respekteret og afholdt, som hun er i dag. Gid hun selv havde oplevet det”.

Efter Johannes Riis’ tale gik forfatter Olga Ravn på scenen og fortalte om de mange Tove’R. Temaet i digtudvalget Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø kredser om ‘det jeg burde være, og det jeg er’, således som Olgas tale også gjorde det. Ravn betragter Tove Ditlevsen som en kvinde, der blev i sin smerte længe nok til at skrive om den, og beundrer Ditlevsen for i sin lyrik, at give hende selv et sted at være: “en udkigspost, en blinkende lygte“, som Ravn så smukt formulerede det. Hun forklarer, at vi elsker Ditlevsen, fordi vi har læst hende og følt os genkendt, og at Ditlevsens lyrik er et oprør mod skam. Hun fortæller os, at vi ikke skal skamme os. Og så går Ravn videre til at fortælle, om alle de mænd hun fornærmende har hørt kommentere på Tove som forfatter: “Hun skriver jo meget godt” har en blandt andet sagt. Ravn behøver på det her tidspunkt slet ikke kommentere kommentaren. Der er overvægt af kvinder til festen hos Gyldendal, og vi forstår alle, hvad hun mener. Og Ravn fortsætter:

Tove Ditlevsen læses sultent og forundret af læsere i hele Skandinavien. Og det gør hun primært, fordi der er flere kvinder på forlagene, på universiteterne – der er ganske enkelt flere kvindelige meningsdannere.” 

I Ditlevsens lyrik er der to spor: et om drømme, og et om drømme der brast. Det er de spor, Ravn har haft i tankerne, da hun redigerede det nye udvalg. Det er hendes måde at læse Ditlevsen på, og udvalget er skabt med to læsere i tankerne: hendes bror, den nye læser, der ikke ved, hvor man skal starte med Ditlevsen, og den etablerede læser, der kender hende godt i forvejen (Ravns veninde Johanne). Ravn fortæller om udvalget og afslutter sin tale: “Det er et udvalg til nu – til vores tid. Tove Ditlevsen er stor, fordi hun er en stor forfatter, og fordi vi er for mange, der ved det, til at de kan lukke munden på os””. 

Næste punkt på programmet var oplæsning af digtet Lola af skuespiller Lotte Andersen. Karakteristiske Lotte opførte og læste med selvsikker intonnation digtet op. Et digt Olga Ravn mener, indeholder alt i Tove Ditlevsens forfatterskab. Det er et humoristisk og melankolsk digt om drømme der brast, om at være luder som Lola: “Din drøm var skrøbelig barn, og dømt til at dø”, afsluttede Lotte.

Lotte gik af scenen til klapsalver og så var det tid til at høre forfatter Pia Friis Laneths bud på, hvem Arbejder-Tove var. Som I nok ved, er Ditlevsen født på Vesterbro, en bydel, der som Tove har opnået stigende popularitet, og som har udviklet sig meget. Laneth fortæller: “Hvert 5. barn født i 30’erne på Vesterbro blev født af enlige mødre, og derfor var kvinderne familiernes overhoved. Det er den grundtone i Ditlevsens barndom, som hun skildrer i sit forfatterskab. Angst, kulde, skrald, og blottere: Det er imellem det, at Tove vokser op. Janteloven fødes og trives. Den åndelige fattigdom er allestedsnærværende i Toves skriverier. Den hårde seksualitet, som pigerne fra arbejderklassen overlever på, bliver sat ind i et litterært perspektiv. Som Ester og Tove gjorde det.” Laneth går videre til at fortælle om Toves første ægteskab, med den meget ældre redaktør Viggo F. Møller og afslutter så sit oplæg:

Tove giftede sig med Viggo for at rykke op i det litterære parnas. Med sig tog hun sin forståelse for de arbejdende kvinder, kvinderne i det skjulte proletariat. Hun talte til dem i øjenhøjde, og ved sin begravelse var de alle mødt op i frakke og hat. Alle kvinderne fra Vesterbro. Da kisten blev båret ud nejede de, som var det en kongelig begravelse. Hun var deres dronning”. 

Da Pia Friis Laneth gik af scenen var det tid til den musikalske overraskelse, og da der mellem invitationen var trykt sangteksten til Barndommens Gade, troede jeg, at Anne Linnet ville optræde. Men det var i stedet tre af pigerne fra kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der lige nu er aktuel med anden opsætning af deres populære forestilling Tove! Tove! Tove!. Jeg har selv været inde og se forestillingen i søndags, og den var helt fantastisk, hvilket jeg også fik en forsmag på her. Apropos smag, var det efterfølgende tid til en lille pause, hvor Arbejdermuseet stod for håndmaddere, citronvand og bajere, ligesom Gyldendal solgte Ditlevsens genudgivne værker. Der var mulighed for at mingle lidt og snakke med hinanden, inden programmet fortsatte.

Næste punkt var fire forfattere, der læste deres yndlings Tove op: forfatteren Kim Leine, forfatterskolelev Glenn Møldrup, dramatiker Line Knutzon og forfatter Lone Hørslev. Kim Leine lagde ud og læste en passage fra Gift og forklarede, hvor vigtig romanen var for ham, da han skrev sin selvbiografiske bog Kalak. Han kunne ikke helt finde den rigtige tone, men i Gift skrev Tove så befriende og amoralsk og næsten talte til Kim, der kunne bruge den fri selvmedlidenhed til meget i sit eget arbejde. Efter Kim Leine gik Glenn Møldrup på scenen og læste digtet Hverdag fra Kvindesind. Fordi det ifølge Glenn slår ned i et virkeligt reelt livsvilkår.

Glenn forklarede, at Tove ifølge ham arbejder med lykke som noget, der er flygtigt, foranderligt, skrøbeligt. Som et øjeblik. Ulykken er det vedvarende, og samtidig er digtet præget af en ængstelighed, en forudindtaget angst for at miste.

Line Knutzon havde valgt at læse op fra Med venlig hilsen Tove Ditlevsen fra 1969, der indeholder en række af Toves brevkassesvar. Det var altså før, der var gået inflation i selvhjælp, griner Line, sammen med salen. Svarene er ifølge Line en skattekiste at læse. Ingen redaktion, hvilket gør svarene så ægte. Line Knutzon var som altid hylende morsom og tilpas dramatisk på scenen, hvilket publikums høje grinen også afspejlede. Lone Hørslev gik på til sidst, og indledte sin oplæsning af digte fra Kvindesind med ordene: “Vi kunne have været slyngveninder Tove og jeg. Jeg ville gerne have kendt Tove Ditlevsen”.

Så var det tid til diskussion og debat omkring Tove under navnet: Elsket og hadet, og hvorfor. På scenen gik bibliograf Karen Syberg, der skrev en biografi om Tove i 1997, og forfatter Elisabeth Møller Jensen, modereret af Linea Maja Ernst. En fin og interessant debat, hvor enigheden var, at Ditlevsen blev kritiseret i sin levetid, særligt i 60’erne, fordi hun skrev modernistisk, men traditionelt, og elsket nu, fordi vi kan låne Ditlevsens stemme. Tove skrev ikke på tidens trends, og forstod ikke den VVS-lyrik, der prægede litteraturen. Men Tove er i dag ikke bare litterær kvalitet, hun giver os også en verdensforståelse, og hjælper os til at finde ud af, hvem vi selv er. Tove er en af de sjældne, der giver kvinder en entydig forståelse af, hvad det vil sige at vokse op som pige og kvinde i vores samfund, påpeger Elisabeth. Hun har klassikerpotentiale, fortsætter Elisabeth, og hun bliver ny på ny, for hver generation, der læser hende. “Hun er en ægte individualist og passer ikke ind i en litterær tradition” – “hun er sprogets digter” – er damerne på scenen enige om. Elisabeth, der er mangeårig intiativtager af KVINFO, sluttede af med følgende:

“Kampen for anerkendelse af ALLE kvindelige forfattere er vundet og er en sejr for kvindekønnet. Kritikken af Tove Ditlevsen hænger desværre nemlig sammen med diskrimination af den kvindelige forfatterrolle, som vi heldigvis er på vej til at vinde også”.

Efter debatten var det tid til at uddele Tove Ditlevsen-prisen, der indtil selve dagen var hemmelig. Hvem kan træde i Toves sko? indleder Johannes Riis, og uddeler derefter den ene del af prisen på 25.000 kr. til kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, der har givet Toves forfatterskab glæde og nyt liv. For alle aldre, og meget modigt. De har været med til at gøre Tove aktuel på ny. De har gjort litteratur til scenekunst, understreger Johannes, med en forestilling, der ser Toves univers med nye øjne, med sproglig og visuel kraft. Den anden vinder af prisen var Anne Linnet, der vandt for sin fortolkning af Ditlevsens værker.

“Dine ord og sange åbnede vores øjne for musikken i Toves værker, sagde en repræsentant for Sort Samvittighed, fordi du forstår og forsvarer Tove, men også giver noget af dig selv”.

Og så var aftenen forbi. Men som Tove har sagt: “Det er næsten aldrig øjeblikket man nyder – det er erindringen om det”. Sådan har jeg det også med denne fantastiske fødselsdagsfest.

Advertisements

One thought on “Tove 100 år // fødselsdagsfest på Gyldendal

Kommenter

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s