Anmeldelse: Christian Mørk – I gode hænder

Titel: I gode hænder. Forfatter: Christian Mørk. Sider: 224. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★★

“Hun bar ikke på nogen hemmelighed…den bar på hende. Ja, hun var for længst kravlet ind i sin egen historie, havde gnedet sig demonstrativt mod den som et sandkorn og havde igennem årene udviklet noget mindre dyrebart end en perle, og noget mere sælsomt, som havde en belægning, der skjulte det, hun engang havde været.”

Christian Mørk har begået en intens roman med klassikerpotentiale og nutidig pendant til Rifbjergs Den kroniske uskyld. I gode hænder er en universel fortælling om en ung mands møde med vold og ondskab, en thriller, en dannelsesroman, en hæsblæsende historie om skyld og skam. Om stikkere og modstandsfolk, om Anden Verdenskrig og de mennesker, den efterlod. 

Gustav går i gymnasiet, han er træt af ikke at kunne trække vejret ordentligt og at alle hankøn længes efter hans smukke mor. Overlæger såvel som 3.g’ere. Han er spinkel, usikker og plaget af astma, hvilket gør ham til det oplagte mobbeoffer. Hans mor, den flotte men fjerne politiker Ulla Agerdrup bruger ikke meget tid på sin søn, selvom hun vil ham det bedste, og det er da også Ulla, der sender Gustav i behandling for sin astma hos healeren Agnes Loumann, en excentrisk ældre dame, der bor i en uhumsk lejlighed på Gammel Kongevej. Agnes’ hænder har lægende virkning på Gustav, og der opstår en slags fortrolighed mellem de to, der ikke kun åbner op for Agnes’ grumme og godt gemte fortid, men også får afgørende betydning for deres individuelle skæbner. I Agnes’ stille stuer opstår en magtkamp, som truer med at gøre det skjulte synligt. Gustav er vred. Og udadreagerende, men han vokser op i efterdønningerne af 70’ernes ”alt er til forhandling-“ mantra. Der er ikke noget sprog for vrede længere. Vrede er uciviliseret. Hvis nogen har gjort noget forkert, så har de det sikkert også svært hjemme. Gustav mangler konsekvens, og det er nøjagtig det, der tiltrækker ham hos Agnes. Hun er om nogen, konsekvent!

Fortællingens synsvinkel skifter undervejs primært mellem Agnes og Gustav, og i erindringens glimt er vi med Agnes tilbage i hendes fortid som sygeplejerske under Anden Verdenskrig. Det gav romanen den plotdrivenhed, som vi kender fra historisk fiktion, krimier og thrillers, og det klædte den. Jeg nød at hoppe frem mellem Agnes og Gustavs tanker, og fik et nuanceret indblik i den måde, de håndterer mødet med hinanden på.

Jeg var selvsagt vild med romanen! Den gjorde mig nysgerrig, og intensiteten, alt det usagte mellem Agnes og Gustav, og til sidst den store konfrontation, der stillede ulmede og byggede sig op undervejs. Det var eminent! Christian Mørk har en formidabel evne til at skildre tid og miljø. Vi er som læser ikke i tvivl om, at vi befinder os i 1984 sammen med Gustav. Vi er med ham på Dan Turèll med de andre kroppe i genbrugslæder og Lacoste-trøjer eller hjemme i selskabstuen ved det andemadsfarvede kakkelbord og messinglysestagerne med glasafskærmning. Mørk er stærk i sine billedbeskrivelser og den psykologiske karakteristik.

“Hvor længe kan drengen leve med sin egen skyld? Hun havde selv gjort det så længe, at den havde ændret form fra skyld og var blevet til et fast, pletfrit underlag, som hun hvilede sig trygt på, hver gang hun skulle tage bestik af sit liv. Der var ingen hemmelighed mere. Den var begravet med Peter, og nu var det hende, der bestyrede dens levende form og udtryk.”

Christian Mørk har skrevet romanen over sin egen virkelige oplevelse med den healer hans mor, Susse Wold, som barn sendte ham til. Det er kun to år siden, at Mørk opdagede sin healers hemmelige forfærdelige fortid, og så var jan nødt til st skrive romanen, der altså tager afsæt i virkelig begivenheder omend digteri og fantasi er indblandet. Fx konfronterede Mørk aldrig sin healer med hendes fortid, som Gustav gør med Agnes i romanen. Mørk lærte først sandheden om healeren, længe efter hun var død.

“Da Gustav fandt Peters fulde navn, ville hun have kunnet slå hans uro hen med bedre historier, som lå længere borte fra hende selv, i stedet for at lade ham kigge ned i noget, der mindede for meget om sandheden. Og ingen mennesker ønsker at høre den sandhed, som de tror, de har krav på at få at vide. Selv ikke, hvis de tror, at de kan tåle den.”

Agnes Loumann er ikke fiktion. Hun er delvist baseret på kvinden Anne Marie Lessinger, der var alternativ behandler, og som, ligesom Agnes i bogen, blev blev fløjet til Libyen for at kurere Moamar Gaddafi for migræne. Og ligesom den unge Gustav, blev en ung Christian Mørk hver uge behandlet hos Anne Marie, på opfordring fra sin mor, Susse Wold. Anne Marie Lenssinger hed dog i virkeligheden Jenny Holm og var berygtet Gestapo-agent. Da Christian Mørk for to år siden opdagede sandheden om den venlige healer, blev han chokeret, og har skrevet I gode hænder i et forsøg på at bearbaejde sine oplevelser med Anne Marie Jessinger. Christian Mørk nåede dog aldrig at konfrontere Anne Marie med sin fortid, da han først opdagede sandheden om Anne Marie, efter hendes død. Mørk har i stedet givet sin karakter Gustav muligheden for at konfrontere Agnes.

En skarp roman der tør at gå helt derind, hvor det ikke er rart. En roman der udforsker og piller ved den skyld og skam, der hviler i dem, der oplevede krigen på godt og ondt. I gode hænder er den oplagte roman til læsere, der elskede Den kroniske uskyld, Rend mig i revolutionen, The Reader, De nøgne træer og Drengene fra Sankt Petri.

Følg og like liftix

Skriv et svar