Titel: Det var os. Forfatter: Golnaz Hashemzadeh Bonde. Sider: 224. Forlag: Politikens Forlag. Oversætter: Lisbet Kjær Johansen. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆
“Min mor. Hun led så meget under revolutionen. Man skulle tro, at en kvinde, der var mor til syv døtre, måtte have fået lidt sjælefred trods alt. Ingen sønner, der skulle sendes i krig. Ingen sønner at sørge over. Men hun havde valgt det forkerte årti, eller også var vi ikke rigtige kvinder. Vi kæmpede i gaderne, og hun sad oppe hele natten. Ventede, vandrede hvileløst rundt og græd”.
Det var os er en modig og stærk fortælling om en kvindes kamp for frihed, revolution og kærlighed, skrevet i et kontant sprog, næsten som et skrig, der skærer sig ind i læserens hjerte og sjæl.
Nahid møder Masood den aften hendes familie fejrer, at hun er kommet ind på medicistudiet. Det er midt under den iranske revolution, og de unge elskende kaster sig ind i frihedskampen. De føler sig udødelige, men de må betale dyrt for deres oprør, og snart er de på flugt fra alt, hvad de kender. I et venteværelse på et svensk hospital tredive år senere sidder Nahid alene. Hun er vred på sin sygdom, på hospitalspersonalet, på sin datter – på livet. Men hun ved ikke, at der er spirende nyt liv på vej, og måske var alle hendes kampe alligevel ikke forgæves.
To forelskede og en iransk revolution? Ja, jeg havde selvsagt ikke bedt om at få bogen her til anmeldelse, men Helle Wacher kender virkelig min smag, og jeg er så glad for, at hun sendte iransk-fødte Golnaz Hashemzadeh Bondes gribende roman Det var os afsted til mig. Som barn flygtede Golnaz selv med sine forældre til Sverige og har således tydeligt taget afsæt i sine egne erfaringer i fortællingen om Nahid.
Bonde skriver kontant og med korte, kraftfulde sætninger. Der er mange punktummer, hvilket gør næsten hver enkelt sætning til et slag, et råb, en hård konstatering. Indledningen viser det tydeligt her: “Jeg tror det selv. Jeg sagde det, dengang Masood døde. Livet er kun til låns. Vi burde slet ikke have levet så længe. Vi burde være døde allerede under revolutionen. I efterskælvet. I krigen. Men jeg fik tredive år mere.” Romanen er skrevet meget reflekterende, nærmest som dagsbogsnotater og som en opgørelse over levet liv både i datidsfortællingen og i nutidsfortællingen. Jeg skal dø. Jeg er ensom. Jeg er vred. Det hele fortalt med en ærlighed og åbenhed, som om ingen nogensinde vil læse det. Som er det en dyb hemmelighed.
Nahid må se døden i øjnene. Hun har ikke meget tid tilbage at leve i. Hvordan skal hun fortælle sin datter, at hun skal dø? Nahid tænker på, hvad hun skal efterlade sig. Sit krigsbarn. Aram er opvokset i et beskyttelsesrum, hun er krigsbarn. Nahid er født med evnen til at overleve. Det var hun nødt til. Hun må stole på, at hendes datter også gør det, efter hun er væk. Relationen mellem Nahid og Aram er problematisk. Det er tydeligt, at de to har haft deres kampe. Nahid føler ikke, at Aram sørger ordentligt over hende. At hun skal dø. Hun ønsker en anderledes reaktion, end den hun får. Nahid er vred. Hun kan ikke forene sig med, at hun skal dø. Hun er træt af at vente. At canceren gør hende svag. At sygeplejerskerne taler ned til hende. At de er ligeglade med, at hun skal dø og at hun også selv er sygeplejerske. Og det går ud over datteren Aram, der får skæld ud hele tiden.
I sin sidste tid erindrer Nahid sit første møde med Masood, der blev et vendepunkt for hende. Hun er på vej til medicinstudiet, hun er klog, stærk og selvstændig og ud af en moderne søskendeflok på syv piger, der alle arbejder og forsørger dem selv og deres mor. Men Masood er alligevel anderledes, og rammer noget i Nahid: “Han havde tanker, der var mere radikale, end nogen jeg før havde mødt. Ideer om at nedbryde gamle strukturer, der holdt os fast i forudsigelige skæbner. Han talte om folket, om menneskers ret til at brødføde sig. Han talte om retfærdigheden, som om den var en fest, og vi var arrangørerne. Vi skulle invitere til den.”
Det var os er en fantastisk roman, som jeg havde svært ved at lægge fra mig. Jeg var så betaget af forholdet mellem Nahid og Masood. Kærligheden, revolutionen. Kampen for frihed, for medbestemmelse. For noget mere. For Iran. “Jeg tænkte, at det var dumt af os. Vi havde det hele…Men nej. Vi formulerede paroler. Vi ville have ægte frihed. Vi ville selv have den, men frem for alt ville vi have, at alle andre også skulle have den. Det var det forførende. Skønheden i det. At bære retfærdigheden på vores skuldre. At være retfærdighedens vogtere”.
Jeg synes romanen var stærkest og mest interessant og fornyende, i Nahids erindrende tilbageblik på sin ungdom og tiden som revolutionær med Masood og de andre i gruppen, hvor nutidsplanen, sygdommen og forholdet til døden og datteren på en måde kørte lidt i ring til tider. Det tager dog ikke noget fra romanen, der i sin helhed er fuldstændig fantastisk.
Det var os er også en realistisk og tankevækkende historie om det at være flygtning og endelig finde fred: “Man tænker, at hvis man har været i stand til at flygte fra krig og er landet i fred, så må man da være lykkeligere her. Hvis man har boet med sit spædbarn i en kælder i bomberegn og nu har en have og blå himmel over sig, så burde man være lykkeligere. Man tænker, at hvis man slipper for at bo blandt drankere og politisirener, så bliver man lykkeligere. Men sådan fungerer det ikke, og jeg ved ikke hvorfor”.
En virkelig barsk roman, der vidner om, at vores fortid altid vil påvirke vores fremtid. Om at være revolutionær, om at være stolt og skabe noget, for senere at skamme sig og føle sig som en forrædder. At flygte er ikke kun at flygte fra et land. Nahid flygter ikke kun fra sit land, men fra sin tro, sin idealisme, sin rebeslkhed og fra alt der kaos, de satte i gang. Fra deres naivitet.
Det var os anbefales særligt til læsere af Niksen, De nøgne træer, Dødevaskeren, Himlen over min fars tag og lignende romaner.