#Læsogrejs // Otte mustreads til din sommerferie

Hvis du ikke er så heldig at skulle ud at rejse i sommerferien, så findes der heldigvis et billigt alternativ. Gør som Politikens Forlag foreslår i Turen går til Litteraturens verden eller som Herlev Bibliotek: #læsogrejs og vær sammen om det ved at benytte hashtagget. Jeg har i den anledning fundet otte skønne romaner frem til dig, som du passende kan læse i sommerferien, og for at fuldende læseoplevelsen har jeg ved hver roman givet forslag til, hvilken musik du passende kan lytte til, mens du læser.

Call me by your name af André Aciman 🇮🇹 Bodighera, Norditalien. Find lyden her.

I André Acimans roman såvel som i Luca Guadagninos mesterværk af en film kan du dufte cypresserne, smage abrikoserne, mærke den norditalienske sommersol gnistre på dine arme. I den bohemeintellektuelle villa kan du høre Bach blive genkomponeret, læse Celan, filosofere med Heidegger eller danse i de lune sommernætter til lyden af 80’erne med The Psychedelic Furs. Du kan også bare forelske dig betingelsesløst i Timothée Chalamet og Archie Hammers perfekt portrætterede Elio og Oliver og deres modige, nøgne, brutale, ømme, smukke og livsbekræftende kærlighed. Call me by your name er en af de romaner, der sætter sig fast i dit hjerte og aldrig bliver glemt.
P.S: Se filmen. Læs bogen. Se filmen igen. Lyt til soundtracket. Udkommer på dansk 21. september hos Rosinante

 

 

 

Bonjour tristesse af Francoisé Sagan 🇫🇷 Den franske riviera, Frankrig. Find lyden her.

Francoise Sagan [1935-2004] debuterede som 18-årig i 1954 med Bonjour Tristesse, som vakte skandale og blev en international litterær succes. Romanen tager afsæt i den unge, selvsikre Cécilie, der på én gang ved for meget og for lidt, om den verden, som hun forsøger at påvirke. Romanen modtog den franske kritikerpris, men blev også kaldt amoralsk og “et vildledende billede af franske piger”. Men altså: en ældre, sofistikeret mand, en rødhåret elskerinde, en intelligent veninde og en ung, henrivende og selvoptaget datter? Tilføj den franske riviera, 50’ernes selskabsliv og en brungløden elsker ved navn Cyril, og du har en eviggyldig og perfekt sommerroman🇫🇷 Jeg forelskede mig komplet i Bonjour Tristesse og skal læse den igen.

 

 

 

A Breath of Snow and Ashes af Diana Gabaldon 🇺🇸Georgia, Amerik. Find lyden her.

Sjette roman i Diana Gabaldons bestseller-serie Outlander er endnu et mesterværk inden for historisk fiktion. A Breath of Snow and Ashes fortsætter den ekstraordinære historie om skotten Jamie Fraser fra det 18. århundrede og hans tidsrejsende kone Claire. Året er 1772, og på tærsklen til den amerikanske revolution er mange oprør allerede blevet antændt. Mænd ligger døde i Bostons gader, og i bakkene i North Carolina brænder de enkelte hytter i skoven. Midt i dette ulmende kaos opfordrer guvernøren Jamie Fraser til at forene baglandet og beskytte kolonien for Kronen. Men Jamies kone ved, at om tre år vil skuddet, der vil høres verden over, blive affyret, og resultatet vil være uafhængighed – med dem, der er loyale overfor kongen, enten døde eller i eksil. Og så er der spørgsmålet om en lille notits i The Wilmington Gazette, dateret 1776, der rapporterer Jamies død sammen med hans familie. For engangs skyld håber Jamie, at hans tidsrejsende familie ikke har ret om fremtiden. 

Det bedste af alting af Rona Jaffe 🇺🇸 New York, Amerika. Find lyden her.

Det bedste af alting er en moderne klassiker, der skabte sensation, da den udkom første gang i 1958. Aldrig før havde nogen skrevet så åbenhjertigt om unge kvinders virkelige drømme, behov og længsler.  I centrum står fem unge kvinder, der arbejder på et forlag i New York: Caroline; universitetsuddannet sekretær, der drømmer om at blive redaktør, April; den lidt naive pige fra landet, der snart forvandler sig til mændenes drømmekvinde, Gregg, den dekadente skuespillerinde, der i virkeligheden drømmer om en langt mere traditionel livsstil, Barbara; den enlige mor, som slider for at få hverdagen til at gå op og slutteligt Mary Agnes, der er besat af at planlægge sit forestående bryllup. Med et knivskarpt blik og stor psykologisk troværdighed skildres disse kvinders skæbne og oplevelser i 50’ernes New York, i en verden, hvor mændene havde magten og arbejdende kvinder blev betragtet med skepsis.

Min geniale veninde af Elena Ferrante 🇮🇹 Napoli, Italien. Find lyden her.

Elena Ferrantes bestsellerroman Min geniale veninde smager af Italien som en pasta bolognese på Piazza Navona: uovertruffent og autentisk. Ferrante begejstrede mig, da jeg læste hendes debutroman fra 1992, Besværende kærlighed, om det problematiske forhold mellem mor og datter, og selvom mine forventninger til Napoli-serien var høje, så formår Ferrante til fulde at indfri dem i sit filmiske mesterværk om det komplicerede venskab mellem de to napolitanere, skomagerens Lila Cerullo og portnerens Elena Greco. Sproget og fortællingen er konsumerende, beskrivelserne af et efterkrigstidens Italien og et fattigt kvarter i Napoli bag banegården står skarpt. Jeg har ikke været så begejstret for Italiensk kunst siden Coppolas filmatisering af Mario Puzos Godfather-roman og Al Pacinos eminente portrættering af Michael Corleone. Ferrante made me an offer I couldn’t refuse🇮🇹 bør nydes med valipolitiansk drue og Nino Rotas Godfather Waltz.

 

 

Mitford-mordene af Jessica Fellows 🇬🇧 London, England. Find lyden her.

Fans af Daisy Goodwin, Julian Fellowes og Agatha Christie vil elske denne serie om Mitfordmordene, der er bygget på virkelige forbrydelser og skildrer den virkelige Mitford-familie og dens seks excentriske søstre.Året er 1920 og Louisa Cannon drømmer om en vej ud af fattigdommens London, en by, der er hårdt mærket af den netop overståede verdenskrigs rædsler. Louisas redning bliver en ansættelse hos familien Mitford på Asthall Manor i Oxfordshire. Som kombineret barnepige og selskabsdame for de seks Mitfordsøstre får hun adgang til en helt ny og fortryllende verden. Især knytter hun sig til den eventyrlystne og smukke sekstenårige Nancy, den ældste af søstrene, der elsker detektivhistorier og brænder for at opleve verden uden for godset. Men da sygeplejersken Florence Nightingale Shore, der er guddatter til sin berømte navnesøster, myrdes på toget til Hastings, husker Louisa, at hun har set noget i det tog, der måske kunne være af betydning. Sagen vækker opsigt, og snart vikles både Louisa og Nancy ind i en mordgåde, der er lige så spændende, som den er livsfarlig.

Anne fra Grønnebakken af L. M. Montgomery 🇨🇦 Canada, Amerika. Find lyden her.

Åh, Anne Shirley. Du og din livsbekræftende fantasi har fuldstændig opslugt mig. Jeg er så glad for, at jeg endelig har mødt Anne fra Grønnebakken, i litteraturen såvel som på film. L. M. Montgomerys skrivestil er så poetisk og ligetil på samme tid, så eviggyldig og underholdende, og Megan Follows skildring af den stædige, modige, klodsede og elskede Anne med E, der vokser op på Prince Edward Island med så meget kærlighed omkring sig er bare to die for. Når hun sætter næsen i sky, når hun falder i mudderet, når hun jagter sin ko over markerne, når hun studerer og giver sin viden videre, når hun danser i natkjole med Diana, cykler med Gilbert eller passer Grønnebakken med Marilla og Matthew. Hvordan kan man andet end elske Montgomerys univers?

Øen af Victoria Hislop 🇬🇷 Kreta, Grækenland.  Find lyden her.

Alexis rejser fra London til Pláka, en lille landsby på Kreta, for at finde ud af, hvad der egentlig skete med hendes mor og hendes familie, en historie, som moderen gennem hele Alexis’ opvækst har været tavs om. Ved afrejsen giver moderen hende et brev, som hun beder hende tage med til en gammel veninde, og hun lover Alexis, at veninden vil fortælle hende det, hun vil vide. Da Alexis ankommer til landsbyen, opdager hun, at øen Spinalonga, hvor der i mange år fandtes en stor koloni, et helt samfund, for spedalske, ligger lige ved den landsby, som hendes mors familie kom fra. Og så, gennem samtaler med moderens barndomsveninde, rulles den store og tragiske historie op, hvor både sygdommen, menneskenes ustadige og trofaste hjerter, slægts- og klassebevidsthed og kampen for at overleve både fysisk og mentalt væves ind i historien om Alexis´ familie – en familie, som var hjemsøgt af tragedier, krige og lidenskab samt deres nære tilknytning til spedalskhedskolonien Spinalonga. Romanen beretter om denne landsby og ø gennem en periode på ca. 70 år.

 

 

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Følg og like liftix

Skriv et svar