Titel: Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt. Forfatter: Veronique Ovaldé. Sider: 346. Forlag: Etcetera. Oversætter: Francois-Eric Grodin. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Etcetera ★★★★☆
“Jeg slentrede, fordi jeg altid havde slentret. Jeg gik alene, fordi det endnu aldrig var lykkedes mig at tilpasse mine skridt til andres”.
Vi er efterkommere af de hekse i ikke fik brændt sprudler af en nærmest Blixensks fortælleglæde, for Ovaldé er en mester i sprog. Poetisk, sansende og flydende drager hun sin læser med på et forunderligt eventyr om frigørelse, kunstens kraft og menneskets jagt på et utopisk idealsamfund. Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt er kunstnerisk, krævende, eftertænksom. Den kvindelige pendant til mesterværker som Call me by your name.
Atanasia Bartolome vil ikke være typen, der siger undskyld, når man træder hende over tæerne. Hun vil væk fra det søvnige forstadsliv i Bilbao, og da hun en dag ser et maleri af den berømte kunstmaler Roberto Diaz Uribe, bliver hun overvældet af dets kraft. Det viser sig – for intet er tilfældigt – at Diaz Uribe er Atanasias onkel, og hun sætter ud på en rejse for at løse mysteriet om ham: Hvem han var, og hvorfor han en dag forsvandt som dug for solen.
Rejsen fører hende til Paris, hvor hun møder en afhoppet sovjetisk kunstprofessor, der lider af samlermani. Og den fører hende flere hundrede år tilbage i familiehistorien, sådan som den er blevet fortalt af hendes farmor Esperanza. En familiehistorie befolket af spanske biskopper med underskønne elskerinder, trillingesøstre med heksekræfter, opdagelsesrejsende i kolonitidens Congo og en pige, der kan tale med dyrene.
Véronique Ovaldé skriver i et detaljemættet og opremsende sprog. Hun kan skrive lange passager på fjorten sætninger uden et eneste punktum, små paratenser, notitser og læserhenvendte kommentarer, som præger fortællestilen, når Atanasia ser tilbage på sit liv og den dag, hvor hun så Diaz Uribes maleri for første gang som 13-årig. Et maleri af opsigtsvækkende dimensioner. Hun køber et postkort af maleriet af den nøgne kvinde og hænger det over sin seng, så hun kan løse dets gåde, indtil moren beder hende pille det ned: “Kvinden er nøgen, Atanasia. Man hænger ikke billeder af nøgne kvinder op på sit værelse. Det er ren provokation”. Så får vi lige kvindeopdragelse anno Spanien 1983 slået fast.
Det ene øjeblik opremser Ovaldé en lind strøm af ord i lange sætninger, der varer flere linjer inden et punktum viser sig, for straks derefter at skrive en kort sætning, som fx her: “Jeg blev så tit overmandet af en træthed, en træthed, som kunne have drænet mig på stedet, en lede ved alting, en fornemmelse af at være lavet af sand og tilbringe al min tid med at understøtte konstruktionen, så den ikke styrtede sammen, for ikke at ende som en lillebitte pyramide på gulvet, en støvpyramide, følelsen af at træde ud…” – “Det vidste min mor godt”. Det skaber et helt specielt og dragende fortælleflow, hvor læseren skiftevis forpustes, stoppes op og bliver ledt videre igen. Samtidig benytter Ovaldé en kompleks fortællestemme, der kræver en opmærksom læser. Der skiftes mellem jeg-fortællere og en altvidende fortæller i løbet af få sætninger: “Atanasia var tretten. Den rette alder til gåder” kan der pludselig stå. Fortælleren er forudseende. Som en seerske eller spåkone. Ligesom der overalt i sproget ulmer en magisk og eventyrlig undertone. Romanen er skrevet i to handlingsspor: Et nutidspor hvor Atanasia tager til Paris og møder den russiske kunstprofessor i et forsøg på at finde Diaz Uribe, og et datidsspor: Året er 1654 og Feliziano Batolome (Atanasias forfader) er forelsket i biskoppens elskerinde.
“Hvorfor advarer kvinder hele tiden deres døtre?”
Atanasia er blevet nærmest sygeligt betaget af Diaz Uribe, denne narcisstiske, uhæmmede og geniale kunstner, og forklarer besættelsen således: “Jeg var en af den slags piger, som greb sin lidenskab for Diaz Uribe an som en læser, der har læsning som sin livsstil, som læser hele tiden, som læser Philip K. Dick eller Cortázar eller Baudelaire i matematiktimen, under bruseren, i krig, når der ventes i skyttegravene, en læser, som udvælger en forfatter til at hjælpe sig med at kortlægge sin verden, en læser, som konstant udfører en uudholdelig, frugtesløs og nødvendig samtale med en forfatter”. Om Atanasia finder Diaz Uribe, og hvordan hendes besættelse udvikler sig, vil jeg ikke afsløre her.
Vi er efterkommere af de hekse, I ikke fik brændt er en feministisk, politisk og emanciperende roman! En symfoni af følelser, udtryk, refleksioner over kvindeliv og ukontrollerbare lyster.