23 fantastiske danske film baseret på bøger

Efter at have set traileren til den kommende storfilm af Bille August, Lykke-Per, kom jeg til at tænke lidt på danske film, som er baseret på bøger. Der har vist altid været tradition for en vis æresfrygt, når man adapterer en bog til film eller tv-serier, men jeg synes faktisk, at der findes mange vellykkede adaptioner. I udlandet har vi eksempler som Harry Potter, Outlander og Game of Thrones, men vi er faktisk også ganske gode herhjemme til at lave danske klassikere til storfilm. Så her er mit bud på 23 fantastiske danske film baseret på bøger. Tip mig endelig i kommentarfeltet, hvis jeg mangler nogen.

Lykke-Per af Bille August (30. august)

Baseret på romanen Lykke-Per fra 1898 af Henrik Pontoppidan. På jagt efter lykken flytter Per væk fra Jylland og sin strenge opvækst i et religiøst hjem, og sætter sejl mod København for at studere til ingeniør og realisere et energiprojekt, baseret på vind- og bølgeenergi. I hovedstaden får Per kontakt med Ivan fra den rige jødiske familie Salomon, som fascineres af Pers ambitioner, og som vil hjælpe ham med at føre det ud i livet. Hos familien Salomon får Pers projekt næring, og Per forelsker sig i datteren Jakobe, og hun fascineres af Pers ihærdighed og må til sidst give efter for kærligheden. Trods al sit held og fremgang har Per svært ved at slippe af med barndommens sår, og han frygter, at han nu som voksen vil komme til at gentage faderens adfærd. Se traileren HER.

Unge Astrid af Pernille Fischer Christensen

Baseret på den svenske forfatterinde Astrid Lindgrens liv. Da Astrid Lindgren var meget ung, skete der noget, som påvirkede hende dybt; en kombination af et mirakel og et uheld, der kom til at forme hendes liv. Det var en hændelse, som gjorde hende til en af de mest nyskabende kvinder i vores tid og til den historiefortæller, en hel verden kom til at elske. Denne fortælling er en fri fortolkning af dengang, en ung Astrid – trods tidens forventninger og religiøse påbud – bestemte sig for at bryde med samfundets normer og følge sit hjerte. Se traileren HER.

Journal 64 af Christoffer Boe (4. oktober)

Baseret på fjerde bind i Jussi Adler-Olsens krimiserie om Afdeling Q og Carl Mørk.  I filmen gør nogle håndværkere et uhyggeligt fundt i en ældre københavnsk lejlighed, de finder nemlig tre mumificerede lig siddende omkring et spisebord med en ledig plads klar. Carl Mørck og Assad kommer på sagen, og de store spørgsmålet er: Hvem mumierne er? Og hvem den fjerde plads er tiltænkt? Eftersøgningen sender dem til en berygtet kvindeanstalt på Sprogø, hvor mystikken kun spreder sig yderligere, da fortidens rædsler begynder at spøge. Carl og Assad indleder et kapløb med tiden for at forhindre nye mord og overgreb.

De nøgne træer af Morten Henriksen

Baseret på Tage Skou-Hansen roman De nøgne træer fra 1957. Handlingen finder sted i Århus under 2. Verdenskrig. Den jurastuderende Holger Mikkelsen (Ole Lemmeke) og vennen, automekanikeren Leo (Per Morberg), begynder sammen at udøve sabotage mod den tyske værnemagt. På et tidspunkt møder de lægen Christian Borck (Michael Moritzen), der er ældre og mere erfaren inden for sabotage og sammen samler de en gruppe, som nu begynder at udføre jernbanesabotage. Men noget kommer imellem Holger og Christian – Gerda (Lena Nilsson) som er Christians smukke og udfordrende kone. Holger forelsker sig hovedkulds i hende og har svært ved ikke at handle på sine følelser

Pelle Erobreren af Bille August

Baseret på Martin Andersen Nexøs roman fra 1906. Omkring år 1900 flytter enkemanden Lasse fra Skåne til Bornholm med sin søn Pelle. Lasse får arbejde som daglejer på en gård, og både han og Pelle må kæmpe, så godt de kan, allernederst i gårdens hierarki.

Mit Afrika af Sydney Pollack

Filmen er godt nok ikke dansk, men baseret på danske Karen Blixens roman Den afrikanske farm fra 1937 og er en af mine yndlingsfilm, og derfor alene måtte den jo optræde på listen her. Out of Africa (Mit Afrika) har Meryl Streep i hovedrollen som baronessen og forfatterinden Karen Blixen, der i en periode levede på en kaffeplantage i Afrika og havde et stormfuldt forhold til storvildt-jægeren Denys Finch Hatton spillet af Robert Redford. Sydney Pollack vandt en Oscar for instruktionen, og alt ialt høstede ‘Out of Africa’ syv gyldne statuetter.

Du forsvinder af Peter Schønau Fog

Baseret på Christian Jungersens roman Du forsvinder fra 2012. Filmen ‘Du forsvinder’ handler om den respekterede skoleleder, Frederik, der bliver sigtet for at have stjålet 12 mio. kr. fra skolen. Sagen er dog ikke så enkel, som den først lader til at være. Det viser sig nemlig, at Frederik har haft en svulst i hjernen de seneste tre år, og det har ændret hans personlighed drastisk. Nu må hans hustru, Mia, og forsvarsadvokaten Bernard, der selv lever med en hjerneskadet kone, forsøge at få ham frikendt.

Utro af Astrid Henning-Jensen

Baseret på Tove Ditlevsens roman To som elsker hinanden, der er en ægteskabsroman om den evige trekant: en midaldrende mand mellem den selvopofrende kone og en purung pige. Tove Ditlevsen skrev romanen på bestilling af Danmarks Radio i 1960 – og den fik en overvældende modtagelse i pressen. Filmen tager samme afsæt: En midaldrende, gift litteraturkritiker vil starte på en frisk med sin yngre veninde, men da hun bliver gravid, magter han ikke ansvaret.

Familien Gregersen

Filmen er baseret på Christian Kampmanns romaner: “Visse hensyn”, “Faste forhold”, “Rene linier” og “Andre måder” (1973-75). Familien Gregersen er et billede af det indre og ydre Danmark fra midten af 50’erne til 70’erne. Historien starter i 1954 i den velbjergede, men ikke just vellykkede familien Gregersen fra den bedste del af whiskybæltet på den rigtige side af Strandvejen. Her møder vi familien i fuld patriarkalsk uskyld: Den charmerende, men socialt brutale far, den ensomme mor med den nervøse perlekæde, de fem børn: den passive Karen på 21, den idylliserende Erik på 20, den 19-årige, erotisk søgende Bo, der opdager, at han er til mænd og de fremmelige Rune og Maj på 14 og 12. I de kommende år afdækkes deres turbulente følelsesliv og afhængighedsforhold, der også omfatter husets venner, og miljøets iskolde lykke- og succeskrav.

Unge Andersen

Baseret på den danske forfatter H. C. Andersens liv. Den 17-årige H.C. Andersen (Simon Dahl Thailow) er en drømmer og fantast; en depressiv outsider; sårbar og samtidig oprørsk; selvovervurderende og berømmelsessyg. Rumle Hammerichs film indkredser sin hovedperson i en afgørende periode i eventyrdigterens liv, hvor han bliver tvunget til at tro på sig selv og sit digteriske talent. Ved filmens start i 1822 har den unge Andersen lige haft fiasko som sanger, danser, skuespiller og forfatter. Den magtfulde etatsråd Collin (Lars Brygmann) fatter imidlertid interesse for den excentriske unge mand. Han tilbyder ham et fireårigt stipendium og sender ham til Slagelse Latinskole, som ledes af den skiftevis dæmoniske og ynkværdige Rektor Meisling (Henning Jensen)

Min Fynske Barndom af Erik Clausen

Baseret på selvbiografien af den danske komponist Carl Nielsen. Filmen er baseret på ‘Min fynske barndom’ om komponisten Carl Nielsens liv fra gåsedreng og trommeslager med landsbyens spillemænd til regimentsmusiker og komponist på tærsklen til verdensberømmelse. Filmen fortæller også historien om en skuffet kærlighed, omsat til musikalsk inspiration. Det står ikke skrevet i stjernerne, at drengen Carl Nielsen en dag skal blive verdenskendt komponist. Barndomshjemmet er fattigt, og Carl må arbejde hårdt for at hjælpe til. En stærk kraft drager ham dog imod musikken, og egnens folk hjælper ham på hver deres måde på vej.

Vinterbørn af Astrid Henning-Jensen

Baseret på Dea Trier Mørchs roman Vinterbørn fra 1978. Rigshospitalets fødeafdeling blandt kvinder, der er indlagt til observation på grund af komplikationer ved svangerskabet. I denne situation opstår der et fællesskab mellem kvinderne uanset forskelle i alder, psyke og social baggrund. Historien koncentrerer sig især om børnehavelærerinden Marie, der venter barn med en grønlandsk musiker.

Ved Vejen af Max von Sydow

Baseret på Herman Bangs roman Ved vejen fra 1886. Et kærlighedsdrama om den stilfærdige Katinka, der er gift med den brovtende stationsforstander Bai, men forelsker sig i godsforvalter Huus – en kærlighed, der aldrig kan realiseres.

Hærværk af Ole Roos

Baseret på Tom Kristensens roman Hærværk fra 1930. En film om det selvdestruktive menneske. Litteraturkritikeren Ole Jastrau vælger at frigøre sig fra sin velordnede, borgerlige tilværelse. Han lader den stærkt venstreorienterede forfatter Steffensen flytte ind hos sig, hvad der snart medfører opløsning af hans hjem og hans ægteskab. Akkompagneret af gevaldige drukture kvitter Jastrau dernæst arbejde, omgangskreds osv. i en søgen efter en dybere mening med tingene.

Nordkraft af Ole Christian Madsen

Baseret på Jakob Ejersbos roman fra 2002. Filmen ‘Nordkraft’ er fortællingen om tre skæbner der alle springer ud af narkomiljøet i Aalborg – Maria, Steso og Allan. Maria er pusherfrau og vader hvileløst rundt i gaderne og varter pusherkæresten Asgers kunder op. Steso er den intellektuelle kyniker som altid er på jagt efter det næste fix. Steso er kæreste med Tilde. Allan har været ude at sejle, og er netop kommet hjem efter at have været ude for en ulykke. Alle søger de kærlighed og en mening med livet

Det forsømte forår af Peter Schrøder

Baseret på romanen Det forsømte forår af Hans Scherfig fra 1940. Hans Scherfigs satiriske klassiker har som udgangspunkt en gruppe samfundsstøtters studenterjubilæum. De veletablerede gamle studenter husker kun deres skoletid som en vidunderlig oplevelse. Men virkeligheden var en anden. På den gamle skole pinte og plagede lærerne eleverne, med kraftig støtte fra ivrige forældre. Især latinlæreren lektor Blomme var så modbydelig, at en af eleverne blev morder

Drengene fra Sankt Petri af Søren Kragh-Jacobsen

Baseett på Bjarne Reuters bog Drengene fra Sankt Petri fra 1991. Om tilblivelsen af en af de første modstandsgrupper under den tyske besættelse. Inspireret af virkelighedens Churchillklub i Aalborg fortælles om nogle gymnasieelever, hvis aktioner til at begynde med har karakter af kåde drengestreger. Gradvist udvikler tingene sig imidlertid til blodig alvor og effektiv sabotage mod besættelsesmagten.

Kun en pige af Peter Schrøder

Baseret på Lise Nørgaards erindringsromaner: Kun en pige og De sendte en dame. Lise Nørgaard er ikke selv glad for filmatiseringen af hendes selvbiografiske erindringsromaner, men jeg var ret vild med dem. Lise, henholdsvis 7, 12 og 24 år gammel, gør konstant oprør mod sin inderligt borgerlige familie og sin samtids forestillinger om, hvad en pige/kvinde bør være og gøre. Den stort anlagte komedie, der drives dramatisk frem med satirens piskesmæld, bygger på Lise Nørgaards bestseller-erindringer af samme navn.

Klinkevals af Hans Kristensen

Baseret på Jane Aamunds romantrilogi: Klinkevals, Juliane Jensen og Oven vande. Den smukke, lidenskabelige og viljestærke Juliane Jensen lever sit brogede liv omkring år 1900 på det farverige, men fattige Christianshavn. Juliane er ikke kun smuk, hun har også dét, der for de fleste mænd kan være meget forstyrrende, nemlig en foruroligende sensuel udstråling. Under en familietur på Bakken møder hun den noget yngre smed Otto. En lavine af katastrofer sætter i gang, men de efterlader noget, som Juliane aldrig før har tilladt sig at forholde sig til, nemlig sanselighed.

Zappa af Bille August

Baseret på Bjarne Reuters roman fra 1977. En ungdomsfilm, der udspiller sig i en københavnsk forstad omkring 1960. Hovedpersonerne er tre drenge i femtenårsalderen, Bjørn, Mulle og Sten. Sten er den ledende dreng og lokker de andre ud i kriminalitet, men er selv et tragisk tilfælde med forfærdende kærlighedsløse familieforhold. På et tidspunkt gør Bjørn og Mulle oprør mod ham, og det går meget voldeligt til.

Den kroniske uskyld af Edward Fleming

Susse Wold er ikke vild med sig selv i rollen som Fru Junkersen, men jeg var ret vild med filmatiseringen af Rifbjergs klassiker. En moderne klassiker om venskabet mellem gymnasieeleverne Janus og Tore. Janus ser op til Tore, men da Tore træffer den dejlige pige Helle, belastes deres forhold. Da Helles dæmoniske mor siden forfører Tore, ender historien i en tragedie.

Skammerens datter af Kenneth Kainz

Baseret på Lene Kaaberbøls første bind i bogserien om Skammerens børn fra 2000. Fantasy-filmen ‘Skammerens datter’ handler om den unge pige Dina, der er datter af Melussina – også kendt som Skammeren. Dina har arvet sin mors evne til at skamme – dvs. at se folks skam, når hun ser dem i øjnene. Da Dinas mor kaldes til hoffet for at opklare et brutalt mord, der peger på tronfølgeren som morder, vendes den lille piges tilværelse på hovedet. Snart er Dina og hendes nærmeste indblandet i en konflikt mellem den gode Prins Nicodemus og hans stedbror Drakan, der udspringer af den sidste drageorden.

Kunsten at græde i kor af Peter Schønau Fog

Baseret på Erling Jepsens selvbiografiske roman Kunsten at græde i kor fra 2002. Livet er ikke let for den 11-årige Allan, der tvinges til at påtage sig ansvaret for at holde sammen på sin familie og sin medlidenheds-tyranniske far i starten af 70’ernes Sønderjylland. Moren har givet op, søsteren er sygnet hen og storebroderen er flyttet til Sønderborg. Så drengen føler, at alt vitterligt hviler på ham. Farens eneste opmuntring er, når han kan bruge sit sproglige talent til at holde begravelsestaler for lillebyens troende. Der er bare ikke nok begravelser til at holde fars humør oppe og uden skelen til almindelig moral, må drengen hjælpe lidt til.

 

Har du set nogle af filmene og/eller læst bøgerne bag?

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Følg og like liftix

11 Replies to “23 fantastiske danske film baseret på bøger”

  1. Heidi Wierdsma says: Svar

    Fantastisk liste. Jeg tænker Dan Turèlls “mord i mørket” mangler. Ligeledes mangler “Submarino”. Og Ejersbo Afrika-triologi hvis tv-serier tæller med.

  2. Karna Trads says: Svar

    17 af dem har jeg både læst og set.
    Mangler du ikke “Tro, håb og kærlighed” – instrueret af Bille August efter roman af Reuter – Når snerlen blomstre.
    Og hvad med ” Dansen med Regitze” filmatiseret efter roman af samme navn – Martha Christensen.

    1. Sådan. Det var også mange 🙂 jo, de mangler da. Tak for tip. Jeg har endnu ikke set Dansen med Regitze, selvom jeg er blevet anbefalet den mange gange. Det må jeg snart få gjort.

  3. Sikke et nice indlæg! Jeg ved ikke, om jeg får mest lyst til at se filmene eller læse bøgerne nu, jo! (Jo – jeg har mest lyst til at læse Familien Gregersen…og gense den).

    Der mangler måske lidt: Dan Turélls Mord i Mørket, Bjarne Reuters Busters Verden og Blixens Babettes gæstebud – som by the way bliver sat om som teater på Republique, lige om lidt 🙂

    1. Nej, vel? Man får virkelig lyst til begge dele. Jeg hyggede mig også med at lave indlægget og går og pønser på et lignende, bare med udenlandske film. Der er jo også mange at vælge imellem. Tak for tip med de andre. Dem vil jeg tjekke ud.

  4. Bente Eskildsen says: Svar

    Dansen med Regitze

    1. Ja, den anbefaler flere. Må snart få den set. Den har jeg stadig tilgode 🙂

  5. Malene Erika Eltved Kristensen says: Svar

    Jeg har også set kun en pige og var vild med den. I år har jeg set en dokumentar med Lise Nørdgaards erindringer om hendes liv og andre som var en del af det. Den kommer ind på hvorfor hun ikke syntes alt ved filmen var så godt. Bl.a. var det meget negative syn på hendes eksmand en del af det hun ikke brød sig om, for sådan var det slet ikke. Så den vil jeg varmt anbefale dig at se.
    Jeg har ikke læst bogen, men elskede filmen Kærlighed ved første hik! Den syntes mangler på listen.

    1. Åh ja okay, jeg kendte ikke den konkrete grund, kun at hun ikke var tilfreds med den. Jeg synes også, at den er god. Jeg har skam set den 🙂 Ja, den er også god, og kommer jo som musical nu her.

  6. Jeg får lyst til at (gen)læse flere af bøgerne – fx “Den kroniske uskyld”, som jeg ikke tror, jeg har læst siden jeg gik i gymnasiet for 20 år siden. Karen Blixens forfatterskab vil jeg også gerne kaste mig over igen, det er alt for længe siden jeg har læst noget af hende. Og så har jeg aldrig fået læst Lykke-Per, måske er filmen en anledning til endelig at få den læst – for mange år side læste jeg Lykke-Peer af H.C. Andersen og husker det ikke som en af de største læseoplevelser!

    1. Hej Gitte. Hvor dejligt at høre, sådan fik jeg det også, da jeg lavede listen. Jeg kan varmt anbefale Lykke-Per, både bog og film. Store mesterværker!

Skriv et svar