Titel: Vi kunne alt. Forfatter: Merete Pryds Helle. Sider: 346. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★☆☆
“De løb forbi de mørke rækkehuscarporte, forbi de viltre birke, der ivrigt vendte undersiden af deres blade op mod regnen, forbi de sankthansklippede ligusterhække, forbi den store grå kat, der lå på køleren af hr. Pryds’ bil i deres indkørsel. Merle glemte helt at se, om hun trådte på afgrunden mellem fliserne”.
Vi kunne alt er den selvstændige fortsættelse til Merete Pryds Helles prisvindende roman Folkets skønhed. I Vi kunne alt er vi flyttet med familien Pryds til 70’ernes sorgmuntre parcelhuskvarter, men det er inde hos naboerne til familien Pryds, at tingene foregår. Her er moren syg, faren fraværende og den unge pige Merle forsøger at finde sin plads i verden. Merete Pryds Helle giver stemme til de knap så farverige og festlige dele af 70’erne, dem vi ikke hører så meget om på film og i litteraturen. Som altid er Pryds Helle troværdig og autentisk i sin skildring af familieliv i 70’ernes villakvarterer, hun er sikker i sine karakterbeskrivelser og i dialogerne mellem de mennesker, vi følger, særligt hovedpersonen Merle, der vokser op i et villakvarter i Værløse i begyndelsen af 1970’erne. Stemningen inde bag de nedrullede gardiner i husene omgivet af ligusterhække er mildest talt dårlig. Moren, der lider af sklerose og hele tiden truer med, at nu dør hun snart, så familien kan slippe for hende, modtager kun skiftevis slag og erotiske tilnærmelser for den voldelige far, der enten slår når han er hjemme eller ikke er til stede, han er nemlig ude og føjte med damer. Merles storesøster Klara slås med en spiseforstyrrelse og et ekstremt usundt forhold til træning, og derfor står Merle alene tilbage med alle de typiske problemer, en teenagepige må og skal igennem. De voksne, tager intet ansvar og magter slet ikke at være voksne. Hverken over for sig selv eller sine børn. Vi kunne alt er et autentisk men også sørgeligt tidsbillede på de tidlige 1970’ere, hvor man nok har fået råd til villa, volvo og vovse, men derfor er det ikke ensbetydende med, at man har eller kan alt.
Vi kunne alt tager fat i en af 70’ernes helt store familiære problematikker: at børnene var overladt til sig selv, og at tingene blev fejet ind under gulvtæppet. En tid, hvor danskerne var egoistiske, indadseende, grænsende til navlepillende, og hvor alting skulle løses individuelt. Det var ikke kun flowerpower, fællesskab og kollektiver, det var også stille eksistenser og dysfunktionelle familier i de strømlinede parcelhuse. Vi kunne alt er en ærlig, sørgelig og på samme tid smuk fortælling. Solsorten der pryder forsiden er symbolet på den danske idyl i 1970’ernes parcelhuskvarterer, men den indvarsler også den mørke side. En blackbird, der ikke kan flyve væk.. Vi er i Københavnerforstaden Værløse i 70’erne.. At Pryds Helle selv er barn af 70’erne og opvokset i den tid hun beskriver, skinner igennem. Vi kan levende forestille os det brune hjem og de lidt for mange våde genstande på barbordet, umodne voksne og glemte børn, mælkekassebukser, velourgardiner, De 5 bøger, høne i peberrodssovs, kongeligt porcelæn, Carpenters på pladespilleren, grå keramiklamper og hessiantapet på væggene. Og mellem alt det er Merle overladt til sig selv, far Erling er kvartalsdranker og mor Ane er kronisk syg og fejrer de dage, hvor hun kan gå, mens storesøster Klara passer sig selv og sin spiseforstyrrelse. I en tid, hvor børn kan blive lige hvad de vil, hvis altså ikke atomkrigen kommer i vejen, som Merles far siger.
“De drejede om hjørnet forbi beder med de hvidrandede kristtorn, hvor en flok gråspurve sad under buskene, som om de holdt en hemmelig rådslagning. De gik forbi rækkehusenes dybe carporte, hvor et par mænd stod og vaskede biler, men fruerne hængte vasketøj op i den lille gård mellem carporten og rækkehuskøkkenet.”
Det er den rene elendighed for karaktererne i Vi kunne alt. Et barn er forsømt, en mor er syg og øger psykisk terror mod barnet, samtidig med faren yder den fysiske, og ingen tager rigtigt ansvar, hverken forældre, storesøster eller bedsteforældre. Merle bliver glemt, mobbet og er alene med sin intelligens. Ingen stimulerer hende. Hun lever et forfærdeligt liv, som naboerne familien Pryds er vidne til gennem vinduerne i et af stikvejens huse. Desværre påvirkede elendigheden også mig på et helt personligt plan, og jeg faldt aldrig rigtig for romanen eller dens karakterer. Jeg elskede Folkets skønhed, og selvom Vi kunne alt har fået fremragende anmeldelser, så kunne den ikke helt leve op til mine personlige forventninger, derfor får den tre stjerner.
Har du læst Vi kunne alt, og hvad synes du om den? Jeg vil meget gerne gå i dialog omkring romanen, da den aldrig rigtig åbnede sig for mig.
Jeg er faktisk i syv sind om jeg skal læse den eller ej. Jeg er barn af 70’erne og så har jeg sklerose. Behandlingen af sygdommen er blevet meget bedre end den gang – og jeg ved, at der også er sklerose i forfatterens familie. Jeg har normalt intet problem med at læse om sklerose i litteraturen, men efter at have hørt forfatteren live tale om bogen, er jeg virkelig kommet i tvivl…. Skal skal ikke?
Det kan jeg godt forstå. Jeg kender ikke personligt til sygdommen, men synes bogen var meget barsk. På alle punkter, og egentlig langt mere end Folkets skønhed, som jo også var barsk.
Jeg havde aldrig læst noget af hende før – men beundret hende på afstand. Så gav jeg mig i kast med denne nye bog. Jeg måtte opgive. Jeg synes den var for triviel. Måske skyldes det at jeg ikke har læst Folkets skønhed, men nej, den fangede mig aldrig – triviel er ordet for mig. Der er for mange af den slags beskrivelser – Indigo af Vita Andersen f.eks. barsk og ja – triviel. Nu vil jeg gerne læse om noget nyt 🙂
Ja, jeg har læst Folkets skønhed, men jeg synes også at denne her var kedelig, og den ramte mig aldrig rigtig. Jeg havde meget høje forventninger til den efter FS, men ja, de blev bare ikke indfriet desværre. Jeg var dog ret opslugt af Indigo 🙂
hej.
jeg kom igennem bogen, det tog laaaang tid. magen til deprimerende og udsøgtløs fortælling har jeg ikke set før. Folkets skønhed havde håb og skønhed. i denne ” vi kunne alt” er grimhed og intet håb. Hvis de kan alt, hvorfor er det så kun det dårlige de gør?
Syntes det var en skræmmende god bog. Så forfærdeligt præcist beskrevet, at det gjorde helt ondt. Slugte den som lydbog, og den kravlede helt ind under huden på mig, og først da jeg havde læst den færdig, kunne jeg lægge den fra mig.
En absolut god bog, som gjorde dybt indtryk. Jeg kunne ikke slippe den.
Fantastisk at et menneske som Merle, som heldigvis var meget begavet, kunne overleve i den slags. Man undres over hvor meget ondskab og hvor mange umodne mennesker der findes i denne verden, som ellers er så rig på muligheder. Heraf titlen vel. Men hvad nytter det, at rammerne er tilstede, når menneskene ikke kan udfylde dem. Forældrene havde store forventninger til deres piger, men vidste ikke hvordan de kunne hjælpe dem på vej. Barskt at være ung, særligt når man er anderledes.
Merete Pryds Helle tegner et godt, præcist og autentisk billede af livet i 1970` erne.