Titel: Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser. Forfatter: J. K. Rowling. Oversætter: Hanna Lützen. Sider: 271. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★☆☆
“Scene 68. Int. et skab på Hogwarts – sytten år tidligere – morgen. 13-årige LETA smækker skabsdøren og bliver stående med øret presset mod den. Hun kan høre løbende skridt og fjerne råb. Dernæst hører hun en lyd bag sig og vender sig om med et sæt. 13-årige NEWT befinder sig allerede i skabet. Han har gemt et par beholdere derinde; en af dem indeholder haletudser, den anden Streelere. En foret papkasse fungerer som rede for en ravneunge, som han sidder med i hånden. Den har en lille skinne på sit brækkede ben. NEWT og LETA stirrer på hinanden.”
Med Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser har J. K. Rowling givet Harry Potter fans verden over det længe ventede gensyn med Hogwarts, som de hungrede efter. Men de kringlede korridorer, en ung Albus Dumbledor som underviser i Forsvaret for mørkets kræfter og en Boggart-forvandling er desværre ikke nok til at bære hele filmen. Eller manuskriptet.
Som det har været tilfældet med Harry Potter og Det forbandede barn, og Fantastiske skabninger og Hvor de findes 1, har Rowling også med Grindelwalds forbrydelser skrevet et filmmanus, der på dansk udkommer i januar, altså nogle måneder efter filmen med Eddye Redmayne i rollen som Zoologen Newt Scamander, der havde dansk premiere i november. Manus-bøger hitter lige nu, se bare på de nyligt udgivne SKAM-manuskripter, og det har egentlig ikke den store betydning, om det er en ny eller allerede kendt fortælling, der er omdrejningspunktet i manus-bøgerne.
I Grindelwalds forbrydelser er det en helt ny fortælling af Rowling, der har planlagt fem bøger i serien, hvoraf de to altså er udkommet og blevet filmatiseret. Jeg så den første film og var okay begejstret, har dog ikke læst den første bog, men film nummer to her fangede mig bare aldrig helt. Den var forvirrende for mig, for meget in medias res, karakterer jeg ikke kunne huske, relationer og plots, der virkede rodede for mig. Måske skulle jeg have set den første film lige inden jeg så den nye.
Bogen var lidt den samme fornemmelse. Jeg blev aldrig helt hevet med i Rowlings fortælling. Ikke som jeg gør med Harry Potter. Men samtidig skal de to fortællinger fra samme univers måske også have lov til at stå hver for sig. Jeg nød dog gensynet med Hogwarts meget, både i film og bog, det var næsten helt glædestårer-fremkaldende, da slottet viste sig på skærmen.
I Grindelwalds forbrydelser har den magtfulde mørke troldmand Gellert Grindelwald undsluppet sit fangenskab som han havde truet med, og er begyndt at samle tilhængere. De fleste af dem har dog ingen mistanke om Grindelwalds skumle planer, som går ud på at opdrage fuldblodstroldmænd, der skal regere over alle ikke-magiske væsener. I et forsøg på at spænde ben for Grindelwald overtaler Albus Dumbledore igen Newt, hans tidligere Hogwarts-elev, til at hjælpe; men Newt er ikke klar over, hvilke farer der venter ham. I en mere og mere splittet troldmandsverden bliver kærlighed og loyalitet sat på prøve, selv mellem venner og familie. Historien foregår i 1927, nogle få måneder efter begivenhederne i den første film, og tager os med fra New York til både London og Paris og endda helt tilbage til Hogwarts.
Grindelwalds forbrydelser fortjener en stjerne alene for design og grafisk layout. Det er de dygtige folk fra MINA LIMA DESIGN, der også stod bag kuffert-bogen om selve filmen Fantastiske skabninger og hvor de findes, og der er masser af små, eventyrlige detaljer bundet op omkring Grindelwalds forbrydelser, til glæde for børn, unge og nostalgiske voksne.