Titel: Fra Libanon til Lærkevej. Forfatter: Abdel Aziz Mahmoud, Souad Taha, Gitte Løkkegaard. Sider: 280. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
“Jeg har endelig givet mig tid til at lytte, og jeg har fået svar på meget, jeg ikke anede, at jeg savnede. Tak, mor, for at være så gavmild med sin sandhed, dine tårer (nogle af kapitlerne er drivvåde) og dine arabiske retter”.
Fra Libanon til Lærkevej. Fra krig til kærlighed. Fra falaffel til flæskesteg. Gennem rørende og kærlig samtalebog nærmer mor og søn sig hinanden i en vedkommende og aktuel fortælling om krig, flugt, fremmede lande, integration, familie og kærlighed.
Abdel Aziz Mahmoud er kendt som debatterende tv-journalist og vært, foredragsholder og tidligere også forfatter til den prisvindende integrations-biografi Hvor taler du flot dansk! Den var jeg vældig begejstret for, og da jeg også har arbejdet sammen med Abdel i form af formidling af hans foredrag, har jeg selv sagt glædet mig til at læse bogen her. Jeg har fulgt Abdel og hans mors rejse i medierne, i dokumentaren Familien fra Lærkevej, hvor Abdel efter mange år sprang ud på tv foran sin familie og foran hele Danmark. Jeg har fulgt ham i det kritiske og højst relevante dokumentarprogram Helvedes homo, hvor Abdel søger svar på Islams stillingstagen til homoseksuelle, og nu er denne kærlighedsbog så kommet. Til inspiration for alle mennesker, uanset religion, hudfarve og alder. Det handler nemlig om, hvordan vi er sammen som mennesker, og hvordan vi behandler hinanden. Det handler om respekt for, at vi alle bærer en forskellig historie i os.
Bogen er en samtalebog mellem Abdel, der interviewer sin mor Souad. Og det er også dens budskab: at vi gennem samtale nærmer os hinanden, netop som mor og søn gør her. At vi ved at snakke om vores barndom og fortid kan komme tæt på hinanden.
Tv-værten Abdel Aziz Mahmoud kom til Danmark som knap to-årig og ville som barn bare være så dansk som overhovedet muligt – så hurtigt som muligt. Hans forældres historie og kultur var kun en belastning. Når hans mor serverede arabisk falafel, tiggede han om lasagne. Han gad heller ikke høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om sine forældres flugt eller familiens start i Danmark. Nu skammer Abdel sig over, at han skammede sig. Han er flov, når han ikke kan svare på de mest almindelige spørgsmål om sin families oprindelse. Derfor har han bedt sin mor, Souad, om at fortælle ham alt. Om hendes egen og deres fælles historie.
Bogen er fyldt med overraskelser, erkendelser, gråd og latter. Det er en mor og søn, der endelig får talt ud om alt det svære og samtidig et vigtigt indspark i den ofte skingre udlændingedebat. Både Souad og Abdel optræder i statistikkerne af mennesker med mellemøstlig baggrund, som politikerne ofte udråber til at være det største problem i Danmark.
I lyset af Den libanesiske borgerkrig må Souad og Hamads store forlovelsesfest fremskyndes og familien tvinges senere til at forlade deres hjemland og flygte, da Libanon bliver indvaderet af Israelerne. Og det er særligt denne del af bogen, der begejstrede mig. Når Souad troværdigt og rørende fortæller om sit liv før Danmark. Bogen var samtidig også kulturhistorisk interessant og overskueliggør på fin vis konflikten mellem Israel og Palæstina, der opstår i 1947. Den giver et skræmmende men autentisk indblik i livet under krig og som flygtning. Den gør os klogere og får os til at værdsætte livet i danmark.
Jeg læste hele bogen over en enkelt dag. Den var umulig at lægge fra sig. Jeg forstår godt valget af samtale-genren, men jeg tror jeg havde elsket den endnu mere, hvis den var skrevet i romanform. Abdel Aziz Mahmoud og mor Souad Taha har dog sammen med journalist Gitte Løkkegaard begået en vigtig og aktuel samtalebog om, hvor netop vigtig samtalen egentlig er, for at vi kan forstå hinanden og verden omkring os.