Anmeldelse: Vera af Anne Swärd

Titel: Vera. Forfatter: Anne Swärd. Oversætter: Jesper Klint Kistorp. Sider: 351. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Gyldendal★★★☆☆

“Uden dikkedarer forlæse sin brud i det iskolde kammer på en seng der består af sorte fåreskindspelse, frosne rosenblade og et sengelinned hvor slægtsmonogrammet allerede er plettet med fødselsvæsker og blod. Barnet han forsøger at hjælpe til verden er ikke hans”.

Anne Swärd har med Vera begået en intens, sansemættende og næsten gotisk efterkrigstids-roman om familiehemmeligheder, skyld og skam, mødre og døtre. 

I Vera følger vi den unge Sandrine, der under falsk navn kommer fra krigens mørke til et solbeskinnet Sverige. Året er 1945. Hendes eneste bagage er et ufødt barn, som hun planlægger at skille sig af med, og en hemmelighed, som hun for alt i verden vil beholde. Syv måneder senere står hun brud på en ø langt ude i skærgården. Lægen Ivan Ceder har søgt dispensation for sin endnu ikke myndige brud, hvis baggrund er et mysterium. Sandrine gifter sig med Ivan og ind i en fremmed verden: overklasseslægten Ceder. Ægteskabet bliver en iskold alliance, der bygger på hemmeligheder, løgne og frygt. Mærk lige intensiteten i sproget allerede i første sætning: “Det er Vanna som klæder den unge brud på, snører hendes krop hårdt ind”.

Roman er intens, særligt i sit sprogbrug. Der er ikke sparet på adjektiver, allegorier og metaforer. Swärd har tilmed tilføjet nogle meget karikerede karakterer, ingen man rigtig kan fatte helt sympati for, men stadig står de så levende frem for deres læser. Og det er denne særlige skrivestil, der bærer fortællingen frem. I sin genre er den til tider gotisk, men også med en underliggende humor og tragik. Den er levende og poetisk i sin beskrivelse af miljøerne: “Det vindblæste hus lå ensomt længst ude ved randen, stort og rant og gråt som drivtømmer af de salte havbriser. Udsigt til alle verdenshjørner. Over det blånende hav og strandengen hvor frit omstrejfende heste rev hvide skyer af kalkstensstøv op, over det karrige skydeterræn for kampvogne og mod de skovbevoksede, vildtrige områder inde i land.” Der er næsten noget Brontë over det.

Egentlig er Vera en fortælling om en tid, der ofte er beskrevet i litteraturen, efterkrigstiden og Anden Verdenskrig, men alligevel er den vedkommende. Temaerne svigt, bedrag, familie, klasse og kærlighed er jo stadig aktuelle den dag i dag. Romanen består af en vekslen mellem et nutidsspor — Sandrine er blevet gift med Ivan, læge og Cederdynastiets ældste søn; Cederfamilien som en cirkel, man enten er lukket inde i eller ikke, og et datidsspor — Sandrines fortid i et krigsramt Frankrig med sine søstre. En kvindeverden, hvor mændende dukkede op og forsvandt med tidevandet.

Men selvom hun er blevet reddet, er livet i Cederfamiliens gyldne bur i vinter-Sverige er ikke lykken for Sandrine. Her er hun kun en betragter, også af sit eget barn, der nu bærer deres navn. Selvom hun her er i sikkerhed. Ivan giver hende hvidt pulver hver dag, som gør hende sløv og følelsesløs, svigerinderne, Cederkvinderne nærmest overvåger hende, besøger hendes kammer uden formål, og tjenestepigen Vanna giver datteren Vera flaske, så Sandrine ikke behøver give bryst – det nemlig ikke noget de fine Cederkvinder gør.

Alt i alt en udmærket roman, der mindede mig om Rosa Liksoms Oberstinden – både i tematik og i sine overvældende naturbeskrivelser.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.