FEBRUAR // fødselsdag, Leonora Christina Skov vinder fortjent De Gyldne Laurbær og lidt læsekrise

Februar måned stod på hele fire gange fødselsdagsfejring, ny bil (tak til kæreste for en Volvo V50 2.0), et par dages vinterferie og deraf lidt læsekrise. Som sædvanlig. Og det skriver jeg fordi, at jeg desværre har fået en dårlig vane med at få læsekrise, når jeg reelt har god tid til at læse. Netop når jeg har fri eller ferie og tiden til at fordybe mig eller bruge en hel dag med næsen nede i en god bog. I uge 7 startede jeg derfor på en række bøger, også nogle som helt sikkert er gode, men intet fangede mig rigtigt. Og for en person, der altid starter på en ny bog, når den ene er afsluttet, var det meget frustrerende. Heldigvis oplever jeg her i slutningen af februar at være kommet lidt ud af læsekrisen, blandt andet med J. R. Moehringers Sutton fra 2013. En roman om irskfødte William Sutton, der vokser op i et fattigt slumkvarter i Brooklyn i en tid, hvor bankerne var ude af kontrol. William bliver forelsket, men ryger samtidig ind i en kriminel løbebane, der gør ham til en af Amerikas mest berømte bankrøvere. Kan varmt anbefales – særligt hvis du har besøgt New York. Det var også i februar, at Leonora Christina Skov meget fortjent vandt De gyldne laurbær. Stort tillykke! Her er, hvad jeg skrev, da jeg havde læst bogen, inden den udkom: “Den, der lever stille er alt anden end en stille roman! Det er en barsk og fantastisk erindringsroman med en cliffhanger uden lige, og som fortjener al den larm, den får. En stærk roman om forældre der kun elsker deres børn på deres egne betingelser. Om fordomme, ensomhed, social arv og mødre, som ikke anerkender deres døtre. Leonora Christina Skov har sat sig på hovedstolen, og den står, om muligt, nu endnu stærkere. Jeg vil vove at spå, at hun med Den, der lever stille endelig får den litterære anerkendelse, som hun fortjener!”. 

Genrer jeg har læst: Erindringer, klassiker, romantik, fantasy, historisk fiktion.

Bøger læst i februar:

J. K. Rowling – Harry Potter og Fønixordenen (848 sider) ★★★★★
Dejligt endelig at få den læst. Flere scener med i, som ikke er med i filmen. Var især vild med de mange minde-scener om en ung James og Lily og Snape på Hogwarts. 

Tara Westover – Oplyst (381 sider) ★★★★★
En af de vigtigste og mest vedkommende romaner længe. Anbefaler den varmt.

Elena Ferrante – Dukken der blev væk (192 sider) ★★★☆☆
Den svageste bog i Ferrantes forfatterskab imo.

Jane Austen – Northanger Abbey (248 sider) ★★★☆☆
Ikke min yndlings i Austens forfatterskab. Den var lidt kedelig i lange perioder.

Anne Swärd – Vera (350 sider) ★★★☆☆
Sansemættet, sprogligt overlegen. Interessant og gribende, men uden for alvor at sætte sig fast hos mig.

J. R. Moehringer – Sutton (334 sider) ★★★★★
En af de bedste læseoplevelser længe. Helt fantastisk roman. Minder om Catch med if you can, omhandler kriminalitet og kærlighed, New York og Brooklyn.

Antal sider læst: 2.353

Bedste oplevelse

Oplyst af Tara Westover og Sutton af J. R. Moehringer.

Dårligste oplevelse

Northanger Abbey og Dukken der blev væk skuffede mig desværre lidt.

Litterære events og nyheder

De Gyldne Laurbær til årets læserfavorit: Læserne og boghandlerne har ikke været i tvivl. Det seneste års mest populære forfatter er Leonora Christina Skov, og nu får hun De Gyldne Laurbær for romanen ’Den der lever stille’. Læserne har allerede købt omkring 100.000 eksemplarer af bogen, og da stemmerne fra landets boghandlere blev talt op mandag formiddag havde Leonora Christina Skovs roman fået over halvdelen af stemmerne.
Alle elsker Astrid Lindgren: Instruktøren Pernille Fischer Christensens “Unge Astrid” er en solid og bevægende udviklingsfilm om, hvordan den unge Astrid bliver til den mageløse og børnesolidariske forfatter, som vi alle kender. I hovedrollen, som den unge Astrid, funkler Alba August (foto). Anmelderne er faldet i svime over hendes talent. Hendes særlige kombination af friskhed og modenhed. Ikke underligt at filmen er nomineret til årets svenske film. Læs min anmeldelse HER.
Papir er godt for hjernen: En tekst forstås bedre, når man læser den på papir, viser forskning. Her er seks grunde til at droppe skærmen. Læs artiklen i Kristeligt Dagblad HER.
Brunse er vores Shakespeare: Læserne har givet Weekendavisens Litteraturpris 2018 til Niels Brunse for at have forvandlet Shakespeares samlede skuespil til sit helt eget elizabethanske nutidsdansk. Fem fagfolk fortæller, hvorfor det er en strålende idé.
Udgiver ny bog efter sin død: Blandt Jane Aamunds mest kendte bøger var ’Colorado drømme’ fra 1997, der – ligesom mange af hendes andre bøger – var baseret på hendes eget liv. Bogen, der skildrer danske Anes kærlighedsforhold til en amerikansk læge, solgte mere end 350.000 eksemplarer. Og nu kan fans glæde sig over, at der er en selvstændig opfølger på vej.
Biblioteker får penge til nytænkning: Biblioteker og pædagogiske læringscentre over hele landet har af Kulturministeriet fået penge til projekter, »der styrker fællesskaber, formidling af litteratur og børn og unges digitale læsning og læselyst.« En af modtagerne, Aarhus Bibliotek, får 320.000 kr. til styrkelse af 3-7-årige børns »evne til at forestille sig fiktionsuniverser i stedet for at få dem serveret i en færdig visuel pakke.«
Gyldendal har L&R i hælene: Det gik præcis så dårligt for Gyldendal i 2018, som forlagskoncernen ventede i august: Overskuddet før skat nåede ned på 21 mio. kr. før skat, hvor det året før lå på 45 mio. kr. Bedre er det gået for forlagets nærmeste konkurrent, Lindhardt og Ringhof. Forlaget nåede et historisk godt resultat i 2018. Et overskud på 18,6 mio. kr. af en omsætning på 391 mio. kr.
Omar el-Hussein var opført på »bekymringsliste« hos PET to måneder før terrorangrebet: Fire år efter terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i København dukker nye oplysninger op. En aktuel bog om terroristen fra Nørrebro afslører, at PET var opmærksom på Omar el-Hussein før angrebet.
Knausgård får sin store nordiske pris: Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er blevet kåret til at modtage af en af Nordens helt store og prestigefyldte litteraturpriser, nemlig Det Svenske Akademis nordiske pris. Det meddeler Det Svenske Akademi i en pressemeddelelse.

Nye anmeldereksemplarer på hylden

oplyst af tara westover
vera af anne swärd
after af anna todd
døden kommer med ål af heidi kølle andersen
forsvindingsnumre af amalie langballe
pigen de sendte tilbage
de udødelige af chloe benjamin
den italienske mester af tom rachman
bjergtaget og de blev lokket af sidsel sander mittet
sjælevandrer af charlotte fischer

Det læser jeg lige nu

Pigen de sendte tilbage af Donatella de Pietrantonio og De udødelige af Chloe Benjamin.

Det ser jeg frem til i marts

Åh, alle de nye fantastiske bøger, der udkommer/er udkommet og som skal læses og anmeldes. Her et udvalg: After af Anna Todd (ny filmudgave med helt nyt kapitel) – 28. februar, De udødelige af Chloe Benjamin – udkom faktisk i februar, men mit anmeldereksemplar forsvandt, så har først fået den nu, Pigen de sendte tilbage af Donatelle de Pietrantonio (oplagt for Ferrante fans), Skam sæson 4, Sana af Julie Andem, Doktor Zjivago af Boris Pasternak (ny flot klassiker-udgave), Urmagerens datter af Kate Morton, Lodbrogsønnernes død af Lasse Holm, Og sommeren er ikke helt forbi – klummer essays og tekster af Maria Gerhardt, Halvanden meters afstand af Rachel Lippincott – kommer også som film med Cole Sprouse og Det andet køn af Simone de Beauvoir

Tak fordi I læste med,