Titel: Pigen de sendte tilbage. Forfatter: Donatella di Pietrantonio. Oversætter: Birgitte Grundtvig Huber. Sider: 215. Forlag: CK/Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: CK/Politikens Forlag ★★★★☆
“Det ringede ind. På vejen hen ad gangen holdt de andre børn en afstand, som definerede de mig som en fremmed. Man skulle tro, at nogen havde sat et skilt på bordet, jeg skulle til at sætte mig ved, med det øgenavn, de havde givet mig i landsbyen. Jeg var l’Arminuta, pigen de sendte tilbage. Jeg kendte næsten ingen af de andre børn endnu, men de havde alle sammen hørt de voksne snakke og vidste mere om mig, end jeg selv gjorde.”
Pigen de sendte tilbage er en stærk og intens roman om mødre og døtre sat i den italienske kontekst vi kender fra Ferrante.
Hvis du har Ferrante-blues, så er di Pietrantonios Pigen de sendte tilbage måske lige netop det, du har brug for. di Pietrantonio har skrevet en rørende fortælling om en ung pige, der bliver afleveret hos en familie, hun slet ikke kender. Det viser sig, at den mor og far, hun er vokset op hos, ikke var hendes rigtige forældre, og nu er hun så blevet leveret tilbage hos sine biologiske forældre i en lille, fattig landsby. Hun er fremmed i denne familie og kontrasterne til den privilegerede verden hos de andre forældre, hvor hun gik til ballet og fik mad på bordet hver eneste dag. Fattigdommen er stor, øretæverne hænger løst, at kunne spise sig mæt og gå regelmæssigt i skole er ikke noget, familiens børn kender til. Hun må dele seng med en lillesøster og værelse med tre halvvoksne brødre, og nattens lyde og lugte gennemtrænger alt, ligesom snavset og de hårde ord.
“Jeg havde aldrig selv kendt til nogen form for sult og følte mig som en fremmed blandt hungerramte. De privilegier jeg havde nydt i mit tidligere liv, adskilte og isolerede mig fra resten af familien. Jeg var l’Arminuta, pigen de sendte tilbage. Jeg talte et andet sprog og vidste ikke længere, hvem jeg tilhørte. Jeg var misundelig på mine klassekammerater, ja selv på Adriana, fordi de var så sikre på, hvem deres mor var”.
Allerede i sprogbruget ser vi afstanden til pigens fire forældre. De biologiske, fattige forældre, som hun er blevet leveret tilbage til kaldes konsekvent for “Moren” og “Faren”, hvor adoptivforældrene, der leverede hende tilbage, kaldes “min mor” og “min far” – hvilket symboliserer den meget tættere og mere følelsesladede relation.
Man gjorde et barn fortræd. Pigen de sendte tilbage er en gribende roman om, hvad voksnes ubeslutsomhed kan betyde for et barn. Hvad gør det ved et barn at være kastebold mellem to familier, hvor ingen rigtig ønsker barnet? Hvordan påvirker det et barn at føle sig uønsket?
“Jeg var moderløs med to levende mødre. En havde givet mig væk, men s jeg stadig havde smagen af hendes mælk på tungen, en anden havde leveret mig tilbage, da jeg var tretten. Jeg var et barn af adskillelse, af falsk eller fortiet slægtskab, af afstand. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg stammede fra.”
Pigen de sendte tilbage minder særligt i sin sprogtone og tematik om Elena Ferrante, og der er angiveligt noget Starnone og Ferrante over di Pietrantonio. I det intense men stiltiende, i den italienske dialekts kulturelle betydning og som forklaring på et miljø. Mødrene hos Pietrantonio er som hos Ferrante; Vrede, forsmåede, jaloux på døtrene. Hør bare når “Moren” siger: “Er det måske min skyld, at du er alt for dygtig? Jeg holder endda kæft, når du tænder lys og bruger strøm for at læse om morgenen”. Eller hvad med her, hvor “Moren” har hørt, at pigen er den dygtigste i hele skolen: “Pas nu på, du ikke ødelægger dine øjne med alt den løsning, for briller er dyre”. Vi er slet ikke i tvivl om, hvordan forholdet mellem mødre og døtre er problematisk hos di Pietrantonio. Eftersom Pigen de sendte tilbage udkom i 2017, kunne man godt have di Pietrantonio mistænkt for at havde læst lidt Ferrante. Men det gør ikke noget.
Romanen er en lille perle, som jeg anbefaler alle Ferrante fans at læse. Og så krydser jeg fingre for, at CK/Politikens Forlag vil oversætte endnu flere italienske værker til dansk.