Anmeldelse: Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson

Titel: Vi har altid boet på slottet. Forfatter: Shirley Jackson. Sider: 255. Forlag: Alhambra. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Alhambra ★★★☆☆

Hele vores grund var beriget af mine begravede skatte, tæt beboet lige under overfladen af mine glaskugler og mine tænder og mine farvede sten, der måske alle var blevet til juveler nu, holdt sammen under jorden af et stramt net, der aldrig slækkedes, men lå fast og værnede om os”. 

Vi har altid boet på slottet er den perfekte gotiske roman til Halloween. Subtil uhygge mellem linjerne, en mordgåde og en mystisk fortællerstemme. 

Folkene i landsbyen har altid hadet os”. Sådan indledes Shirley Jacksons gotiske klassiker fra 1962 af den 18-årige Mary Katherine Blackwood, der bor i en lille landsby, på familiens gamle slot med sin søster Constance og deres onkel Julian.

Vi har altid boet på slottet har en underliggende mystisk og dyster tone og en upålidelig jeg-fortæller, der synes meget yngre end sin alder og med aparte og skræmmende karaktertræk og tanker. Jeg har lyst til at slå dem ihjel bliver ytret op til flere gange af 18-årige Merrycat Blackwood, som bor alene og ekskluderet på landsbyens slot, Familien Blackwoods sted gennem generationer. Her graver hun ting ned i haven og tænker onde tanker. Kun afbrudt af et par ugentlige besøg til landsbyen for at handle ind, hvor hun selvfølgelig er offer for sladder.

Som Leonora Christina Skov så fint forklarer i sit forord, så er det Merricat (Mary Katherine), der gør fortællingen uhyggelig: “Jackson behøver hverken spøgelser, varulve eller raslende kæder for at skabe uhygge. Hun klarer det så glimrende med fortællerstemmen alene”. Skov hæftet sig også ved romanens kvindeskikkelser, som står meget centralt. Det er dem og deres venskab, som er i fokus. Det er deres små hemmeligheder og ritualer. Og de skal helst ikke forstyrres af uvedkommende, og da slet ikke en mand som fætter Charles, der pludselig kommer på besøg, får et godt øje til Constance, og begynder at gå imod Merricat.

Det er en roman med uforløste ting og mange tommer pladser, som giver plads til, at læseren selv kan udfylde dem og tolke på historien. Hvem myrdede hele familien Blackwood dengang ved at putte arsenik i sukkeret? Læseren er stadig i tvivl efter endt læsning. Undervejs tvivlede jeg sågar på, om Merricat overhovedet eksisterede. Men alt i alt en fin, lille og letlæst bog oplagt til Halloween.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.