Fem bøger om graviditet og moderskab

Jeg er vel nok i gang med mit livs største projekt. At lave en baby i min mave. Jeg skal være mor for første gang, og det sætter selvfølgelig en masse tanker i gang. Og som den bognørd jeg jo er, er det selvfølgelig i litteraturen, at jeg først og fremmest forsøger at læse mig til mere viden omkring det at være gravid, at skulle føde og ikke mindst være nogens mor. Jeg har fundet lidt forskellige bøger frem, både romaner og lyrik men også faglitteratur og guidebøger. Kommenter endelig, hvis der er en god bog om graviditet og moderskab, som du kan anbefale.

Vinterbørn af Dea Trier Mørch
Selvfølgelig. En klassiker som alle kommende mødre, såvel som de der allerede har født, bør læse. Dea Trier Mørch formår at tegne et skarpt portræt af sygehusvæsenet anno 1976 med spareplaner, brunlarkerede træbakker og rygning på stuerne. En helt unik skildring af livet på SVANGREGANGEN i 1970’erne med alt hvad det indebærer af lugte, lyde, smerte og glæde. Vinterbørn fortæller samtidig den upolerede sandhed om det at føde og tiden derefter med barselsudflåd, amning og uendelig træthed. Du kan læse hele min anmeldelse af romanen HER.

Mit barn af Cecilie Lind
Mit barn er ét langt episk digt om at være gravid, føde og blive mor. Det er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke; om træthedens monstrøsitet, om utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele – bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er. Jeg har læst 1/3 af bogen, men vil måske anbefale, at man venter med at læse den, til efter man har født.

Moderskab og mødrehjælp af Pia Fris Laneth
Samfundets syn på moderskabet har ændret sig drastisk de seneste 100 år. Engang gjorde en graviditet en ung kvinde forlegen, i dag viser hun stolt sin mave frem. Hvor moderskabet tidligere var et skæbnevilkår, kvinder måtte tage på sig, er det i dag et valg, den enkelte selv træffer. I takt hermed er kvinders og børns vilkår og rettigheder blevet sikret gennem reformer ført an af visionære ildsjæle og organisationer. Mødrehjælpen har været central i hele denne udvikling og haft en uvurderlig rolle både for samfundet og for den enkelte kvinde, der har fået hjælp. I Moderskab og mødrehjælp fortæller journalist og forfatter Pia Fris Laneth indlevende om moderskabets udvikling og om Mødrehjælpens arbejde gennem mere end 100 år. Samtidig viser bogen med otte stærke portrætter af unge mødre, hvor kampen for moderskabet står i dag. De otte kvinder fandt det alle som ganske unge meningsfuldt at blive mødre trods fordomme, hykleri og bedrevidende argumenter fra omgivelserne. Alle har de oplevet små og store kampe for deres valg, og alle har de på et tidspunkt fået vigtig støtte fra Mødrehjælpen, som familie, venner eller det offentlige ikke kunne tilbyde.

40 ting du skal vide om din fødsel af Cana Buttenschøn
Man siger, at kvinder er skabt til at kunne føde. Det er også rigtigt, men det er altså sjældent noget, vi bare lige gør. En god fødsel kan hjælpes rigtig godt på vej, og det gør en forskel, at man ved, hvad man går ind til, og tager stilling til, hvordan man vil forholde sig til både det mere lavpraktiske og de måske overvældende og uforudsigelige ting. Hvad kan du forvente? Hvordan kommer det til at forløbe? Er der noget du og din partner, hvis du har sådan én skal være særligt opmærksomme på, både før, under og efter fødslen? Ja, ja og ja, selvfølgelig er der det. Men først og fremmest, glæd dig, og gå til det med et åbent sind. Jordemoder og blogger Cana Buttenschøn hjælper dig med sin vanlige humor og ærlighed gennem de trængsler, glæder og små vanvittige øjeblikke og situationer, der typisk opstår under en fødsel. Jeg har læst Canas 40 uger inden og er også i gang med denne lille nu. Nem at læse, informativ og giver en troen på, at man kan!

Født godt af Sarah Roued Thomsen og Eva-Maria Wassberg
Født godt’ handler om at føde ved egen kraft. Bogen er bygget op omkring en række kvinders ærlige og detaljerede fødselsfortællinger. Fødslernes forløb er vidt forskellige, men de har det til fælles, at fødslen står som en positiv, kraftfuld og styrkende oplevelse, som kvinderne – og deres familier – kan bære med sig videre i livet. De 41 fødselsfortællinger er inddelt i temaer, men fortællingerne går samtidig på tværs af emneinddelinger og temaer og er hver især vidtrækkende, unikke og personlige beretninger, der bærer et almengyldigt budskab.

Følg og like liftix

One Reply to “Fem bøger om graviditet og moderskab”

  1. Stort tillykke med graviditeten! Det er fantastisk at gro et menneske (blev selv mor for første gang i september).
    Alle Canas bøger er så dejlige at læse, også 40 uger inden og 40 uger efter.
    Sofie Lindes Fårking gravid er et frisk pust hvis man trænger til at grine lidt af det hele. Jeg synes det var dejligt med let fordøjelige bøger 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.