Titel: Skyggedanseren. Forfatter: Sara Omar. Sider: 400. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆
“Som en flod af pinsler, der strømmede ud gennem fingerspidserne og manifesterede sin eksistens på papiret. Hun lod blyantens spids forme tankerne hen over notebogens sider. Hun ville skrive med sin bedstefars ånd. Hun ville skrive med sin bedstemors blide hånd. Men hun skrev med blod som blæk”.
Skyggedanseren er et brutalt vidnesbyrd om vold mod kvinder, og en tro der er blevet taget som gidsel. Sara Omar skriver stadig, så det gør ondt helt inde i hjertet. Alt er udpenslet. Volden. Misbruget. Hånen. Og det er kvinderne, som det går ud over. Der bliver voldtaget, tævet og stenet. Fordi de bringer skam over deres familier.
Første kapitel var så barbarisk og hårdt at læse, så malerisk, hele torturscenen af kvinden som er anklaget for at elske en anden kvinde gjorde, at jeg næsten ikke kunne læse videre. Men det gjorde jeg heldigvis.
I Skyggedanseren følger skiftevis Fremesk som barn i Kurdistan, hvor hun vokser op hos sine kærlige bedsteforældre, men bliver misbrugt af onklen i hans koranskole, og så den voksne universitetsstuderende Frmesk, der bor i Aarhus med sine mor der ser tv-serier på sofaen og ikke vil lære dansk, og en far der jævnligt kommer hjem for at tæve både sin kone, der har ladet sig skille. Samtidig går hans datter uden tørklæde og bringer skam over familien og skriver poesi. For Frmesk skriver digte for at slippe væk fra sine tanker og fra volden og ensomheden. Fra den barndom, der skulle have været tryg hos bedsteforældrene, men som endte så grusomt. “Han talte et sprog, som hun ikke var opfostret med. Det var ikke kærlighedens sprog. Det var hadets sprog. Grådighedens sprog. Hun turde ikke bekrige ham, for konsekvenserne kendte hun kun alt for godt”.
Skildringerne af Frmesks liv i Danmark som “udlænding og uskældt perker” var interessante, og jeg genkendte meget af ghettomiljøet, som man også møder i Morten Papes selvbiografiske og socialrealistiske roman Planen. Se bare beskrivelsen her: “Bussen kørte langsomt forbi de grå blokke ved Bispehaven. Hun skulle af ved afdeling seks. Hun stirrede træt ud på de kasseformede boligblokke og lange rækker af lige så firkantede altaner. Mindst halvdelen havde deres egen parabolantenne skruet fast i muren med åbningen vendt mod sydøst, så de kunne se og hente udenlandske tv-kanaler”.
Læsere der var begejstrede for Dødevaskeren bør også læse Skyggedanseren, men det er endnu en hård roman og ikke for sarte sjæle. Den er modig og vigtig — men også svær at læse færdig, fordi den er så uretfærdig og voldelig mod sine kvindeportrætter. Hvor jeg dog håber, at alle kvinder en dag får de samme rettigheder som mænd. I alle lande og kulturer. Med Sara Omars skarpe og insisterende romaner, er vi måske et skridt nærmere.
“Hvordan skal muslimske kvinders rettigheder nogensinde forbedres, hvis ikke de selv tager ordet, hvor de kan?”
Jeg er meget enig i anmeldelsen.
Ja, Skyggedanseren gør et stort indtryk. Og den er fremragende skrevet.
Den kan på det varmeste anbefales.
Dejligt du er enig. Det er en brutal og modig roman.