Titel: Kærlig hilsen, Tove – Breve til en forlægger. Forfatter: Tove Ditlevsen. Sider: 100. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★★
“Kære Mogens. Det er dejligt, at I synes om bogen, og det gør jeg også stadig selv. Det er jo blevet sådan, at jeg enten måtte dø eller skrive den, hvor skørt det end må lyde i de flestes ører.”
Tidligere Gyldendal-direktør Johannes Riis har fundet en gammel brevveksling mellem Tove Ditlevsen og hendes redaktør Mogens Knudsen i et pengeskab på forlaget. Nu er alle brevene så blevet samlet til bogen Kærlig hilsen, Tove, som udkom den 3. december. Forlaget skriver: »Med sit skrøbelige sind var Tove Ditlevsen ustandselig i vanskeligheder og bad Mogens Knudsen om råd og dåd i forbindelse med sine økonomiske forhold, skattebetaling, den sindsoprivende skilsmisse fra Victor Andreasen, som blev realiseret i disse år, irriterende fans og besværlige veninder, ansættelsesforhold, alkohol, børn og svigerbørn, kolleger, konflikter med læger og tandlæger og psykiatere, konfrontationer i og med pressen og meget, meget mere«. Jeg har glædet mig vildt til at læse ‘nyt’ fra Tove, da jeg, i qua af mit speciale om hende har læst næsten hele forfatterskabet.
Brevene her bærer præg af den sårbare men også fandenivoldske og humoristiske Tove, som vi kender hende fra særligt brevkassesvarene, som Gladiator udgav sidste år. Forholdet mellem redaktør Knudsen og Tove er tæt, det fremgår af brevene, og det er blevet til en samlet fortælling om alt mellem himmel og jord, hvor det især er forlagsbranchen og økonomien, der påvirker Tove – også i hendes mere produktive og succesfulde perioder. Og Tove ved godt, at alle hendes private kvaler måske ikke er spændende for Knudsen, men hun skriver nu om dem til ham alligevel, for han er vel interesseret i, at der kommer ro og orden i hendes tilværelse, for ellers er hun ude af stand til at samle sig “om det væsentlige her i livet“, altså selvfølgelig at skrive.
Jeg var allerede begejstret på de allerførste par sider, hvor Tove forklarer, at hun altså har set sig nødsaget til at bryde med sit gamle forlag. Hun ser ingen anden mulighed, da hun trænger til at prøve noget nyt “omtrent som når man skifter ægtefælle”, og hun håber, at de kan skilles som venner og kalde det en seperation og ikke en skilsmisse.
“Hvor ville jeg dog ønske, at der ville blive ro om mit stakkels navn!” skriver Tove også undervejs, og jeg kan godt forstå hende, men jeg glæder mig samtidig over, at der bestemt ikke har været ro om hendes navn, siden hendes død i 1976. Tove er for nyligt udkommet på engelsk på det berømte forlag Penguin med bøgerne Barndommens Gade, Barndom og Ungdom og Gift – og der er planlagt flere udenlandske oversættelser af værkerne.
Brevene her er en samling tekster fra Toves private kælderdyb og kredser om familie, litteratur, melankoli, indlæggelse på Sankt Hans og særligt økonomi: “Jeg gad egentlig vide, hvor mange ‘hastebøger’ der skrives pga. skattevæsenet” udbryder Tove, der ser sig straffet for sin bestseller Gift. Der var så mange guldkorn i denne guldgrube af glemte Tove-tekster, at jeg flere gange måtte strege passager ud. Som fx denne her: “Jeg deler stue med en alkoholisk indvaliderentenyder, som beundrer mig, fordi jeg har skrevet Ditte Menneskebarn!”.
Og så glæder jeg mig til, at Pernille Stensgaard, som har skrevet forordet til samlingen her, udkommer med en bog om Gyldendals historie i foråret 2020. Der må være meget guld gemt og fantastiske anekdoter om det gamle forlag og alle dets forfattere gennem tiden.
Kærlig hilsen, Tove er en oplagt Tove-julegave til alle, der nyder hendes ærlige og underholdende stil. Jeg spår, at den kommer til at ligge under mange juletræer. Bogen er i øvrigt virkelig smukt pakket ind med guldskrift på forsiden og et af mine yndlingsbilleder af Tove, og indeni fyldt med fotografier af de originale breve skrevet på Toves gamle skrivemaskine.
En lille fodnote: Jeg er netop nu i gang med at læse Husmor og skribøse som er en brevveksling mellem Ester Nagel og Tove Ditlevsen, hvori Tove refererer til digteren Morten Nielsen, som bliver ved med at udkomme posthumt i tidsskriftet Heretica og Tove udbryder: “Nu kan der da ikke presses mere stof ud af stakkels Morten. Hvor ville han vende sig i graven hvis han vidste, at så private meddelelser blev offentliggjort”. Det er jo så netop, hvad Gyldendal har gjort, og Rosinante i 1986, hvor Husmor og skribøse udkom, dog med redigering af Ester Nagel selv. Men som Tove også skriver længere fremme i brevvesklingen: “Kære Ester. Når vi engang begge er døde og meget berømte (jo, det blir man når man er død), så vil vor interessante og opbyggelige korrespondence kunne udgives og sælges til betryggelse for vore børns alderdom”. Så måske det ikke er så slemt alligevel, og Toves tekster er til så stor gavn og glæde for de nye læsere, som møder hendes forfatterskab i dag, så mon ikke den gamle krage ville værdsætte det alligevel.