Bøger jeg glæder mig til udkommer i 2020

2020 bliver det vildeste år. Jeg skal være mor! For første gang. Og jeg kan slet ikke vente med at møde vores lille søn, som ligger så fint og sparker i min mave lige nu. Jeg har selvfølgelig skruet mine forvetninger til læsning og blog en del ned, da jeg slet ikke ved, hvordan det der med at blive mor og være på barsel kommer til at forløbe, men derfor kan man jo godt gå og glæde sig lidt til de udgivelser, der kommer i 2020. Derfor har jeg samlet nogle af de bøger, jeg glæder mig allermest til forhåbentlig at få læst i det nye år.

Tabitha af Iben Mondrup
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager. De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er sprængfuld af fortielser og farlige spændinger imellem to kulturer og imellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene. Hjemme i Grønland bor børnenes mor, Abelone. Hun var hushjælp hos Eva og Berthel, og omstændighederne tvang hende til at sende sine to mindste børn med deres nye familie til Danmark. Iben Mondrup skildrer klart og klogt livet i en familie, hvor børnene må kæmpe for sig selv og hinanden.
Udkommer: 15. januar 2020

Vanillehuset af Mich Vraa
I slutningen af 1800-tallet vokser skomagerens søn Dusinius op i Odense som den tolvte i en søskendeflok. De trange forhold i barndomshjemmet gør ham sulten efter rigdom og anseelse, og allerede som otteårig er Dusinius i gang med at købe billigt og sælge dyrt. Som ung mand grundlægger han handelsfirmaet Vaniljehuset, som snart bliver et af landets førende. Den ældre, hjertesvage Dusinius ser tilbage på sit omtumlede liv, sin barndoms trængsler, sin ungdoms forvirrede kærlighedsforhold og de lyssky forretningsforbindelser han fik under Første Verdenskrig og som endnu forfølger ham.
Udkommer 14. april 2020.

Dødskunsten af Ambrose Perry
Lægevidenskab. Galskab. Gift. Victoriansk krimi fra Edinburghs beskidte og livsfarlige gader af skotsk forfatterpar. Edinburgh 1849. På trods af byens lægevidenskabelige fremskridt dør snesevis af patienter af tilsyneladende uforklarlige årsager. Inden længe hviskes der i krogene om, at den ellers højt agtede og ærværdige fødselslæge, James Young Simpson, har noget med dødsfaldene at gøre. DØDSKUNSTEN er anden selvstændige bog i serien om Will Raven og Sarah Fisher og Edinburgh i midten af 1800-tallet. Ambrose Parry er pseudonym for det skotske forfatterpar Chris Brookmyre og Marisa Haetzman. Chris Brookmyre er prisvindende og internationalt anerkendt krimiforfatter til over tyve bøger. Marisa Haetzman forsker i anæstesi. Hendes kandidatafhandling om lægevidenskabens historie blotlagde meget af det materiale, som serien om Will Raven og Sarah Fisher bygger på. Jeg elskede bind et i serien, som jeg har anmeldt HER.
Udkommer 7. februar

Velkommen til Flanagans af Åsa Hellberg
Første bog i ny, historisk romanserie med masser af drama, kærlighed og intriger. Skrevet af en af Sverige store bestsellerforfattere med næsten 1 mio. bøger solgt. London, 1960’erne. På Hotel Flanagans er gæsterne rige og berømte, og alle stræber de efter at blive indbudt til hoteldirektør Linda Lansings famøse og overdådige fester på hotellet. Men i virkeligheden trives Linda ikke helt i rollen som hotelejer. Hun er egentlig bare en meget almindelig og jordnær kvinde fra Fjällbacka i Sverige, som har arvet Flanagans efter sin engelske far.  Anden bog om livet på Hotel Flanagans, dets ejere og gæster foregår i 1980’erne og tredje og sidste bog er nutidig.
Udkommer 28. maj 2020

Alt hvad vi var af Lara Prescott
Hvordan kærlighed og kunst kan forandre verden. En gribende fortælling om kærlighed, pligt og selvopofrelse under Den Kolde Krig. ALT HVAD VI VAR er inspireret af den utrolige historie om, hvordan Boris Pasternaks banebrydende roman, Doktor Zjivago – en af 1900-tallets største kærlighedsromaner – blev brugt i et storpolitisk koldkrigsspil til at påvirke sovjetiske borgeres hjerter og hjerner. Og om de kvindelige agenter, den charmerende og erfarne Sally og den lovende nybegynder Irina, der står overfor deres livs udfordring: De skal, koste hvad det vil, smugle Doktor Zjivago tilbage ind i Rusland, efter den har været bandlyst i årevis.
Udkommer 14. februar

Ernest Hemingway: Udvalgte reportager fra fire årtier
Udvalgte reportager er en samling af 75 artikler, hvoraf 35 aldrig før er udgivet på dansk. Reportagerne spænder over fire årtier og er et mageløst tværsnit af Hemingways journalistik. Han skriver om kunstnere i Paris, fra sin første tyrefægtning, Den Spanske Borgerkrig og han omtaler den hændelse, der bliver til Den gamle mand og havet. Han er på safari og på dybhavsfiskeri, han er med på D-dag i 1944 og deltager i befrielsen af Paris. Og han læser vellystigt sine egne nekrologer efter at være styrtet ned med fly to gange inden for to døgn. Det er journalistik, der skrev historie og satte en standard.
Udkommer 20. januar 2020

Drengene fra Nickel af Colson Whitehead
Elwood Curtis er fast besluttet på at blive til noget. Han er optaget af sin skole og tro mod Dr. Martin Luther Kings kamp for sorte amerikaneres rettigheder gennem fredelig modstand. Men i de amerikanske tresseres raceadskilte Sydstater skal der næsten ingenting til for at en ung sort mand kommer på den forkerte side af loven, og med ét ændrer alt sig: pludselig skal Elwood ikke længere på college, og i stedet føres han til Nickel Academy, en opdragelsesanstalt som påstår at gøre ”hæderlige, ærlige mænd” af drenge på afveje. I virkeligheden er Nickel Academy et mareridt, hvor enhver der sætter sig det mindste imod stedets depraverede autoriteter risikerer ”en tur ud bagved”. Elwood forsøger desperat at holde fast i Dr. Kings næstekærlige idealer, mens hans nye ven og medindsatte, Turner, mener at Elwood er naiv og verden korrumperet, og eneste måde at overleve på er at spejle undertrykkernes ondskab og kynisme. Og da Elwoods idealer og Turners kynisme endelig kolliderer, får det livslange konsekvenser for dem begge. Drengene fra Nickel er en knusende koncis og modig roman af en af vor tids allerstørste amerikanske forfattere, hvis klarsynede og inderligt menneskelige fortællinger kaster lys på vores egen fragmenterede samtid.
Udkommer 9. januar 2020

Pigen fra den franske skole af Jakob Weinreich
København, forår, 1945. Den danske modstandsbevægelse er i knæ. En række af de ledende danske frihedskæmpere sidder fanget i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, hvor de dagligt udsættes for tortur. Med mindre englænderne løber den enorme risiko, det er at bombe midt i en venligtsindet storby, risikerer hele den danske frihedsbevægelse at bryde sammen. Nazisterne frygter, at Royal Air Force vil angribe, og har derfor placeret fangerne som menneskelige skjold øverst oppe på 6. sal – og dermed gjort angrebet næsten umuligt. Den unge københavner Asta vil helst holde sig på afstand af krigen, leve sit liv med job, familie og veninder, og drømme om den store kærlighed. Men krigen presser sig på. Og en voksende
følelse af skyld. Modstandsmanden Harald har for længst valgt side. Harald er ikke nogen helt, men efter tyskerne skød hans bror,
har krigen besat hans sind. Langt væk – på den engelske østkyst – bliver den unge Royal Air Force-pilot Edward sendt på en mission, der er så kompliceret og risikabel, at den bliver betegnet som en af de vanskeligste under hele Anden Verdenskrig: bombningen af Shellhuset i København. Og midt på Frederiksberg – på den traditionsrige franske skole – insisterer lærerinden Benedikte på, at krigens vanvid ikke skal fylde noget i skolens hverdag. Her hersker orden, bøn og disciplin – her er man endnu lykkeligt uvidende om, at skolen snart vil blive centrum for en af de største tragedier i nyere dansk historie. Romanen bygger på en lang række interviews med mennesker, der havde de voldsomme begivenheder i foråret 1945 helt inde på kroppen – men er en fri gendigtning af katastofen.
Udkommer marts 2020

Bargums synder af Sofie Malmborg
1700-talsroman om den danske handelsmand og slavehandler Frederik Bargum og hans voksne datter Rebecca. København, år 1750. Den unge kræmmersøn Frederik Bargum kommer i lære hos en af byens mest velhavende købmænd. Her oplæres han i handlens ædle kunst, og han har talent. Da købmanden dør, gi er Bargum sig til en andel i forretningen og går straks i gang med at bygge sit eget palæ og virkeliggøre de storstilede forretningsideer, han har fået på rejser rundt i Europa. Først er det tobaksplantager, der skal gøre Danmark selvforsynende. Så er det hvalbarder til det voksende marked for krinolinekjoler. Bargums ideer slår fejl, men da han hører om en ny lovende handelsvare – nemlig slaver – grund- lægger han et kompagni, der skal tjene penge på trekantshandlen mellem Afrika, Vestindien og Danmark. I en elegant og sanselig prosa beskriver Sofie Malmborg den den rige Frederik Bargums indre og ydre liv i 1700-tallets borgerskab. Han er både en ustoppelig visionær som Lykke-Per og en skrupelløs chancerytter som Stein Bagger, og der er mange sårede skæbner i hans kølvand.
Udkommer marts 2020

Disney Klassikere: Mulan
Vaskeægte Disney-magi som eksklusiv højtlæsningsbog. Legenden om den tapre og modige pige Mulan, begynder da de frygtede hunner truer med at angribe Kina. Den kinesiske kejser indkalder alle mænd til hæren – også Mulans gamle og syge far. For at skåne ham, klæder Mulan sig ud som mand og tager hans plads som soldat, vel vidende at det kan koste hende livet hvis hun bliver opdaget. Serien Walt Disney Klassikere er de allerstørste klassikere fra Disneys magiske univers i en lækker indpakning med stor respekt for de originale tegnefilm, som børn og voksne har elsket i årtier
Udkommer: 19. marts 2020

Written in my own heart’s blood (dansk titel ikke offentliggjort)
Sidste (foreløbigt skrevne) bind i Diana Gabaldons storslåede Outlander-saga udkommer på dansk i foråret 2020, og det er den eneste bog i serien, som jeg ikke har læst. Jeg har den stående på engelsk, men kan ikke overkomme den, og venter derfor ihærdigt på den danske udgivelse. Jeg vil ikke skrive her, hvad den handler om, for så spoiler jeg bare for meget.
Udkommer: foråret 2020

Voksnes svigefulde liv af Elena Ferrante
I Voksnes svigefulde liv møder vi teenageren Giovanna i 1990’ernes Napoli, hvor hun bor med sin velhavende familie. En dag nder hun ud af at hun har en smuk, men forstyrret tante, Vittoria, som bor længere nede ad bakken, i en fattigere del af byen. Giovannas familie vil ikke vide af Vittoria, men alligevel spirer et hemmeligt venskab frem mellem de to. Gennem Vittorias historie og portrættet af Giovanna og hendes plads i familien som helhed rives vi med ind i en uforglemmelig fortælling om familie, opvækst, arv og hvad der former os som mennesker. Voksnes svigefulde liv handler om pigeliv, voksenliv, køn og
klasse, fortid og nutid, forventninger og knuste forhåbninger og er på en gang helt Ferrante og helt sin egen.
Udkommer juni 2020

 Hvilke bøger glæder du dig til udkommer i 2020? Tip os andre i kommentarfeltet

Følg og like liftix

One Reply to “Bøger jeg glæder mig til udkommer i 2020”

  1. Fjodor Falsled siger: Svar

    Det længe ventede sidste bind i Hilary Mantel’s Wolf Hall trilogi: The Mirror and the Light.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.