Titel: Tabita. Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 368. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★
“Er det så umuligt for et grønlandsk barn at have det godt i Danmark? Ligesom man ikke kan omplante et hvilket som helst træ til et hvilket som helst himmelstrøg, kan man måske heller ikke flytte et barn af Tabitas race til et land, hvor det ikke hører til?”.
Iben Mondrup er tilbage med en roman med børnene i centrum. Hvor alt det usagte mellem linjerne sammen med dialogerne er det stærke element, der bærer fortællingen frem.
I bogens begyndelse er vi i Grønland, og her kan vi godt mærke, at Mondrup selv er vokset op. Miljøskildringerne står knivskarpt og er stemningsfuldt beskrevet, så vi næsten selv kan høre indlandsisen knitre under vores kamikker eller lugte når spækkødet bliver skåret. Vi er i 60’erne og det barnløse par Eva og Berthel adopterer to grønlandske børn, som de efter en årrække i Grønland, tager med sig hjem til Danmark. Det viser sig at være alt andet end nemt at glemme fortiden i Grønland og børnenes mor. I Danmark skal børnene integreres i det danske, samfund, men Tabita kommer hjem fra skole med blodnæse og hun bliver forbudt at tale grønlandsk til sin lillebror. Den grønlandske fortid skal gemmes væk, kun nogle få ting får lov at stå fremme:
“Hundeselen, skydeslæden, sælskindene og fedtstenslampen og Berthels øvrige rariteter fra Upernavik står i den høje kælder eller er gemt væk. Kun tupilakkerne mellem urtepotterne har fået lov at stå fremme. De er smukke, elfenbenshvide og minder om de afrikanske masker, hun har set i en antikbutik et sted.”
Iben Mondrup åbner vores øjne for mange glemte, grønlandske børns skæbner — det er vigtig, livsbekræftende og oplysende skønlitteratur på samme tid skrevet i et smukt, stille sprog.
Tabita er en stærk og gribende fortælling om svigt af børn, og hvordan de bliver klemt mellem to forskellige kulturer / den vilde grønlandske og den fåmælte danske. En barsk roman om fortielser i et ægteskab og de sår en ufrugtbar kvinde bærer med sig gennem hele livet.
Mondrup har dedikeret sin roman til “alle de børn, der har skulle glemme sig selv”, og hvor er det et smukt budskab. Tabita må være januars absolutte mustread. I dette fantastiske interview med Iben Mondrup på Litteratursiden bekræfter Mondrup for øvrigt, at der kommer en efterfølger til romanen, hvor vi igen møder Tabita og Abelone. Jeg glæder mig. Du kan læse interviewet HER.