Anmeldelse: Drengene fra Nickel af Colson Whitehead

Titel: Drengene fra Nickel. Forfatter: Colson Whitehead. Sider: 272. Forlag: Politikens Forlag. Oversætter: Inger Kristensen. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆

“Det var det, den skole gjorde ved sine drenge. Det holdt ikke op, efter man var sluppet væk fra den. Den slog folk vinde og skæve på alle mulige måder, indtil de ikke længere var i stand til at finde en lige vej, forvredne sjæle, den dag, de kom ud”.

Endnu engang sætter Colson Whitehead stemmer til de tavse — denne gang drengene fra Nickel — en kostskole præget af vold, misbrug og mord.

Unge arkæologistuderende fra University of South Florida, finder og udgraver på kirkegården Boot Hill gamle lig af de utilpassede drenge, som samfundet i 60’erne ikke kunne håndtere og som blev sendt på Nickel – en åndelig opdragelsesanstalt, hvor misbrug og vold var en del af hverdagen, og så er vi ligesom i gang allerede i prologen.

I romanen følger vi hovedpersonen Elwood Curtis som er fast besluttet på at blive til noget. Han er optaget af sin skole og tro mod Dr. Martin Luther Kings kamp for sorte amerikaneres rettigheder gennem fredelig modstand. Men i de amerikanske tresseres raceadskilte Sydstater skal der næsten ingenting til for at en ung sort mand kommer på den forkerte side af loven, og med ét ændrer alt sig: pludselig skal Elwood ikke længere på college, og i stedet føres han til Nickel Academy, en opdragelsesanstalt som påstår at gøre ”hæderlige, ærlige mænd” af drenge på afveje. I virkeligheden er Nickel Academy et mareridt, hvor enhver der sætter sig det mindste imod stedets depraverede autoriteter risikerer ”en tur ud bagved”.

Elwood forsøger desperat at holde fast i Dr. Kings næstekærlige idealer, mens hans nye ven og medindsatte, Turner, mener at Elwood er naiv og verden korrumperet, og eneste måde at overleve på er at spejle undertrykkernes ondskab og kynisme. Og da Elwoods idealer og Turners kynisme endelig kolliderer, får det livslange konsekvenser for dem begge. 

Whitehead skriver stadig nøgternt men insisterende, uden hævet pegefinger, men med en skarp sans for USAs mørke forhistorie og vigtigheden af at fortælle den. Jeg var vild med Den underjordiske jernbane om pigen Cora, der stak af fra bomuldsplantagen og livet som slave og havde derfor også høje forventninger til Drengene fra Nickel, som i den grad blev indfriet.

Der er noget En verden udenfor over Drengene fra Nickel — det venskab der former sig mellem Elwood og Turner minder om Andy Dufresne og Ellis Boyd ‘Red’ Reddings, unikt og vedvarende.

Drengene fra Nickel er en barsk og glimrende roman om endnu en skamplet i amerikansk race-historie og en modig bog. Tak til Whitehead for at skrive den. En bog der gør sin læser klogere.

Du kan læse min anmeldelse af Den underjordiske jernbane HER.

Følg og like liftix

One Reply to “Anmeldelse: Drengene fra Nickel af Colson Whitehead”

  1. Kæmpe tillykke med din fine lille dreng ❤ dejligt at du har overskud til at skrive lidt herinde igen!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.