Tove Ditlevsen: den ultimative læseliste og hvor du bør starte med Toves værker

Jeg har læst (næsten) hele Tove Ditlevsens forfatterskab, jeg har skrevet speciale om hende og jeg har holdt foredrag om hende. Af den grund får jeg ofte spørgsmål fra jer angående Toves værker; hvor bør man starte, hvor bør man slutte, og hvilke bøger er bedst? Jeg holder af hele forfatterskabet, men er især glad for Gift, Det tidlige forår og To som elsker hinanden. Men nu har jeg altså endelig sat mig ned for at lave den ultimative Tove Ditlevsen læseliste til dig, der måske er helt ny i Toves verden og endnu ikke har læst noget af hende, eller til dig der har læst lidt, men gerne vil videre, eller måske bare til dig, der elsker Toves bøger så meget, at du starter forfra.

Det tidlige forår
Jeg anbefaler altid, at man starter med Det tidlige forår som er en samling af Tove Ditlevsens erindringer Barndom og Ungdom. Her får man et rigtig godt indtryk af Tove Ditlevsens liv og skrift, den er ikke for svær, ikke for let. Og så er det bare hamrende gode erindringer. Her følger vi Tove fra hun er barn på Vesterbro, op gennem livet og til hun møder Viggo F. Møller, hendes første mand. Derefter kan man passende læse Gift, der egentlig fortsætter erindringer, men inden da, anbefaler jeg faktisk, at man lige smutter forbi og tager et af Ditlevsens hovedværker, nemlig Barndommens gade. 

Barndommens gade, 1943
Barndommens gade er vel nok en af Tove Ditlevsens mest populære romaner, og med god grund. Den er et hovedværk i dansk litteratur og helt igennem fantastiske skrevet. Romanen tager afsæt i Tove Ditlevsens alterego, nemlig den københavnske baggårdspige Esters barndom og tidligste ungdom i 1930’erne, da hun forgæves stræber bort fra barndomsmiljøet. Der vil også være ting i romanen her, som giver bedre mening, når man allerede har læst Det tidlige forår. 

Gift, 1971
Har man først været igennem Det tidlige forår og Barndommens gade, så er det nu oplagt at hoppe videre til Gift. En af mine yndlingsbøger af Tove Ditlevsen, og nok den af hendes værker, jeg har læst flest gange. Senest havde vi den også i min virtuelle læseklub, og alle var meget begejstrede. I sin tredje erindringsbog vender Tove Ditlevsen tilbage til sin ungdom og fortæller om det kærlighedsløse ægteskab med Viggo F., om forelskelsen i den sværmeriske Ebbe, som hun får sit første barn med, og om lægen Carl, som hun gifter sig med. Bogen er en usminket fortælling om ægteskabet og Ditlevsens omsiggribende misbrug af alkohol og piller. Den skabte både opmærksomhed og forargelse, da den udkom første gang.

Samlede digte (indeholder digtsamlingerne Lille verden, Blinkende lygter, Kvindesind, De voksne, Det runde værelse)
Tove Ditlevsens digte er rimelig tilgængelig lyrik. Det er traditionelle rimdigte, og kan læses af alle. Jeg anbefaler dog, at man har stiftet lidt bekendtskab med Toves liv inden, ikke at digtene absolut skal læses biografisk, men det giver god mening at vide lidt om, hvad det er for nogle grundvilkår, Tove skriver ud fra. Hvordan de ting hun har oplevet, påvirker hendes poesi. Tove Ditlevsen så sig først og fremmest som digter, det mærker man også flere steder i hendes romaner, fx i Barndommens gade, hvor gaden er beskrevet som et levende væsen, der kan trække hende til sig.

Flugten fra opvasken, 1959
Når man har været igennem de første erindringsbøger og lyrikken, så er det egentlig ikke så afgørende, hvordan man fortsætter, men jeg anbefaler altså dette lille essay, fordi det nok er den eneste gang, at Tove sådan for alvor tager kvindernes sag op og skriver meget kønspolitisk. Teksten blev offentliggjort første gang d. 11. august 1956 som kronik i dagbladet Information og beskriver, som titlen afslører, Toves tanker omkring de hjemmegående husmødre. Den er højst humoristisk og virkelig fantastisk.

To som elsker hinanden, 1960
Her er en af mine andre yndlingsromaner af Tove Ditlevsen.Den er fra 1960, skrevet på bestilling for Danmarks Radio, og er en ægteskabsroman om en midaldrende mand, en selvopofrende kone og en ung pige. Det lyder umiddelbart som et klassisk trekantsdrama, men der hvor Ditlevsens skildring virkelig adskiller sig er i fortælleformen, hvor hun har givet plads til både manden, konen og den unge piges synsvinkel. Det sætter tingene i perspektiv og driver handlingen fremad i en roman på kun 200 sider, som alligevel når at fortælle så meget om os mennesker. Den er i øvrigt filmatiseret af Astrid Henning-Jensen i 1965 under navnet Utro og med Lone Hertz i rollen som elskerinden.

Vilhelms værelse, 1975
Vilhelms værelse er en af de lidt sværere af Tove Ditlevsens romaner, og derfor anbefaler jeg, at man ikke lige starter ud med den. Selv læste jeg den, efter at have læst en del andre af Toves værker. Tove Ditlevsens sidste roman Vilhelms værelse står som en kraftfuld og tragisk afslutning på et stort forfatterskab. Den psykisk ustabile børnebogsforfatterinde Lise Mundus og den hidsige avismand Vilhelm har gennem de sidste 20 år har befundet sig i et stormfuldt og opslidende ægteskab, der når sin endelige afslutning, da Vilhelm forlader hjemmet med elskerinden Mille. Skrevet på lige dele højt humør og rasende desperation portrætterer Ditlevsen et ægteskab i ruiner. En roman om galskab og ømhed, om frådende journalister og nysgerrige nabokoner, om kunst og ødelæggelse. I kan læse min anmeldelse af den HER.

Vi har kun hinanden, 1954
Afstanden mellem mennesker – og kærlighedens magt til at overvinde den – er det overordnede tema i romanen Vi har kun hinanden, som udkom første gang i 1954. Romanen følger et ungt, københavnsk par igennem den dag hvor den unge mand første gang skal præsenteres for pigens forældre. En fin lille roman, men ikke noget af Toves allerbedste. Den bør dog læses uanset. 

Ansigterne, 1968
Her er nok Toves sværeste roman. Den kræver, at man kender til Toves liv og værker, synes jeg. Så det er ikke en af de bøger, man bare lige skal hoppe ud i som den første. Den er uhyggelig, særlig fordi, den også er skrevet mens Tove Ditlevsen var indlagt på psykiatrisk afdeling. I Ansigterne følger vi forfatteren Lise Mundus, (bemærk at Mundus var Toves mors pigenavn), der indlægges på den lukkede afdeling på et psykiatrisk hospital. Som altid hos Ditlevsen er Ansigterne en roman om kærlighedens smerte, om længsel og utroskab og skrift. En roman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvem der er syg, og hvem der er rask. Ansigterne er første del af Ditlevsens fortælling om Lise Mundus, et portræt hun afsluttede syv år senere med sin sidste roman Vilhelms værelse.


Man gjorde et barn fortræd, 1941
Romanen her er Tove Ditlevsens debutroman, men jeg anbefaler altså, at man lige venter lidt med den. Den skaffede hende et gennembrud på prosafronten, der kunne måle sig med det, hun allerede havde fået på poesifronten. Det er historien om den nittenårige Kirsten, der lever et sådan set godt og fornuftigt, almindeligt liv i det københavnske arbejderkvarter, hvor hun bor, men alligevel må slås med ensomhed og manglende evne til finde ro og tryghed i kærlighed. Gennem et langt og pinefuldt forløb lykkes det hende at få afdækket, hvad der ligger bag, hvad der skete for mange år siden, og dermed finde ondets rod: Hun er som helt ung blevet udnyttet af en pædofil mand, og efter at været blevet konfronteret med ham, kommer hun omsider fri af sit traume.


Annelise 13 år bøgerne, 1958
Jeg købte bogen her brugt for nogle uger siden og fik den endelig læst. Den var helt vildt hyggelig og mindede mig både lidt om Liv og Alexander og Ronja Røverdatter. Romanen handler om den 13-årige Annelise, der under sin mors hospitalsophold sammen med sin yngre bror bliver sendt til Vesterbro, hvor de skal bo hos der faster og drikfældige onkel. Og her sker der ellers spændende ting og sager, ikke mindst da Annelise møder drengen Jan. 

For barnets skyld, 1946
Jeg er netop nu i gang med at lytte til bogen som lydbog hos Mofibo, og den er fin omend lidt kedelig. Det er stadig Toves lækre sprog, men ikke en af hendes helt store mesterværker. Romanen foregår i besættelsestidens sidste år og handler om et skilsmissebarn – den 12-årige Birgit – hvis forældre gør nøjagtigt, hvad der passer dem, mens de bilder sig selv og hinanden ind, at deres egoistisk styrede handlinger er til barnets bedste. Merete vil indgå et nyt ægteskab med den retsindige kommunelærer Karsten. Men Birgits uvilje mod at lade en ny far trænge sig ind mellem hende og moderen gør, at hun slutter sig nærmere til sin egen far, den frisindede og egocentriske arkitekt Robert, som moderen stadig er forelsket i. Birgit bliver uden selv at vide det centrum for disse tre voksnes tanker, og – ligeledes uden at vide det – den »skæbne«, der driver sit spil med de tre mennesker.

Tove Ditlevsen om sig selv
Bogen her er egentlig skrevet, så skolebørn havde et sted at gå hen, når de skulle vide ting om Tove Ditlevsen. Den er fyldt med humor og mindeværdige citater og bestemt en af de bøger om Tove, man bare bør læse. »Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.«

Samlede noveller (indeholder Dommeren, Paraplyen, Den onde lykke og Frygt)
Jeg er kun 1/4 inde i Toves samlede noveller, og det er der den simple grund til, at jeg simpelthen er så dårlig til novelleformatet. Jeg er vant til at læse meget lange romaner, og jeg har svært ved den korte tid, man skal lære at kende, holde af og give slip på karaktererne igen. Men jeg har fået at vide fra flere, at novellerne er fantastiske, også til undervisningsbrug, så de bør bestemt læses. Men lad være med at starte der.

Min nekrolog og andre skumle tanker, 1973
Her er der altså tale om nogle virkelig fine, tragikomiske tekster fra Toves hånd, fyldt med den ærlighed og ironi vi elsker hende for. Idéen udspringer egentlig af, at Tove vil skrive sin egen nekrolog, så hun er sikker på, at de får det hele med. Det bliver til en række meget sjove tanker om livet og døden og alt det indimellem.

Parenteser,1973
Jeg faldt netop over Paranteser for nogle uger siden, da jeg besøgte mit lokale antikvariat, og hvor var jeg glad for det. Her er Tove godt nok også i sit es. Mange af teksterne fra Paranteser kom også senere med i Olga Ravns udvalg. Her er en lille smagsprøve: »Mænd har en uovervindelig trang til at holde møder om enhver bagatel. Under møderne beskyttes de af håndkøbsdamerne i forkontoret, der anser møderne for uhyre betydningsfulde uden nogen sinde at ane, hvad de drejer sig om. Når kvinder skal træffe en nødvendig beslutning, afgøres den ved en hastig telefonsamtale, mens ungerne utålmodigt trækker dem i skørterne.«

En sibylles bekendelser, 1976
Overrumplende og humoristisk formulerer Tove Ditlevsen sine iagttagelser og små irritationer over stort og småt i tilværelsen. Også et mustread, når man er i gang med Toves forfatterskab.

Herefter er listen lang, men der er meget godt skrevet om Tove Ditlevsen og også nogle brevsamlinger, herunder Kære Victor, 1993 og Husmor og skribøse (brevvekslinger med Ester Nagel), som jeg anbefaler, at man læser. Derefter kan man fortsætte med: Små hverdagsproblemer, 2018, Jeg ville være enke og jeg ville være digter, 2015, Om Tove Ditlevsen. En bog skrevet af venner og andre, der kendte hende. 1976 (den har jeg næsten lige læst, og den var fantastisk), Til døden os skiller: et portræt af Tove Ditlevsen, 1997, Tove Ditlevsen: myte og liv, 1997 og Med venlig hilsen, Tove Ditlevsen, 2020. 

Hvis du vil læse mit speciale om Tove Ditlevsen kan du gøre det HER.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.