Anmeldelse: Mit arbejde af Olga Ravn

Titel: Mit arbehde. Forfatter: Olga Ravn. Sider: 429. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★☆☆

“Denne bog skal blive en beholder, et fartøj for det, en mor ikke må være, splittet, tvivlende, ude af sig selv, ulykkelig”.

Siden Dea Trier Mørchs klassiker Vinterbørn har jeg ventet på en roman om graviditet, fødsel og moderskab, der kunne skrive fra det helt særlige sted, som findes i enhver, der har oplever det at blive mor. Det samme har Olga Ravn efterlyst. Vi mangler mere litteratur om det at bære, føde og være mor til et barn. Og nu er hun så selv kommet med den. For som Toni Morrison sagde: “If there’s a book that you want to read, but it hasen’t been written yet, then you must write it”. 

Mit arbejde er en sanselig, ærlig og vildsom fortælling om den erfaring det er, at blive mor. Bogen er en blanding af noter, dagbøger, vandrejournal, journal fra fødsel, episk lyrik, lister og litterær analyse. Et miks af forskellige genrer, hvor Ravn virkelig viser, hvordan hun mestrer det skriftlige sprog. At læse Mit arbejde var som at læse Gift af Tove Ditlevsen. Om skriften og barnet. Skriften som værende vigtig og et livsgrundlag for kunstneren, barnet som en kærlighed og nødvendighed, men også som et element, der forstyrrer skaberen, kunstneren.

*
har jeg glemt skriften
som det sted
jeg kan forløse mig

jeg blev blå som et barn
under fødslen kold
af chokket

hvem fødte

nu er hvidtjørnen sprunget ud

hvem fødte

havde jeg glemt
at det at skrive kunne
gøre mig levende igen

Ravn har en unik evne til at kropsliggøre og sætte ord på tilstande i menneskets sind. Det at få et barn er både en psykisk og fysisk omvæltning, som Ravn formår at beskrive så indgående, poetisk og ægte, at ikke én eneste mor kan læse det, uden at blive berørt.

At elske var moderens første opgave, hendes vigtigste arbejde. Hvordan elske med en rædsel? Hvordan leve med en rædsel  stedet for et hjerte? Det skulle være Annas hemmelighed, hun skulle fortsætte som alle, med et smil og et hjerte, et moderhjerte, et moderoffer.”

Bogen kredser om Anna, der ikke har nogen uddannelse og det ikke at have nogen profession bortset fra moderskabet får hende til at overveje, hvilke egenskaber der kendetegner hende. At blive mor er er identitetstab samtidig med en ny identitet. Man bliver mor. Man er stadig sig selv. Eller er man? Kan man være begge dele? Det er dét, Ravn undersøger. Det gør ondt på Anna og fortælleren at gå tilbage i de gemte papirer, noter, dagbøger og journaler: “Jeg skriver en hurtig gennemgang af dagene, da jeg ikke kan lide at være her”. Samtidig vil Annas kæreste, Aksel, stoppe amningen, han vil give barnet grød og trappe ned på amning. Anna er uforstående. Som mor gør det ondt at læse. Amning er forbundet med så meget glæde og smerte. For de fleste nybagte mødre er der en indikator for, om man er en rigtig mor eller ej. Om man kan amme eller ej, og hvor længe. At manden ikke bakker 100% op om det forløb er forkert på så mange niveauer.

Jeg dømmer ikke nogen. Alle er mor på deres egen måde. Men jeg havde kun været på barsel i en lille måneds tid, da jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at fylde mine dage med andet end amning, bleskift og godnatsange. Jeg bloggede på livet løs, anmeldte bøger, var på tv, lavede læseklubber og videomateriale til TV2. Jeg er nødt til at eksistere som noget andet end en mor også. Jeg er en bedre mor, når jeg også er menneske og kreativ og udfoldende. Og det er dén problematik, som Ravn så nøgtern og fint beskriver i bogen, der meget belejligt også har fået titlen Mit arbejde. En stærk roman om kvindernes lønløse arbejde.

hvor vil jeg gå hen med skriften
et sted
hvorjeg
intet barn har
eller er barnet nu
for bestandigt
til stede
i hver ting jeg skriver

Ravn mener, og understreger, at hvad skal Anna med skriften andet end at bekende, hvor hun vil gå hen med skriften. Skriften som et sted, hvor hun intet barn har eller skriften som et sted, hvor barnet nu for bestandig er tilstede i hver ting hun skriver. Det er en ambivalens, som er til at tage og føle på. “At være mor er at bekymre sig, og samtidig pligtskyldigt skamme sig over denne bekymring”. Derudover er Ravns spænd mellem jeg-person og tredjeperson som fortæller er interessant. Og så var jeg meget begejstret for afsnittene med litterær analyse og gennemgang af de værker, der handler om moderskab, og debatten omkring hvorvidt en mor kan skrive fiktion og om hun må, og ikke mindst de små afsnit med kvinder fra litteraturen, barnløse og med børn. Hvordan det har påvirket dem kunstnerisk.

Mit arbejde af Olga Ravn bør ligge på enhver nybagt mors natbord, og måske endda uddeleres som pamflet på landets barselsgange og skriverefugiums.

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.