Anmeldelse: På visse betingelser af Pernille Høegh

Titel: På visse betingelser. Forfatter: Pernille Høegh. Sider: 207. Forlag: Forlaget Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Forlaget Brændpunkt ★★★☆☆

“Hun havde besluttet sig for, at jeg ikke elskede hende, og jo mere jeg fortalte hende det modsatte, jo værre blev det. Jeg følte mig som en ækel overgrebsmand, der forsøgte at øse min forbudte kærlighed ud over en person, hos hvem jeg kun vækkede afsky”.

“Danske romaner, som krænker privatlivets fred, eksisterer, bare ikke debatten om dem, og jeg undrer mig over hvorfor?” — skriver Høegh i sin debutroman På visse betingelser.

Jeg synes nu, at debatten eksisterer, og hvis ikke, så gør den det i hvert fald nu med Høeghs glimrende udgivelse. Siden Tove Ditlevsens Gift har vi i Danmark diskuteret konsekvenserne af det at skrive på sin hovedstol og udlevere sine nærmeste. Der blev ramaskrig, da Gift udkom, — og siden har etik og moral været en faktor ved udgivelse af fiktion. Er det nok at sætte genren roman på forsiden af sin bog? Kan man så skrive, hvad man har lyst til? Det er en svær og evindelig debat, og jeg tror ikke, man finder et endegyldigt svar. Ikke lige nu. Men med Høeghs roman kan vi måske komme et skridt tættere.

På visse betingelser handler om Elin, der er blevet omdrejningspunkt for sin datters romanprojekt, som går ud på at fortælle om børn, der ikke bliver elsket af deres mødre. Elin læser romanen og bliver frustreret. Hun genkender ikke datterens udlægning af deres forhold. Hvorfor har de så forskellige oplevelser af datterens barndom? Elin beslutter derfor at skrive et modsvar og give stemme til dem, der ikke bliver hørt: mødrene.

Høeghs roman omhandler et spændende emme og debatten omkring virkelighed og fiktion og den kontrakt læseren indgår med forfatteren, når denne læser en bog. Er det der står på siderne sandt eller falsk? Jeg skrev faktisk om det i mit speciale om Tove Ditlevsen og brugte Poul Behrendts koncept dobbeltkontrakt. Litteraturforskeren Poul Behrendt foreslår med sit begreb dobbeltkontrakten, at vi kan læse autofiktive værker på to måder. Enten på en selvbiografisk kontrakt mellem værk og læser og derefter på en fiktiv kontrakt. Dermed skelner man mellem en førstegangslæsning, hvor vi læser værket på en fiktionskontrakt og derefter en andengangslæsning, hvor vi, efter studier af forfatterens biografi, læser den som en virkelighedskontrakt og som selvbiografi. Litterære virkemidler som disse skaber nogle omfattende konsekvenser for os som læsere, fordi erkendelsen tvinger os til at forstå, at det forhold mellem levet liv og skrevet tekst, der opstod hos forfattere som Ditlevsen, betyder noget i vores reception af deres tekster, både sammen men også hver for sig. Elin læser datterens roman på en selvbiografisk kontrakt. Spørgsmålet er, om hun bør læse den anderledes? Og hvordan skal vi læse På visse betingelser? 

Høegh giver stemme til de udskældte mødre. Der er ikke nok bøger om besværlige børn men utallige om besværlige  og dominerende mødre. Se bare Leonora Christina Skov, Vivian Gornick, Malene Lei Raben, Peter Øvig, Elena Ferrante og Delphine de Vigan. Der er noget Vigdis Hjorth over det Høeghs bog og Elins projekt; Moren der skriver en roman som modsvar til datterens roman. For at forsvare sig. Som da Helga Hjorth, Vigdis søster, skrev et forsvar for sin familie, som Vigdis havde udpenslet i den anmelderroste Arv og miljø.

“Skønlitteraturen er fuld af dårlige mødre. Det er her, de forurettede børn får taletid”.

Høeghs prosa er stilsikker og troværdig. Jeg nød at læse bogen og siderne vendte sig selv. Bogen er virkelig oplagt i læseklubber, på gymnasier og i litteraturundervisningen som forlæg for en debat om dobbeltkontrakter, fiktion vs. fakta og etik og moral.

I bund og grund kredser romanen om dette altafgørende spørgsmål: “Er det sådan, at den, som fortæller sin historie først, har patent på sandheden?”

Følg og like liftix

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.