Anmeldelse: Helenes befrielse af Pernille Juhl

Titel: Helenes befrielse. Forfatter: Pernille Juhl. Sider: 309. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★★☆☆

Efteråret kom fra den ene dag til den anden. Blæsten. Regnen og kulden. Helene lænede sig forover på cyklen. Hun trådte i pedalerne af al kraft og med øjnene halvt lukkede for at undgå regnvandet. På Amagerbrogade så hun to gestapoer i færd med at kropsvisitere en mand.“. 

I andet bind af Pernille Juhl fremragende serie om Danmark under besættelsen, og den stærke heltinde og modstandskvinde Helene Brandt, ser vi hvordan landet gennemlever de sidste år af krigen og ikke mindst, hvordan en ny krig bryder ud, netop som freden indtræder i 45. For hvem har været stikkere? Hvem var tyskertøs? Hvem er helte og hvem valgte den forkerte side at kæmpe på?

Helene Brandt er stadig forelsket i den tyske soldat Johan Bischoff, og det gør det absolut ikke nemmere at være i modstandsgruppen. Nogle har stukket dem, fortalt tyskerne om en hemmelig aktion, og Helene frygter, at hendes gruppe mistænker hende. Endnu værre, så mistænker hun sin tyske kæreste for at have sladret til tyskerne og dermed have saboteret aktionen. I Helenes befrielse følger vi Helenes kamp for at bevare forholdet til sin tyske kæreste såvel som sin gruppe og ikke mindst veninden Jonna og de forudindtagede forældre.

Sproget er stadig letlæst og handlingen flydende. Karaktererne er troværdige og tiden omkring København og Haderslev under besættelsen giver et godt indblik i livet for de mennesker, der levede Anden Verdenskrig. En udmærket historisk roman, som jeg anbefaler alle, der elsker at læse med Anden Verdenskrig og stærke kvindeskikkelser.