Anmeldelse: Halvt i himlen af Lone Hørslev

Titel: Halvt i himlen. Forfatter: Lone Hørslev. Sider: 368. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆

Hvad var det vigtigste, en pige skulle lære? At hendes krop aldrig er hendes egen, men tilhører familien, arbejdet, gaden og indimellem herskabet. Dem, der betaler.”

Lone Hørslev har skrevet sommerens historiske roman, en stærk fortælling om kvindeskæbner i 1920’ernes arbejdende København. 

Det er første gang, at jeg læser noget af Lone Hørslev, men jeg er meget begejstret. Hun skriver godt. Detaljeret, troværdigt om den tid og det Københavnske miljø, hendes karakterer bevæger sig i og ikke mindst erotisk og sensuelt. Hørslev har baseret romanen på fortællingen om hendes egen oldemor og har således været i familiearkiverne. Det er der kommet en vedkommende og rørende historie ud af.

Ellen og Dagmar bor i en kummerlig lejlighed i 1920’ernes København sammen med deres mor og deres sotrebror Knud, men da det lykkedes søstrene at få arbejde som smørrebrødsjomfruer på Oskar Davidsens nyåbnede restaurant på Nørrebro ser tingene ud til at lysne lidt for familien. Hårdt arbejde, druk og vold er vilkårene i Pisserenden, hvor Ellen og Dagmar vokser op, men nu nærmer de sig pludselig en mere glamourøs og spændende verden og en sommeraften i Tivoli render de selvfølgelig ind i et par pæne herrer med bølger i håret. Det bliver starten på en hed sommerromance for begge søstrene, men fortielser og hemmeligheder kommer også imellem søstrene, der ellers har været så tætte.

Du er så smuk, hviskede han og aede hende i den kortklippede nakke. Han reciterede digte af Emil Arrestrup og kærtegnede hende over hele kroppen imens. Kyssede hende på maven og fik hende til at skælve og le, og indimellem så han på hende med det der sultne blik, som gav hende et sug i mellemgulvet og fik hende til at overgive sig fuldstændig til ham”. 

Jeg var godt underholdt, og siderne vendte sig selv. Er du til romantik og historisk fiktion sat i jazz-tidens København, så skal du helt sikkert læse med her. Jeg glæder mig til fremover at læse mere fra Hørslevs hånd. Til dig der elsker Jesper Wung Sungs og Malene Ravns historiske fiktion, så vil du også befinde dig godt hos Hørslevs roman om de to københavnske søstre. Hørslev skriver i sit efterskrift, at hun havde lyst til at fortælle, hvordan livet var for almindelige, arbejdende kvinder for små hundrede år siden, og det er netop, hvad hun har gjort. En rørende fortælling om drømme og hemmeligheder, fortielser, familie og København i 1920’erne.