Titel: Estrid Ulvfare. Forfatter: Charlotte Mandrup. Sider: 272. Forlag: Forlaget Mandrup. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Mandrup ★★★★☆
“Hun var ikke længere den kvinde. Frygten kunne stadig gribe hende som den havde gjort næsten konstant, siden Ask forsvandt. Men magtesløsheden var forsvundet. Hun svor til Thor den Uovervindelige lige der i lysningen over sin anden søns grav at hun aldrig ville lade magtesløsheden finde plads i sit liv igen. Hun anråbte guden med løftet om, at hun hellere ville dø i kamp end leve i frygt.”
Charlotte Mandrup har begået en fremragende og helstøbt romanfortælling om nordisk mytologi, hævntogter og stærke skjoldmøer, i en setting, hvor vikingetiden i den grad kan sanses. Et mustread til alle der elsker The Last Kingdom, Vikings og bøger a la Sagaerne om Valhal.
I Estrid Ulvfare følger vi den unge Estrid som er bondekone, men på tragisk vis mister både mand og barn, da den urimelige Jarl Tokildson blander sig i deres levevis. Estrid ser ingen anden udvej end at forlade sin landsby og på sin vej møder hun Sorte Thorsten, der bringer hende til havs som skjoldmø og lærer hende alt om at kæmpe, for det man tror på.
Jeg fandt, at der var noget Mulan over Estrids fortælling. Hun rejser ud og er soldat. Hun oplever et nyt fællesskab. Træner. Bliver stærkere og vender sidenhen hjem igen for at tage hævn. Samtidig er der en art dannelsesroman over Estrids liv. Hvordan hun starter ud som en ung uskyldig kvinde, men bliver til den stærkeste skjoldmø. Jeg forestillede mig desuden under hele læsningen, at Estrid så ud nogenlunde som Lagertha fra Vikings.
Mjød, skind, ofringer, trælle, sværd, ran, togter, skibe, sten og runer. Mandrups roman har egentlig alt det en god fantasy fortælling skal have: gennemtænkt plot, detaljeret og troværdigt univers, medrivende karakterer der udvikler sig undervejs, spænding og dramatik. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor de større forlag ikke har sagt ja til at udgive den her. Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre skrifttype og en bedre linjeadskillelse og opsætning og en ekstra korrektur, men grafisk er bogens forside vellykket, og det er bestemt ikke givet, når det er selvudgivelse. Det er tydeligt at Mandrup har gjort meget ud af sin research. Nu er jeg ikke historiker, men jeg har set nok vikinge-film til at vide, at mange af de skikke, ord, redskaber som Mandrup bruger i sin roman hører denne tid til. Den er skrevet i et moderne sprog men med aner til den gamle vikingetid, hvilket fungerer super godt og så kan alle være med.
Romanen får mine varmeste anbefalinger. Til dig der mangler et hæsblæsende eventyr fyldt med romantik og høj dramatik.