Titel: La Familia Grande. Forfatter: Camille Kouchner. Sider: 198. Forlag: Grif. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Grif ★★★★☆
“Jeg vidste, at det var slut med Sanary, at jeg aldrig ville tage derned igen. At jeg aldrig ville tage tilbage til min barndoms hus, der hvor jeg var kommet gennem tredive år. Aldrig mere søge tilflugt her, i sommervarmen. Aldrig mere latteren, tarotspillet og intelligensen. Aldrig mere duften af timian på min hånd. At tisse i græsset sammen med min mor. Aldrig mere Èvelynes smil blandt mimoserne, aldrig mere vores Scrabble ved poolen liggende på maven. Aldrig mere pinjerne og oliventræerne. Jeg krævede af Victor, at han skulle fortælle det til min mor.“
Camille Kouchners La Familia Grande er et stærkt vidnesbyrd om en barndom i en frigjort parisisk venstrefløjsfamilie, somre på landstedet i Sanary i Sydfrankrig og seksuelle overgreb, tavshed, løgn og skyld.
Camille Kouchners familie er en af Frankrigs mest kulturelle og politisk indflydelsesrige. Camilles mor, den kendte jurist, feminist og forfatter, Èvelyne Pisier, var aktiv på venstrefløjen og var som ung studerende i 60’erne et par år i Cuba, hvor hun havde et forhold til Fidel Castro. Da hun vendte tilbage til Paris, giftede hun sig med lægen Bernard Kouchner, medstifter af Læger uden grænser, med hvem hun fik tre børn, heriblandt tvillingerne Camille og Victor. Bernard og Èvelyne blev dog skilt, og hun fitede sig med Olivier Duhamel, professor i forvaltningsret og en kendt person i medierne. Camille og Victor elskede Duhamel som deres egen far, indtil han begyndte at forgribe sig på Victor, og tvinge Camille til at holde tavs. Flere år senere konfronterer børnene deres mor med sandheden om Duhamel. Èvelyne reagerer ved at forsvare sin ægtefælle og bryder forbindelsen til sine tre børn.
Det tavshedsløfte, som Camille har givet sin stedfar, brydes. Og det starter en lavine af konflikter, løgne, skyld og skam. Det påvirker Camille hele livet, og det er først efter hendes mors død, i 2017, at hun vælger at fortælle sin og sin brors historie. Bogen udkommer i januar 2021 og skabte stor debat, og det er da også umuligt ikke at skelne værk og virkelighed. Faktisk er der vist ingen tvivl om, at det her ikke er fiktion, men den brutale sandhed. Nøjagtigt som bogen udkom, trak Olivier Duhamels sig fra sin post på det prestigefyldte institut Sciences Po og kalder bogen for et personangreb. Hele humlen, som Camille også forsøger at bearbejde i bogen er bare, at sagen er over 30 år gammel, og dermed forældret ifølge fransk lovgivning. Duhamel kan således ikke retsforfølges.
“Han kom ind på mit værelse og med sine blide ord og fortroligheden mellem os, med den tillid jeg havde til ham, lod han lige så stille, og helt uden vold, tavsheden slå rod i mig”.
Skrivestilen er meget kontakt. Mange korte sætninger. Mange puntkummer. Tenderende til det barnlige, dagbogsagtige, hverdagslige, notat-agtige, trivielle sprog. Det er ærligheden, brutaliteten, omstændighederne, der er fængende og som gør bogen læseværdig.
Jeg havde svært ved at lægge Camille Kouchners ærlige vidnesbyrd fra mig og læste nærmest bogen i et langt stræk. Til dig der også var betaget af Vigdis Hjorths Arv og miljø og Delphine de Vigans Alt må vige for natten.