Titel: Margretre I. Forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Sider: 599. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
“Kong Valdemars børn er rigets guld, denne lille pige er allerede dronning af Norge, hvor hendes ægtemand er konge, og af Sverige, hvor han regerer sammen med sin far. Hun er et led i en gylden alliance, fredsskaber, skakbrik, barnebrud.”
Anne Lise Marstrand-Jørgensen har begået en roman ligeså mesterlig som dens hovedperson. Margrete den første kommer til live i Marstrand-Jørgensens poetiske og sansemættede episke værk.
Anne-Lise Marstrand Jørgensen har skrevet en af de mest medrivende og detaljerede fortællinger om Danmarks første Dronning. Om lille Margrete, der som bare 10-årig bliver gift med den norske Kong Håkon. Om en ung pige, der vokser op i et fremmed land, men som bærer sin fader, Valdemar Atterdags tæft for politik og magt. Om en ung kvinde, der bliver mor, og samtidig kæmper for at samle Norden. Det lykkedes med Kalmar-unionen, der samler Sverige, Danmark og Norge under et Kongerige. Og Margretes søn er dets konge, men snart indtræffer tragedien. Unge Kong Oluf dør, og Margrete må nu officielt overtage pligterne og regere over de tre lande, i et magtfuld og politisk landskab, der ikke under kvinder meget, og hvor mørke kræfter konstant truer hendes kongerige.
“Landskabet glider forbi, skoven dufter stærkt som en krop. Markerne er nøgne, det var et godt år for rug, nu stritter stubbene formålsløst mod himlen. Nøddehegn, vilde æbler, højrøde hyben.”
Margrete den første er lige dele langsomt fortalt og samtidig hæsblæsende i sine fyldige naturbeskrivelser. Jeg har ikke læst noget så intenst siden Pontoppidans Lykke-Per, og hvor kan Jørgensen dog skrive. Researchen forud for romanens tilblivelse er enorm og detaljeret, det mærker man tydeligt. Man kan nærmes dufte og se middelalderen for sig. Ønsker man at blive klogere på Danmarkshistorien, bør man bestemt læse Margrete den første. Det historiske vingesus er ikke til at tage fejl af.
Jeg måtte flere gange holde pauser fra min læsning, ikke fordi bogen ikke var god, men fordi det netop er så intenst at være inde i hovedet på Margrete, på Håkon, på tjenestepigen Kerstin, på lille Oluf, på Henning Podebusk og alle de andre tjenstlige som rådgiver Margrete. For det er sådan det føles, som om man selv er der. Som om man forstår alle deres tanker og handlinger, som om man kan mærke deres smerte og lykke.
Det er stor romankunst af Anne-Lise Marstrand Jørgensen, og det er ikke sidste gang, at jeg læser noget af hende. Mine varmeste anbefalinger.