Den anmelderroste forfatterduo Mich Vraa og Jesper Bugge Kold er den 20. april aktuel med deres anden bog sammen, nemlig den historiske roman Tre dage i april om danske Dagmars rejse ned gennem det udbombede Tyskland under krigens sidste kampetrækninger. Men hvordan er Mich Vraa og Jesper Bugge Kold egentlig endt med at skrive sammen? På hvilken måde komplementerer de to herrer hinanden? Og hvorfor skal vi læse endnu en bog med Anden Verdenskrig som bagtæppe? Jeg har sat de to forfattere i stævne og bedt dem svare på det og et par andre ting. Læs med herunder og varm op til Tre dage i april udkommer lige om lidt.
Hvordan begyndte jeres skrivesamarbejde, hvordan fandt I sammen?
Der er ikke så mange forfattere på Fyn, så vi fik den idé at mødes til en kop kaffe på Fredos Coffee Right i Brandts Klædefabrik i Odense. Specifikt havde Jesper vist nogle spørgsmål om fotografering i gamle dage, men vi fandt hurtigt sammen i en udvekslingen af ideer, og en dag sagde Jesper så at han havde tænkt på at skrive en roman om Jutlandia. Det var så det …
Hvordan fungerer jeres skriveproces, deler I bogens kapitler op og skriver nogle hver eller hvordan?
I Pigen fra det store hvide skib er der to hovedpersoner: sygeplejersken Molly og den koreanske pige Yun, 11 år. De er begge på flugt, Yun rent bogstaveligt fordi hun har mistet sine forældre efter et amerikansk bombardement af hendes landsby, og Molly fordi hun har svært ved at fungere efter et brutalt overfald ved Danmarks befrielse i maj 45. Vi delte personerne imellem os, Jesper skrev om Yun, og jeg skrev om Molly. Sådan kan man skrive på den samme tekst, selv om man ikke skriver ens: to forskellige hovedpersoner som heller ikke er eller formulerer sig ens.
I Tre dage i april, som udkommer den 20. april, er der kun én hovedperson, og fortællingen er mere homogen. Derfor har Mich ført pennen, mens Jesper har konstrueret historiens skelet, dens første synopse som er forbavsende tæt på den færdige romans historie. Undervejs har vi begge udviklet historien og personerne og løbende redigeret i teksten. Vi har haft daglig kontakt og intense samtaler og mailudvekslinger om hvor romanen skulle hen.
Mich: Hvordan komplementerer du og Jesper hinanden, hvad kan I hver især bruge hinanden til i jeres skrivning?
Efter femten år som skrivende journalist og femogtredive år som skønlitterær oversætter af forfattere som Ernest Hemingway og Jonathan Franzen har jeg virkelig stor rutine i at kaste rundt med alfabetets 29 bogstaver. Jeg skriver hurtigere og mere ubesværet end de fleste. Jesper har færre bøger – og år – bag sig, men har til gengæld et nærmest uhyggeligt blik for historier. I modsætning til mig kan han skrive en synopse der holder det meste af vejen igennem en roman. Jutlandia-historien udviklede vi sammen, og den forandrede sig virkelig meget undervejs og kom til at handle mere om rejse til Korea end om noget andet. Tre dage i april har stort set været færdigkomponeret fra starten – inklusive den overraskende pointe til slut som Jesper havde med i det allerførste udkast til synopse.
For mig er det vigtigste at få romanens persongalleri til at leve. Det er ikke nogen eksakt videnskab, og jeg kan ikke hundrede procent forklare hvordan det skal gøres, men jeg kan efter sigende gøre det.
På en måde kan man sige at vores samarbejde er det perfekte for to forfattere der skriver romaner sammen. Vi supplerer hinanden frem for at trampe rundt i hinandens kreative spinatbede.
Jesper: Hvordan komplementerer du og Mich hinanden, hvad kan I hver især bruge hinanden til i jeres skrivning?
På Tre dage i april har samarbejdet været optimalt, fordi vi allerede havde prøvet at skrive en roman sammen. Så denne gang har vi været mere effektive, fordi vi på forhånd havde fundet ud af hvilke styrker vi hver især har. Som Mich skriver, så er jeg god til at skrue en historie sammen fra begyndelsen til slutningen, og han er god til at få den til at blive til ord. Han er fantastisk til at tegne personer frem fra ingenting og puste liv i dem, og han er en erfaren herre, så det er bare om at suge til sig.
Normalt sidder man som forfatter med historien helt alene, og den bobler og koger oppe i hovedet som en suppegryde, men man får aldrig sat ord på den andet end på bogsiderne. For os begge har det været en meget lærerig proces, at vi hele vejen igennem har haft en at tale med og en anden person med lige så meget viden og interesse i projektet som en selv. Det har gjort, at vi er blevet meget skarpere på, hvad der gør en historie værd at læse, og som Mich skriver så drejer først og fremmest om bogens personer og deres skæbne.
Hvorfor har I valgt at beskæftige jer med netop Anden Verdenskrig i begge jeres bøger, hvilke fortællinger, om den ellers meget beskrevne krig, synes I der mangler?
Strengt taget handler Pigen fra det store hvide skib meget lidt om Anden Verdenskrig. Den foregår under Koreakrigen. Jeg tror såmænd ikke der mangler fortællinger om Anden Verdenskrig, og ingen af de her bøger lever op den definition. Begge romaner er fortællinger om mennesker med en ung kvinde i centrum; det er hendes udvikling der i begge tilfælde interesserer os. Krigen er bare en kulisse, en slags monster der ligger og knurrer i baggrunden; fortællingen om Molly og om Dagmar kunne leveres på mange andre baggrunde, men både hospitalsskibet Jutlandia og Bernadottes hvide busser rummer den slags dramaer som giver næring til gode historier.
Tre gode råd til forfattere, der overvejer at skrive sammen, hvilke fordele og ulemper er der?
Se ovenfor. Og: Find jeres styrker og udnyt dem bedst muligt. Vær ærlig i forhold til hinanden og – ikke mindst – i forhold til teksten. Oprigtighed er det vigtigste nøgleord for mig, som det har været det for mange andre forfattere. Skal jeg citere Hemingway: ”Begynd med én sand sætning.” Jeg vil tilføje: Og skriv så videre på samme måde. Skriv hvad du selv tror på og undgå smarte formuleringer for de smarte formuleringers skyld. Drop påfuglefjerene, kill your darlings, find ind under huden på dine personer; ellers er alt tabt på forhånd. Ulemper? Tjah, alle indtægter skal jo deles i to, så man må hellere sørge for at bogen sælger dobbelt så godt 😊
Hvorfor skal man læse Tre dage i april?
Hvad tror du selv? Fordi det er en god bog. Fordi den – ligesom Pigen fra det store hvide skib – fortæller om de gråzoner der altid er i heltefortællingerne. Og fordi du gerne vil kende Dagmars historie. Og Pauls. Og Ernests. Og Søster Johannas …
Hvad læser I selv lige nu?
MICH: Graham Greene: The Quiet American og Anna Grues Nøgler til mord.
JESPER: Henry David Thoreau: Walden og Abdulrazak Gurnah: Paradis
Læs meget mere om bogen lige HER og glæd jer til min anmeldelse den 20. april..