Titel: Eufori. Forfatter: Elin Cullhed. Sider: 305. Forlag: CK / Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: CK / Politikens Forlag ★★★★★
“Hvis bare han ikke var så forbandet bøjelig og hård på samme tid, hvis bare han ikke var så klodset og samtidig korrekt, min engelsk digter, hvis bare han ikke var så arbejderklasseagtig og alligevel så sval og propfuld af magt som en jakkesætschef i London City; hvis det på nogen måde var muligt at sætte ham på plads, fandens til Ted, men det går ikke, at føde et barn til ham er min eneste måde at indhegne ham på, tæmme ham som han har tæmmet mig.”
Jeg er dybt fascineret af Sylvia Plath og har gennem Glasklokken, Du sagde det selv af Connie Palmen, Sylvia (2015) forsøgt at forstå hendes sind. Om det er lykkedes mig, ved jeg ikke, men nu er svenske Elin Cullheds prisbelønnede debut om netop Sylvia Plaths sidste år inden sin død endelig at forefinde på dansk; så måske nærmer jeg mig snart.
Cullhed understreger dog kraftigt, at bogen er fiktion og skønlitteratur og bør læses som sådan. Det er en fantasi over Sylvia Plaths sidste år, inden hun begik selvmord. Den skal ikke læses som en biografi og Sylvia Plath er dermed en fiktiv karakter i dette værk. Uagtet at Cullhed selvfølgelig ikke kan undgå at skrive lidt på den sandhed, vi trods alt kender til om Plath.
Hvor jeg i Du sagde det selv synes jeg nærmede mig Ted som et menneske, jeg havde forståelse over for (mange hadede ham og mente han var skyld i Sylvias selvmord), så er jeg ud fra de første sider i Eufori straks mere skeptisk og nærmest hadefuld i min opfattelse af ham. Det er svært at vide, hvad der egentlig foregik mellem de to forfattere i deres ægteskab og hvem der bar skylden for dets kollaps, men det er nødvendigvis heller ikke bogens ærinde. Bogens ærinde er at skildre Sylvias liv som kone og mor til to. Som forfatter med kærlighed til familien, længsel efter skriften og frustrationen over Teds manglende vilje til at dele ansvar. Hele problemet med de to er, at Sylvia føler, at hendes forfatterskab altid må vige for hans, hvilket giver god mening, når man tænker på hun var hjemmegående husmor i 50’erne der samtidig skulle forsøge at skrive og digte.
“Det var mit liv der var teksten. Det var min krop, min hud, mine lysende hvide håndled, der bar mig cyklende gennem Devon.”
Danske Caroline Albertine Minor har oversat Cullheds roman og gør det fremragende. Det i sig selv er en af romanens styrker. Nogle andre er intensiteten, sproget, at man kan mærke Sylvias indre så tydeligt. Jeg var meget opslugt allerede fra første side, som indledes med Sylvias syv grunde til ikke at dø.
“Krigen var tilbage i samme sekund – det var vores krig, og jeg kunne ikke leve uden den. Det var en vi begge næredes af.”
Eufori er ikke kun en stærk fortælling om ægteskab og kunst. Det er også en sanselig beskrivelse af det at være gravid, bære et barn og føde det og alt hvad det derefter indebærer af brystbetændelse og barselsudflåd. Har man læst Rachel Cusks Et livsværk vil man også her være begejstret.
“Er jeg for stærk for dig? For meget en brændende digter for dig? Er min lykke for vidunderlig, når den er lykkelig? Er jeg for glødende og inderlig, for udslettende i mødet med dit eget livs falmende alvor så du ikke får lov at have den i fred og ro, råde over den i fred? Er min kraft for fuldkommen når jeg ligger her med mine digte om natten? Tåler du ikke at jeg er et følende, elskende menneske? Tåler du ikke at jeg er virkelig?”
Intensiteten holdt hele romanen igennem, jeg havde svært ved at slippe den og var meget investeret i fortællingen, der er så velskrevet, at den kunne være skrevet af Plath selv. Cullhed skriver helt fantastisk og bogen får derfor også denne anmelders varmeste anbefalinger.
“Hvad var det her for mennesker? Var de ligeglade med min storhed, den jeg vidste jeg besad?”