Rooney..
Endelig! fik jeg også læst Skønne verden, hvor er du. Det tog mig noget tid. Den skulle lige finde mig på det rigtige tidspunkt. Jeg elskede Normale mennesker og særligt også Samtaler med venner nu her efter at have set serien, Nick Conway, if you know you know!
Men jeg nåede altså igen at blive lidt Rooney-frustreret også her i Skønne verden, hvor er du.
I denne følger vennerne Alice, Eileen, Simon og Felix. Alice er forfatter (og Rooneys alterego) og rejser til Rom med Felix, som hun har mødt ved et tilfælde. Tilbage i Dublin har veninden Eileen hjertesorg og for at dulme smerterne genoptager hun kontakten med sin gamle flirt Simon, som hun har kendt hele livet. Samtidig med fortællingen om de fire venner, fortalt med en lige dele altvidende og hemmelighedsfuld fortæller (vi får nemlig som læser ALDRIG noget foræret hos Rooney, vi skal selv tænke og analysere mellem linjerne) skriver Alice og Eileen meget lange, filosofiske og akademiske breve til hinanden, som lidt dræber flowet.
Og så til det, der altid irriterer mig lidt ved Rooneys karakterer, men som VIRKELIG gør mig gal i Skønne verden: Hvor det hos Austen (som Rooney er blevet kaldt vores tids art forfatter) altid ender lykkeligt og simpelt, så snart Darcy endelig siger Jeg elsker dig til Elizabeth (og det samme i alle andre Austen-romaner — helten fortæller heltinden at han elsker hende) så er det en helt anden historie hos Rooney. Her er det som om ALTING kompliceres endnu mere; når der bliver sagt jeg elsker dig
Hvordan har du det med Rooneys bøger, og særligt den sidste?