Titel: Jeg holder skam kæft med meget. Forfatter: Tove Ditlevsen. Sider: 306. Forlag: Forlaget Frederikke Lett. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Forlaget Frederikke Lett ★★★★★
»Men ja, han skal kunne læse og lide bøger. Jeg kan ikke leve sammen med et menneske, som ikke interesserer sig for litteratur. Og jeg vil også gerne have en mand, der er huslig, for det er jeg ikke. Én, der kan bage leverposteg og sørge for vitaminpillerne.«
Der er ikke ét ord for meget i Nynne Oldenburg og Frederikke Letts samling af 66 interviews og samtaler med Tove Ditlevsen fra årene 1940-1966. Det er en guldgrube og lidt af en genistreg, at de har indsamlet og udgivet i Jeg holder skam kæft med meget, hvor læseren gennem 306 sider kan nyde Toves skarpe replikker, bramfrihed, ærlighed og sans for humor.
Siden sin debut i 1939, har medierne ombejlet Tove. Hun har iscenesat sig selv, svaret kækt og hæmningsløst på alle spørgsmål, uagtet hvor urimelige eller nærgående de end måtte være. Samlingen af de 66 interviews og samtaler skaber en art romanfortælling om Tove Ditlevsens liv, fra hun er ung debuterende digter i Vild Hvede, over de mange år som udgivet forfatter, fire ægtemænd, tre børn, litteraturpriser og hæder, brevkassesvar men også utallige indlæggelser og depressioner, narkomani og to selvmordsforsøg, hvoraf det sidste markerer slutningen på Toves liv. Disse interviews føles så ægte og nutidige, de er som Nynne Oldenburg skriver i forordet ikke bagudskuende som erindringsbøgerne, men samtidige og med et foranderligt perspektiv. Det er vitterligt som at åbne en flaske rødvin og afspille et bånd med Tove på. Man kan nærmes høre hendes vesterbroske drævende dialekt gennem papiret.
De 66 interviews er placeret kronologisk – det første er fra 18. juni 1940 i Politiken om Den unge digtekunst og det sidste er fra 4. januar 1976 i Berlingske Tidende – blot nogle få måneder før Toves selvmord. Jeg synes det fungerer godt med den kronologiske opsætning, der som punkter følger Toves livsfortælling, selvom man selvfølgelig også kunne have inddelt den tematisk.
“Jeg kunne i hvert fald ikke skrive noget, hvis jeg ikke havde levet det, man kalder det ‘almindelige liv’, som jo for øvrigt sjældent er almindeligt. Først menneske og så liter, anderledes kan jeg ikke fornemme det”.
Tove Ditlevsen er også ofte blevet kritiseret for ikke at tage stilling til samfundet og kritikken af det, særligt kvindekampen, som jo brusede afsted i hendes levetid. Men i denne samling interviews fornemmer man flere steder Toves stærke holdninger til kønsroller, til moderskabet og ægteskabet og ikke mindst det at være selvforsørgende, arbejdede mor, hvordan penge giver magt i et ægteskab, hvordan hun kun råder fortvivlede kvinder i hendes brevkasse til at blive ved mændende, hvis alternativet er fattiggården, fordi de ikke har mulighed for at forsørge sig selv. Siden sit ægteskab med Viggo F., har Tove været skrivende, skabende kunster, samtidig med, at hun har været mor. Hun gør sig ikke hellig og forsøger ikke at fremstille sig selv som en god mor, men dog som en mor, der har gjort det bedste hun kunne, under de forudsætninger hun havde. Samtidig har hun skarpe og morsomme holdninger til ægteskabet, husgerningen og mænd og kvinders rolle. Der er en guldgrube af herlige kommentarer, hvis man savner en mere rødstrømpe-like-version af Tove i hendes øvrige værker.
“Men jeg må tilstå, at når jeg engang imellem ser mig selv omtalt som ‘en stor kvindelig lyriker’, så spekulerer jeg på, hvorfor dette ord ‘kvindelig’ altid skal med. Hvorfor kan man aldrig nogensinde opnå at blive vurderet på lige fod med de mandlige lyrikere?”
Èt af de interviews jeg hæftede mig særligt ved er en samtale i Ekstra Bladet den 30. marts 1964 mellem Tove Ditlevsen og den 20-årige højskoleelev Nina Dahl. Det er en yderst morsom snak om modernisme, hvor den unge Askov-pige går direkte til Tove. Det er fuldstændig eminent og modigt. Undervejs siger Tove henvendt til fotografen: “Hvad er det dog for et pigebarn De har sendt mig på halsen?”. Det er en yderst læseværdig og vittig diskussion, der bliver gået til stålet, og det er forfriskende.
Særligt stærkt er også nogle af bogens sidste interviews, efter Toves første selvmordsforsøg i 1974 i Rude Skov, hvor hun blev fundet og reddet. Medierne overfaldt hende nærmest efterfølgende. Hun skulle stå til ansvar. Overfor offentligheden og sine læsere. For alle dem der holdte af hende. Svært er det at læse Toves tanker bag selvmordet. At det var en kærlig handling, at hun tog kontrol over sit eget liv, hvordan hun planlagde det hele, hvordan alt var velovervejet. Hvordan dét, at man redder folk fra selvmord, i nogle tilfælde, kan have endnu værre konsekvenser. Det er barsk og rørende læsning og har for første gang nogensinde givet mig en dybere forståelse for Toves sindstilstand, de sidste par år af hendes liv.
Det er umuligt at opsummere, hvad Jeg holder skam kæft med meget egentlig indeholder. Jeg kan bare sige, at det er en gave til alle, der vil lære Tove bedre at kende, som vil dykke ned i hendes liv, forfatterskab, tanker og følelser. Det er noget af det tætteste, jeg føler, jeg er kommet på hende. Det er Toves stemme, der taler direkte til os, i disse interviews. En gave og en genistreg til os fra Lett og Oldenburg. Tak for det.