Titel: Voksbarnet. Forfatter: Olga Ravn. Sider: 203. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
De læste i deres dæmonologier, bøger om djævlen, og der stod: “Kvinden er lettest at friste for satan, for hun er svagere end manden både i krop og sjæl. Og de læste: Kvinden er et ondt og ufuldkomment dyr. Når en kvinde græder, er det for at snyde manden. Og de læste: Når kvinden tænker alene, så tænker hun ondt… og de læste: Hvor der er mange kvinder, er der mange hekse.«
Nelliker, kvæde, svaletunge, hareblod, djævelskab, grimoirer, troldomsprocesser og kætterbål. Olga Ravns Voksbarnet har alt det en fortælling om hekse, skal have for at gøre os klogere på os selv og vores historie.
Når mange kvinder samles er det for at gøre djævelskab. Voksbarnet er ikke bare en art håndbog udi hekskunst, det er også et feministisk manifest, det er et kampråb, et indblik i, hvordan kvinder blev mistænkeliggjort, forfulgt, dømt og brændt på bålet i renæssancen.
I Voksbarnet følger vi gennem en dukke, et voksbarn, adelskvinden Christenze Kruckow, der i 1600-tallet må flygte fra Sydfyn, da hun anklages for trolddom grundet hendes frues 15 dødfødte børn. Christenze flygter med Voksbarnet i sin kjortel til Nordjylland og finder der et fællesskab af kvinder – der mødes og støtter sig til hinanden. Det viser sig at være skæbnesvangert, for snart har Christenzes trolddomsrygte indhentet hende, og desværre, for os der kender bare en smule til hekseprocesser, ved vi godt, hvor disse kvinder ender.
Det forudgående arbejde forinden romanen er imponerende. Ravn har besøgt adskillige arkiver og har hentet inspiration fra nordiske folkeminder, historiske kilder, breve, retsdokumenter, teologiske skrifter, svartebøker, cyprianusser, grimoirer og orginale kilder skrevet i perioden 1400–1900. Er man til mere hex kan jeg varmt anbefale DR podcasten som Olga Ravn også har lavet, den hedder Onde Anna, eller Kvinde kend din historie podcasten, hvor Ravn også medvirker til et afsnit om hekse.
Som vanligt skriver Ravn overbevisende, nærmest sanseligt poetisk, som en lind strøm, som en chanting, messende. Og selvfølgelig med en typografi der kommer tættest på gotisk kalligrafi. Det er en helstøbt oplevelse at læse Voksbarnet.