Boganmeldelse: Susse Wold – Fremkaldt

Titel: Fremkaldt. Forfatter: Susse Wold. Sider: 359. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2008. Anmeldt for: Litfix ★★★

“Teater er øjeblikkets kunst, men det er dét, som gør det så tiltrækkende“.

Susse Wold har begået en fremragende fortælling om sit liv. De til tider hurtige skift mellem nutid og datid, gør Susse Wolds erindringer levende, så de nærmest udspiller sig for læseren. Helt i tråd med den store skuespillerinde og fortæller, som hun var og er.

Jeg har en svaghed for biografien som genre. Helst den helt selvibiografiske, hvor det er biografiens hovedperson, som også selv fortæller sin egen historie. Længe har jeg haft lyst til at læse Susse Wolds erindringer, særligt efter jeg så hende i tv-programmet Her er dit liv, hvor en hel aften var dedikeret til Susse Wolds imponerende karriere og liv, og altid efter at have set hende i rollen som Fru Junkersen i Rifbjergs Den kroniske uskyld eller den frække Gitte Graa i Lise Nørgaards danmarkskrønike. I scenen hvor Gitte Graa og Jørgen Varnæs (Bent Mejding) slås i de varnæskes stuer, har jeg beundret den gnist, det fyrværkeri vil jeg måske nærmere kalde det, som der var på scenen mellem Susse Wold og manden og kollegaen Bent Mejding. En kemi de havde taget med sig fra teatret, hvor netop slagsmålsscenen på sofaen er fra stykket Privatliv. Og da Fremkaldt så pludselig lå fremme i genbrugen til 20,-, så måtte jeg da have den med hjem.

Egentlig begyndte jeg at læse den for flere måneder siden, men det var først i forgårs, at jeg tog fat på bogen igen. Susse Wold skriver i et ægte, uredigeret dagbogssprog, som gør fortællingen personlig og autentisk. Som nævnt indledningsvis, bliver fortællingen bragt til live ved hjælp af Susse Wolds skift mellem nutids- og datidsform som lige her: “En kritiker skrev, at jeg havde brudt sprogforbistringsbarrieren. Det var jeg stolt af. Præmieren. Jarls garderobe ligger ved siden af min med en tynd bræddevæg imellem. Jarl skal på scenen før mig, og jeg synes, der går evigheder, før tæppet går. Det har ringet tredje gang for længst. Jeg kan høre uroen i salen“. Her bliver vi bragt lige fra den ældre, erindrende Susse tilbage til en oplevende, ung og nervøs Susse – og dét på kun et par sætninger. Det er imponerende fortællestil!

Susse Wolds Fremkaldt er en højst aktuel biografi, der tager fat i helt eksistentielle og universelle problemstillinger. Blandt andet refererer Susse Wold til et stykke af Strindberg, som hun spillede i 1979 Båndet. Det handler om en slem skilsmisse mellem en mand og en kvinde, der ikke kan blive enige om, hvad der skal ske med deres barn og derfor må i retten. Det er ubehageligt og var et stykke Susse Wold havde svært ved at slippe, måske fordi hun selv stod midt i en skilsmisse med manden Erik Mørk, faren til sit barn. Omend Susse og Erik dog stadig nærede kærlighed til hinanden og var venner frem til Eriks død, så kunne Susse ikke slippe stykket, da det mindede hende om de mange forældre, der ikke kan enes i en skilsmisse, og som skændes om børn og samværsordninger. Det er en vigtig passage i bogen, som giver læseren stof til eftertanke.

Vi er med hele vejen fra Susse Wolds fødsel som Lise Wold, op gennem teenageårene, med på rejserne, teaterstykkerne, filmene, mændene, forfatterne, skuespillerne, arbejdet i AIDS-Fondet og de spirituelle oplevelser. Det er en fyldig, kærlig og ærlig beretning fra en narrativt dygtig fortæller, der har sans for stemning, eventyr, æstetik og detaljer.

De personlige anekdoter om Karen Blixen og Jens August Schade fornøjede mig især. De er fyldt med humor og kærlighed, og man kan som læser kun ønske, at man havde mødt så inspirerende og livlige mennesker på sin vej, som Susse Wold har mødt. Jens August Schade, som niårige Christian Mørk (Susses søn) kalder Jens Orangade, skildres i en passage således: “Jens August Schade kom indenfor, og vi gik ud i køkkenet, hvor jeg var ved at lave middagsmad. Jeg inviterede ham til at spise med, og da vi sad bænket ved bordet spurgte jeg: Hvad vil du helst have at drikke? Øl og snaps – eller vin? Tak, begge dele, svarede han. Schade var uden alder, og jeg var betaget af ham“.