Boganmeldelse: Linn Ullmann – Et velsignet barn

Titel: Et velsignet barn. Forfatter: Linn Ullmann. Sider: 340. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2007. Anmeldereksemplar: Litfix ★★★★

Hvis Gud skulle komme til at åbne sit store sorte øje og kaste et blik ned på den lille ø Hammersö, ville han måske bliver overrasket over at han engang havde skabt et så smukt og vejrbidt sted som han siden gik hen og glemte.

Et velsignet barn er en gribende og barsk roman om skyld og svigt, tre søstres længsel efter deres brølende og utilnærmelige far, og en forglemt og fortiet tragedie.

En tragisk hændelse en sommer i 1979 på den lille ø Hammarsö ud for Sveriges østkyst. De tre søstre Erika, Laura og Molly tilbringer hvert år deres sommerferie hos faren, Isak, men de taler aldrig om det, der skete i 1979. Pigerne har samme far men hver sin mor, og ifølge rygterne på øen kunne den anerkendte gynækolog og specialist i kvindesygdomme, Isak Lövenstad, være far til alle børnene. Ingen har taget skylden for tragedien i 1979, men 25 år senere vender de tre søstre tilbage til øen for at besøge deres gamle far.

Linn Ullmann skriver så indgående om familierelationer, venskab, ondskab, svigt og skyld, at det kan mærkes helt inde i kroppens dybeste afkroge. Det er en gribende, rørende og chokerende familiekrønike, som Ullmann lag for lag afslører for sin læser. Romanen er skrevet i en skiften mellem tid, sted, erindringer, nutid og synsvinkel og kræver således en ihærdig og tålmodig læser, men det er samtidig også den skrivestil, der kendetegner Ullmann. Senest har jeg set det i hendes store succes De Urolige, som også handler om en fars forhold til en datter, og som skrifter i stil og genre. I Et velsignet barn er kapitlerne korte, der er skrevet med kursiv flere steder, og så optræder farven blå som et symbol gennem hele romanen. Romanen er på samme tid smuk i sine varme sommerskildringer af søstrene, der ligger i den grønne eng blandt blomster og nyder solens varme, ligesom den er grusom og barsk i sine detaljerede beskrivelser af mobning, svigt og fortielse. Et velsignet barn er et klassisk eksempel på, hvordan barndom påvirker voksenliv, og hvordan børn der er overladt til dem selv skaber deres eget samfund og herredømme, som set i Goldings Fluernes herre.

Skellet mellem den naive unge barnestemme, og den forvirrede voksne er eminent og noget af det, Ulmann virkelig kan som forfatter. Hvor hun i De Urolige skildrer den syge og glemsomme far, formår hun i Et velsignet barn at skifte mellem de voksne søstres erindringer om livet som mor, kone og individ, og erindringerne fra en barndom i det lille lukkede øsamfund i Sverige. Nogle af de smukkeste og mest indlevende passager i romanen findes i skildringen af fødsel og graviditet og får mig til at tænke på Dea Trier Mørchs Vinterbørn. Som et par andre anmeldere har påpeget mener jeg dog, at romanen slutter lidt for pludseligt. Man sidder tilbage med følelsen af, at konflikten som hele plottet er bygget op omkring ikke bliver fulgt til dørs, og det kunne derfor have klædt Ullmann enten at have tilføjet 50 sider ekstra eller måske endda en fortsættelse.

Jeg anbefaler Et velsignet barn til den nysgerrige og ambitiøse læser, der nyder at udfordre sig selv i læsestil, tempo og dybe, mystiske karakterer. Et velsignet barn er en roman, der tåler genlæsning grundet de mange tomme pladser, som Ullmann lader stå åbne for fortolkning. Og så vil jeg slet ikke begynde på de skjulte religiøse og bibelske referencer. Tænk bare på valget af navnet Isak, som Ullanns karakter deler med Bibelens blinde far, der ved en fejl velsigner den ’forkerte’ søn.