Boganmeldelse: Garbi Schmidt – Ebba

Titel: Ebba. Forfatter: Garbi Schmidt. Sider: 285. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★★

“I Randers begyndte alt for mig på en banegård, i København blev det på samme måde. Som om bevægelserne i mit liv var gentagelser af samme musikstykke, som om tog og perroner var punktummer og store begyndelsesbogstaver, som pegede fremad mod sætninger og afsnit, der endnu ikke var skrevet, men begyndte lige dér.“

Garbi Schmidts sanselige debutroman om den ambitiøse og selvstændige Ebba skildrer et autentisk tidsbillede af et pulserende København, hvor kvindebevægelsen ulmer.

Garbi Schmidt debuterer flot og åbner sin fortælling om tjenestepigen Ebba der bliver til bogholderske, med et smukt, sanseligt og mærkbart sprog, der får læseren med fra første sætning. Allerede efter at have læst første kapitel havde jeg faktisk lyst til at give bogen fem stjerner. Jeg var helt betaget af Schmidts troværdige og autentiske fortælling om 1900’ernes fattigdom, drømme og håb.

Troværdigheden ligger især i dialogerne, der sprogligt er tro mod talemåden på landet i slutningen af 1800-tallet. Det er således “fruentimmer” der falder for Ebbas ældre bror Christian, og salmebogen, som Sigrid Ebbas lillesøster brænder af på hendes konfirmationsdag, er selve “lovprisningen“, det er “ødselhed“, at Ebba vil bære hvid kjole, når hun konfirmeres, da en sort ifølge moren bedre kan bruges efterfølgende, og så er “skudsmål” den bedste anbefaling at have, når man skal ud at tjene.

Vi møder Ebba første gang rigtig, da hun ved sin konfirmation krydser tærsklen fra barn til voksenliv og følger hende gennem sin tjenestetid hos familien Frazén, som ung pige i lære som bogholderske og som voksen og ejer af sin egen boghandel. Ebbas kærlighed til litteratur fødes allerede med den digtsamling af J.P. JACOBSEN, som hendes lærer Hr. Riis forærer hende; “Hvordan vidste Riis, at de havde ramt mig sådan?”, og udvikler sig i fælleskab med Grosserer Hans Franzén. Da Ebba er blevet konfirmeret sendes hun til Randers for at være pige i huset hos grosserer Franzén og hans kone og tø døtre. Noget tid efter, at Ebba er begyndt at arbejde og trives hos familien, flytter de til København, og her starter et helt nyt liv for den unge pige fra landsbyen i Midtjylland. Således er Ebba fyldt 17 år, da hun med familien Franzén flytter til Købehavn, og Grossereren giver hende nøglen til sit lager og trykkeri på Frihavnen, for “Ebba har brug for sine bøger“.

Ebbas kærlighed til bøger kan mærkes så tydeligt, og følger hende hele livet igennem: “Jeg gav mig til at bladre. Jeg fik lov til at bladre. Jeg gav mig til at læse. Jeg fik liv til at læse“, siger Ebba til sig selv, da grosserer Franzén giver hende nøglen til lageret i kælderen fyldt med bøger. Men Ebba skriver også selv, og som en sand Tove Ditlevsen skjuler Ebba også sine digte og skriverier. Hun føler ligesom at hun “vil gå i stykker, hvis nogen læste. Som kunne de følge ordenes tråde bagud, ind i min hjerne, og ad den vej ødelægge mig, hvis de ville“. At romanen allerede fra starten og flere gange gennem min læsning mindede mig om Tove Ditlevsens erindringer og romanen Barndommens Gade, gjorde ikke bogen mindre interessant for mig.

Ebba er målrettet og ønsker mere ud af sit liv, end det der ligger i kortene for en ung pige i starten af det 20. århundrede. Da storebror Christian spørger hende, hvad hun nu vil med livet, når hun er blevet voksen, opremser hun en lang liste, noget med at tjene, møde en mand, forhåbentlig forelske sig, føde børn med mellemrum, som kroppen tillader det. Leve længe og se hendes børn få børn og et livsløb starte forfra, eller hvis hun var heldig dø i barselsseng. Det er dystre tanker for en så ung pige, der allerede nu kan se hendes liv tage en retning, som hun ikke selv bestemmer. Igen: som en ren Ditlevsen der gennem hele livet troede, at hun ville det borgerlige familieliv, men ødelagde det, når hun fik chancen. Året er 1901, da Ebba er 21 og bliver tilbudt at stå i lære som boghandlerske og senere sælger Franzéns bøger for ham.

Romanen skifter mellem et nutidigt erindrende og voksent jeg, der ser tilbage på sin barndom og et oplevende, datidigt jeg. En skelnen mellem en moden kvindes tanker og livserfaring og en ung piges drømme og håb, der får romanens sider til at bladre af sig selv, og som konstant holder sin læser hungrende efter mere. Ebbas voksne og reflekterede jeg taler meget om sin “væren”, det at være til og eksistere, hun forsøger både som ung og som voksen at finde sin identitet, sin plads i livet, som bogholderske, som kvinde, som tjenestepige. Skiftene mellem præsens og præteritum i fortællingen kan ske hurtigt i en enkelt sætnings verbum og sætter tempo på Ebbas historie. Som her, hvor en erindrende Ebba tænker tilbage: “Ham, som jeg elskede. Som jeg virkeligt elskede. Det forstår jeg nu, så mange år efter“.

Historien om Ebba er smuk, men alene de mange bibliofile passager om bøger og litteratur, og Ebbas forhold til dem, er nok til at glæde enhver bogelsker: “Jeg elskede jo de bøger. Jeg så dem som mine, selvom de stod på Hans’ lager, og han solgte dem, en efter en. Nogle nåede jeg slet ikke at få læst i, inden de var forsvundet i brune papkasser ude i byen. Mange fik jeg læst. Så forsigtigt og nænsomt, som jeg kunne, for at sikre, at de fremstod som ulæste. Mere mine var de trods alt ikke“. Alt det Ebba lærer på boghandlerskolen blev til dagdrømme for mig, da jeg læste det, som at blive helt  forelsket i teksten, når Ebba lærer, hvordan det at binde bøger er et håndværk.

Spændingen i romanen opretholdes samtidig af Ebbas mystiske, vilde søster Sigrid, der altid forsvinder ind i skoven, og som ingen ved, hvad foretager sig. Ligeså meget som jeg ønskede at finde ud af, hvad der hændte Ebba i København, om boghandlerdrømmene blev til virkelighed, var jeg drevet af en nysgerrighed omkring Sigrids vandrende rundt i skoven i tide og utide. Og så udvikler Ebba i baglokalet i sin boghandel et stærkt venskab med den frie og modige Frida, der også trækker Ebba med ind i kvindebevægelsen. “Hun var et bål, og hun fik mig til at brænde..” erindrer den voksne Ebba, og forsøgte dermed at kæmpe for valgret til kvinder og bedre vilkår.

En dag træder den grå, mystiske mand Rainer Kreiz ind i boghandlen, og Ebba begærer ham med det samme, det overrasker hende, men hun kan slet ikke tænke rationelt. Her anvender Garbi Schmidt kløgtigt et fortælleteknisk greb, så Ebbas stemme pludselig taler i præsens, det gør følelserne levende, og vi kan mærke Ebbas savn, den nyforelskede og irrationelle lyst og analyseren over de breve, som Rainer sender hende, og hurtigt er vi igen overe i præteritum og en erindrende, reflekterende og ældre Ebbas stemme. Det er flot skrivekunst af en skønlitterær debutant. Rainer gør Ebbas drømme om et liv uden for Danmark til virkelighed, men Ebba vil til Rusland, et sted der rummer grusomme minder for Rainer, og rundt om dem er 1. Verdenskrig begyndt at kræve sine ofre. Vi følger parrets kamp for at lykkedes med at finde hinanden og rejsen til Rusland, men inden da kommer det til et dramatisk og endelig opgør mellem Ebba og hendes familie.

Ebba minder mig på mange måder om Tove Ditlevsens egne erindringer og romaner om sig selv og sine alteregoer. Læsere der nyder Tove Ditlevsen, og historiske romaner baseret på familierelationer, drømme og bibliofili, vil derfor også føle sig i godt selskab med Garbi Schmidt debutroman.

“Jeg var nu noget andet og mere end tjenestetyende og kvinde. Jeg var boghandlerske“.

Holmens Kirke, kig mod Højbro Plads. Foto: http://www.flickr.com/library_of_congress