Boganmeldelse: Anna Neye – Emma Gad for hvide

Titel: Emma Gad for hvide. Forfatter: Anna Neye. Sider: 134 sider. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★

“Vi magter ikke at forholde os til omfanget af brutalitet og udnyttelse i det terrorsamfund, som de danske slaveøer var. Derfor skaber vi en ny fortælling om Danmark, som den “uskyldige” kolonimagt”. 

Humoren alene i Anne Neyes guidebog til (u)hvide(nde) mennesker bør være nok til, at alle lige snupper Emma Gad for hvide med i indkøbskurven, næste gang de handler i Føtex, hvis du nu fx har glemt, hvad postkolonisme er, eller mangler en opskrift på hvid chokoladekage.

Skuespiller og komiker Anna Neye har skrevet en sarkastisk, ironisk og samtidig alvorlig vigtig guidebog til os hvide mennesker, der ikke helt ved, om vi må sige neger og hvorfor egentlig ikke. Til os uvidende blegansigter, der har romantiseret vores fortid som kolonimagt, og stadig sælger rejser til Dansk Vestindien og Jomfruøerne – vores lands skjulte historiske paradis midt i Caribien. Anna Neyes guidebog gør os en helt del klogere.

Guidebogen indfører roligt og med en passende mængde humor, tilsat skarp sarkasme og DANSK ironi, læseren i den postkoloniale fortid vi har, gør op med romantiseringer og forglemmelser i skolens historieundervisning, og giver samtidig et bud på, hvordan vi kan bevæge os i vores multikulturelle samfund – ikke en løftet pegefinger, men en række gode råd, takt og tone i Emma Gadsk forstand. Og hvis det hele ser alt for sort ud, anbefaler Anna Neye også den bedste opskrift på hvid chokoladekage. Så er vi ligesom ude over det med mørkere nuancer.

En rejsebrochure for De Dansk Vedtindiske Øer fra Bravo Tours i 2016 lover at “kærligheden vil blomstre i et stykke paradis tæt forbundet med Danmark, som opfylder alle dine drømme om eksotisk badeferie i lettilgængelige og yderst relevante historiske rammer“, og gør mig skamfuldt til mode. Vi sælger charterferier i en forvrænget diskurs. Vi taler om tilhørsforhold som om, at vi engang har boet der og levet i fred. Det er national selvfedme i sin reneste slags, som når vi tuder over, at Caroline Wozniacki vinder i tennis, Wilson Keepkater løber sig til en 3. plads i OL eller Viggo Mortensen optræder på det hvide lærred i mesterværket Ringenes Herre. Men i virkeligheden har vi handlet og solgt slaver. Det er næsten, og kun næsten! som at sælge afbudsrejser til Auschwitz. Det er jo helt grotesk! Anna Neye beskriver det meget klart, hvordan hun oplevede paradisøerne under sit første forsøg, at “..de umenneskelige forhold, Danmark havde budt de slavegjorte afrikanere her i vores ‘tabte ferieparadis’, ikke var ulig de forhold, nazisterne bød jøderne i Det Tredje Rige”. Av. Den skulle jeg lige tænker lidt over, før jeg kunne læse videre.

Anna Neyes guidebog bør indgå som en tvungen del af folkeskolernes pensum, og det kan kun gå for langsomt! Emma Gad for hvide leverer nemlig en passende mængde faktuel information, som kan få selv den mest venstreorienterede, humanist-økologiske-socialist-verdensfredsaktivistlige dansker til at græmmes. Ved i fx, at blandt andet Amalienborg og Odd Fellow Palæeet i København er bygget på slavepenge? Og kan vi tale lidt om den tankegang, der prægede slaveejerne dengang? Anna Neye leverer et skræmmende eksempel på side 57, hvor hun citerer Baron de Montesquieu, der ifølge Den store danske Encyklopædi var en “frihedens og tolerancens talsmand”. Det er hvad han ræsonnerer: “Disse skabninger er sorte over det hele, og næsen er så flad, at man dårligt kan have medlidenhed med dem”. Det er svært at tro, at Gud, som jo er klog, ville lade en sjæl, særligt en god sjæl, bo i sådan en hæslig sort krop”. Really?!

Men Anna Neyes måske vigtigste pointe er, at vi ikke skal bag-skamme os over vores fortid som kolonimagt. Vi skal tage ansvar og lære af historien:

“..bag-skam er uproduktiv. Ansvar er meget bedre. Med ansvar mener jeg, at vi tager vores historie på os, tager ved lære af den og derved stopper de levn fra kolonitiden, der stadig er at finde i vores samfund den dag i dag”. 

Balladen om Hottentot-karusellen i Djurs sommerland er blandt andet et af de mere nutidige eksemplar, og får også nogle velovervejede og naturvidenskabelige ord med på vejen af Anna Neye. “Vi rør ikke ved den karrusel, den har været sådan i 20 år”- er argumentet for at beholde den. Men som Anna Neye pointerer, der var også engang, hvor kvinder ikke havde stemmeret. Hvor det var normen. Hvor det var sådan ‘det altid havde været’.  Tænk hvis vi ikke lavede om på det? Så stopper vi jo evolutionen. Det er det samme! “Selv om det var datidens norm, ved vi jo i dag godt, at det var noget værre pjat… For mig at se er hele virakken om karrusellen et eksempel på raciale strukturer, der gør, at den populærkulturelle tradition med karikaturer af mennesker, som blev skabt for 200 år siden, lever i bedste velgående i en dansk forlystelsespark den dag i dag.” 

Heldigvis er det ikke kun den sorte eller brune hudfarve, der tematiseres i guidebogen. Anna Neye introducerer også hvidhed og hvidhedstudierne for læseren og giver således en uudførlig liste med beskrivelser af de forskellige nuancer af hvid. Fx hvid venlighed, som opstår når en hvid person stopper en mørk på gaden og siger: Min mand er fra Afrika.

Bogen tog mig en lille time at læse men kommer nok til at tage et helt liv at bearbejde. Læs den! Nu! Og bag kagen bagefter.

Andre bøger du også kan (bør) læse:

Susan Donnell – Pocahontas
Mich Vraa – Haabet
Mich Vraa – Peters kærlighed
Diana Gabaldon – Drums of Autumn
Diana Gabaldon – The Fiery Cross
Colson Whitehead – Den underjordiske jernbane
Solomon Northup – 12 år som slave
Harriet Beecher Stowe – Onkel Toms hytte
Wilbur Smith – Den gyldne løve