Humoristisk, kærlig, håbefuld og sand skildring af livet som muslimsk flygtning i Danmark og det konstante klaphattekapløb
Titel: Hvor taler du flot dansk!
Forfatter: Abdel Aziz Mahmoud
Forlag: Politikens Forlag
Sidetal: 197
Anmeldt for: litfix.dk
★★★★
“Mit ønske er at punktere myterne, kramme haderne og fokusere på det, der virker. Naboen, skolen, arbejdet, måltidet, familien. Vi har brug for hverdagsbilleder, ikke fjendebilleder. Så du har ikke købt en bog med de rigtige meninger, men med de gode råd. Både dem, jeg fik, og dem, jeg virkelig godt kunne have brugt.”
Således indleder den anerkendte journalist, tv-vært, foredragsholder og nu også forfatter, Abdel Aziz Mahmoud, sin nye bog med titlen “Hvor taler du flot dansk!”. Abdel gør det altså fra starten meget klart, at han ikke nødvendigvis har alle de rigtige svar på, hvordan vi løser den mislykkede integration, parallelsamfundet og den stadigt voksende skillelinje mellem danskere og nydanskere. Men bogen giver, med afsæt i Abdel og hans egen families historie, gode råd til, hvordan de små ting i hverdagen kan gøre en kæmpe forskel for en udlænding/flygtnings integration i Danmark. Det handler ikke om politik men om mennesker.
Abdels familie kommer til Danmark i november 1984 grundet den tilspidsede borgerkrig i Libanon, og får derved mulighed for at søge om politisk asyl. Abdel er den ældste ud af en søskendeflok på fire, og dermed også den eneste, som er født i Abu Dhabi. Bogen er en fortælling om familiens liv, fra da de kommer til Danmark, hvordan de forsøger at integrere sig, og hvordan de små nej’er og ja’er fra omgivelserne direkte påvirker deres vej til at tilpasse sig det danske samfund, samtidig med de bibeholder deres kulturelle rødder.
Bogen er skrevet i et letlæseligt, hyggeligt, og til tider ironisk, sarkastisk og skarpt sprog. Det er en slags samtalebog mellem forfatteren og læseren, og mange gange skriver Abdel direkte til læseren, som her: “Du aner ikke, hvad vi laver til Eid, vel?”, hvor Abdel forklarer hvordan en muslimsk Eid foregår. Bogen er også skrevet i et tilpas provokerende sprog, som får læseren til at smile, samtidig med man funderer over, hvor uvidende man egentlig er på nogle punkter, og hvor dobbelmoralske vi danskere kan være. Se bare her, hvor Abdel beretter om sit møde med den danske jul, og hans yndlingsjulesang Så tænder vi et lys i kvell, der synges, når man tænder advendtskransen. Abdel skriver: “Men jeg er vild med den sang. Jeg kan den udenad. Kan du det, dansker?” Svaret er pinligt nok for mit vedkommende: Nej, det kan jeg ikke. Jeg kendte slet ikke til den, trods min megafascination af julen og min naive tese om, at jeg elsker julen, fordi jeg er døbt Julie. Pinligt nok må en integreret flygtning fra Libanon forklare mig noget, jeg ikke vidste, om den tradition og den religøse højtid, som vi danskere værner allermest om.
Abdel er et fantastisk eksempel på en flygtning, som er fuldt ud integreret. Det vigtigste eksempel herpå er faktisk ikke hans fine karriere og flotte danske udtale, det er det, at han mestrer den danske ironi til fingerspidserne. Slå blandt andet op på s. 108 og se, hvad jeg mener. Hvis du ikke er så heldig at have skaffet dig bogen, så scroll lidt ned i anmeldelsen, og se billedet nederst. Bogen er enormt aktuel, der er konstant aktuelle eksempler med i bogen, og hele idéen med at han løbende ser sine fremtidsudsigter for sig er også morsom. I sit CV står der fx: 2017: Jeg går på pension og flytter tilbage til De Arabiske Emirater sammen med den andre danske emigranter, der bor i parallelsamfund i Dubai i håbet om et bedre liv og flere velfærdsgoder”. Facebook-opslag, tweets, avisartikler, debatter og billeder præger bogen, hvilket matcher nyhedskriterierne om aktualitet og væsentlighed enorm godt. Det er godt journalistisk håndværk, men altså også her tydeligt at se, at det er en journalist, der har skrevet bogen.
Og så må jeg lige rose omslaget og Politikens Forlag. For sikke et blødt, behageligt omslag bogen er omgivet med. Meget behageligt at have i hænderne, og helt genial forside med Abdels skeptisk løftede øjenbryn og den obligatoriske klaphat, der for alvor blåstempler det at være rigtig dansk.
Jeg fandt faktisk bogen liggende på kontoret på mit arbejde (foredragsbureauet Athenas), hvor vi formidler Abdels foredrag. I den anledning var vi så heldige, at Abdel fik sendt to eksemplarer til os, og jeg skulle bare liiiige kigge i bogen, da den lå på sofabordet i frokoststuen. Og så tog det om sig. Jeg havde nok nået at kværne fem-seks sider, da det pludselig gik op for mig, at jeg var på arbejde, og at bogen lå der, fordi en anden kollega skulle læse den først. Hun var så sød at komme ned et par dage efter og give mig lov til at læse og anmelde den. Det er en page-turner uden lige, og med en tilpas mængde sider. Jeg læste hele bogen på 2-3 timer, og jeg stoppede ikke, før jeg var færdig. Nu kan min kollega få den tilbage igen.
Abdel giver os danskere et realitetstjek og et godt grin, når det kommer til vores fordomme om indvandrere, flygtninge og udlændinge. Bogen placerer sig litteraturhistorisk i vores nuværende strøm af selvbiografiske bøger fra 2. generationsinvandrere, der fortæller om deres liv og kamp for at følge sig hjemme. Tag bare Aydin Soei og Yahya Hassan som seneste eksempler. Det er bøger, som er højaktuelle og skildrer miljøer, som de almene dansker måske ikke kender til. Den åbner op til en anden verden, så vi kan gå i et andet menneskes fodspor. Det er netop det, som litteraturen kan. Skabe empati mellem mennesker, som ikke har meget tilfælles, ud over at de bor i det samme land. Det er bøger, som i brandesiansk tradition sætter problemer til debat. Og Abdel kommer ovenikøbet med løsningerne. Vigtigt er det dog at pointere, at Abdel adskiller sig fra Yahya Hassan ved at han ikke kritiserer Islam, men oplyser om den, og den måde, hvorpå de fleste flygtninge forholder sig til religion og integration.
Bogen er et vigtigt indspark i integrationsdebatten og alt hadet på de sociale medier. Læs den, og giv den videre til din nabo, kollega eller kæreste!
Sjove, interessante og tankevækkende citater fra bogen:
“I løbet af det næste halve år stillede jeg op til hver en paneldebat, P1 og DR2 kunne stable på benene, kastede mig ind i samtlige Facebook-kampe og tweetede mig til en seneskedehindebetændelse, som muligvis er blevet kronisk”.
“Ting, det var nemt at blive enige om i 80’erne på tværs af kultur og kulør: Alt friturestegt er godt – både falafel og hud. Brun er bedre end bleg. Det danske vejr er skidt – på nær når det er godt”.
Om religion, øl og gris: “Jeg har det o.k med at undvære den fedtede pose øffere, du har liggende dér, men stramt med at undvære en kold pilsner på en varm sommerdag. Jeg tror ikke, jeg kommer i helvede for hverken det ene eller det andet. Det er bare sådan, det er”.
“Hvis man reelt var optaget af kvinders frigørelse, burde man sætte ind et andet sted end på hovedbeklædninger”.
Om at muslimer skal tage afstand hele tiden: “Lad mig i øvrigt skynde mig at forsikre dig om, at jeg også er imod stening af kvinder, afhugning af hænder og flerkoneri. Så skulle det være på plads”.
Om de mærkelige danske forholdsord: “Seriøst, hvorfor hedder det i Jylland, men PÅ Sjælland? Man kan sidde i en restaurant, men være PÅ café. I en skole, PÅ et bibliotek. Så bestem jer dog!”.
“Hvornår er det i orden at: Spørge oprigtigt, interesseret og nysgerrigt til religion og baggrund? ALTID. Hvornår er det i orden at: Spørge forudindtaget og dømmende til religion og baggrund? ALDRIG”.
