Titel: Peters kærlighed. Forfatter: Mich Vraa. Sider: 512 sider. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Lindhardt & Ringhof. ★★★★
“Men faktisk var jeg nok altid mest på øernes side: Mit land var vigtigt, og derfor var sukkeret vigtigt, og derfor var planternes muligheder det også. Men jeg havde ikke været længe på øerne før jeg forstod at slaveriet ikke kunne vare ved. På trods af alt det andet måtte denne særlige form for uretfærdighed bringes til ophør; ikke kun for slavernes skyld, men for Vestindiens“.
Mich Vraa gør det igen. Med den selvstændige fortsættelse af sin prisbelønnede roman Haabet fra sidste år, har han med Peters kærlighed skabt den perfekte to’er. Vi fortsætter hvor vi slap, i samme stil, med poetisk, sansemættende sprog og i en spændingsfyldt dagbogs- og brevudvekslende form.
I Peters kærlighed følger vi hovedsageligt den tidligere generalguvenør på Sankt Croix Peter von Scholten, når han i breve til en kær veninde og i gemte dagbøger ser tilbage på sin tid som guvernør på slaveøerne. Den 14. juli 1848, tyve år efter han første gang ankom til Dansk Vestindien, forlod han øen for at sejle tilbage til Danmark. Forinden havde Peter under et slaveoprør endelig givet slaverne deres frihed, mod Kongen og den danske regerings ønske, og sagt de berømte ord: “Now you are free!”. Igennem de tyve år, hvor Scholten var generalguvenør på øen var han også forelsket i den sorte Anna Heegaard, som han aldrig siden så, da han forlod De Dansk vestindiske øer i 1848. I sine lange breve til veninden Maria, veksler Peter mellem nutid og datid i sine fortællinger, hvilket gør handlingen (som også i Haabet) både spændende i sin nutidige, handlende form og i det mere erindrende tilbageblik.
Som læsere nok har opdaget, så var jeg MEGET begejstret for Haabet, og gik med meget høje forventinger straks i gang med Peters kærlighed. Og kender I det, når man allerede på en bogs første sider kan mærke, at det her bliver en fantastisk læseoplevelse? Sådan havde jeg det med Haabet, og det var det samme med Peters kærlighed allerede efter de to første kapitler.
For overblikkets skyld har jeg her listet de primære handlingsspor op:
- 1852: En gammel Peter von Scholten skriver breve til Maria fra København
- 1815-1848: Admiral Hans Birch Dahlerups erindringer om Peter som ung
- 1804: Kommandant Casimir Wilhelm von Scholtens underretninger fra Sankt Croix
- 1804: Breve fra Peter til kammerat fenrik Paul Voss
- 1825: Advokat Hjalmar Schumacher brev til Maria
- 1825: Marias dagbog fra skonnertbriggen Haabet, der er på vej tilbage til De Vestindiske øer
- 1804: Styrmanden Jacob Fabers dagbog fra Nyborg/Sprogø
- 1811: Hemmeligt brev fra Generaladjudant Frantz Bülow til kong Frederik den Sjette
- 1813: Caroline Gregers til kaptajn Tue Gregers (Kiel)
- 1815: Kommandant Ludvig von Holten til Generalguvernør Peter L. Oxholm
- 1826: Mikkel Eides dagbog
- 1826: Mikkel Eides manuskript “Vestindiske røster” – slavernes forfærdelige historier, fortalt af dem selv til Mikkel
- 1823: Peters dagbog
Peter bor i mange år på Sankt Croix og nyder sin magt som Generalguvernør. Hjemme i Danmark bor hans kone Lise med deres børn, og selvom han indimellem besøger dem i København, og stadig elsker Lise, så længes han altid tilbage til øerne. For da Peter til et fint selskab på plantagen Liberty hos planter C. F. Madsen i 1828 møder den unge tre sekstendedele sorte Anna Heegaard, bliver han med det samme forelsket: “Jeg vidste at jeg for altid ville huske dette øjeblik, denne første gang jeg så ind i Nanans øjne og med fuldkommen fasthed følte at vi skulle være venner og elskende, hellere før end siden” og de levede sammen i tyve år, indtil Peter i 1848 forlod Vestindien.
Jeg var meget begejstret for Peters kærlighed, omend ikke ligeså meget som Haabet (det kan I læse om HER), den bog bliver bare svær at overgå. Peters kærlighed omhandler en del mere politik, hemmelige alliancer, og snedige forhandlinger, der ikke ramte mig ligeså meget som handlingssporene i Haabet. Samtidig blev kærlighedshistorien om Peter og Anna Heegaard præsenteret lidt for sent, i min optik, og den måtte godt have fyldt lidt flere sider. Peters kærlighed er også godt skrevet, men mangler lige det sidste, som Haabet havde, og derfor får den fire flotte stjerner, men når ikke helt op på fem. Hvor Haabet er meget dyster har Peters kærlighed både humoristiske passager, især i det tætte venskab mellem Peter og kong Frederik den Sjette, samt et reelt håb og fremtid for de slaver, der blev sat fri i 1948, hvilket jeg synes klædte romanen.
Konsekvensen var stor for Peter, der satte slaverne fri og blev både dømt og fordømt, frarøvet alle sine embeder og titler, og som først blev renset efter sin kone Lises død. Men i sidste ende handler Peters kærlighed ikke kun om Peters kærlighed til Anna Heegaard, den handler i stor grad også om Peters kærlighed til magt, sig selv og til de Vestindiske Øer. Tak endnu engang Mich Vraa, for at tage din læser med på en grusom, gribende og vigtig rejse tilbage til De Vestindiske Øer og vores fortid som kolonimagt.
Udvalgte passager:
“Hvor højt jeg end beundrer Peter, og hvor vigtig hans indsats var, så er den udlægning langt fra den sande historie. Negrene tog selv deres frihed; den kunne ikke længere nægtes dem”.
“En dag vil mænd der aldrig har kendt dig, skrive bøger om Peter von Scholten”.
[…] Mich Vraa – Peters kærlighed (512 sider) ★★★★ Note: Jeg var så begejstret for Haabet, at jeg straks læste Peters kærlighed. Mich Vraa gør det igen. Med den selvstændige fortsættelse af sin prisbelønnede roman Haabet fra sidste år, har han med Peters kærlighed skabt den perfekte to’er. Vi fortsætter hvor vi slap, i samme stil, med poetisk, sansemættende sprog og i en spændingsfyldt dagbogs- og brevudvekslende form. […]