Titel: Frantumaglia. Forfatter: Elena Ferrante. Sider: 442. Forlag: Politikens Forlag. Oversætter: Nina Gross. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆
“En læseværdig bog er udkommet. Jeg tror også, at sande læsere er ligeglade med hvem der har skrevet den. Jeg tror at læserne af en god bog højst håber på at forfatteren vil fortsætte med at arbejde samvittighedsfuldt og skrive en god bog til. Jeg tror endelig at selv forfatterne af klassikere kun er en stak døde bogstaver i sammenligning med det liv der blusser op på deres sider så snart man begynder at læse dem. Kort sagt. Eller for at sige det på en anden måde: Selv Tolstoj er en ubetydelig skygge hvis han går en tur med Anna Karenina.”
Hvorfor er Elena Ferrante anonym? Hvad betyder Napoli for hende? Hvorfor står mor-datter forholdet så skarpt i alle hendes romaner? Hvilken bog er den mest vanskelige, hun har skrevet? Hvad forventer Ferrante af Francesco Piccolo og HBOs filmatisering af Napoli-romanerne? Hvorfor er Elena Ferrante så fascineret af Elsa Morrante? Hvem af Lenú og Lila identificerer Elena Ferrante sig mest med og hvorfor? Hvad synes Elena Ferrante om kvindelige forfattere og feministisk litteratur? Hvad mener Ferrante om Italien, Berlusconi og landets generelle tilstand? Hvorfor mener Ferrante, at Elsa Morrantes Løgn og trolddom er den vigtigste roman for hende? Fordi det er i den bog hun opdagede, at ren kvindehistorie, kunne være fængslende og stadig have stor litterær værdi. Præcis som Napoli-romanerne. Frantumaglia giver svar på alle de spørgsmål, du altid har haft lyst til at stille pseudonymet Elena Ferrante. Over tyve års breve, essays, overvejelser og interviews samler sig til et unikt billede af en forfatter, som elsker det skrevne ord og værner om sine værker og sin anonymitet.
Den italienske forfatter Elena Ferrante debuterede med romanen Besværende kærlighed i 1992. Herefter udgav hun romanerne Forladte dage og Dukken der blev væk. Hun har fået et internationalt gennembrud med romankvartetten om to piger fra Napoli, Elena og Lila, som man følger gennem 50 år: Min geniale veninde, 2014, Historien om et nyt navn, 2015, Dem der flygter og dem der bliver, 2015 og Det forsvundne barn, 2016. Alle oversat til dansk af dygtige Nina Gross.
Frantumaglia er en bog for hardcore Ferrante-fans, og altså ikke et oplagt sted at starte, hvis man ikke kender hendes forfatterskab. Der vil være mange passager, indforståede teksteksempler fra tidligere værker osv, der kræver et kendskab til Ferrante og hendes forfatterskab. Især vil jeg anbefale, at man som minimum har læst Besværende kærlighed og Napoli-romanerne, inden man læser Frantumaglia. Fx handler nogle af bogens første breve særligt meget om Ferrantes debutroman Besværende kærlighed fra 1992, der både vandt en pris og blev filmatiseret af den italienske instruktør Mario Mantone. Ofte bliver breve, essays og interviews dog efterfulgt af en note, der forklarer omstændighederne for den måske forvirrede eller uvidende læser.
Bogen er inddelt i tre dele: Papirer 1991-2003, Tesserae 2003-2017 og Breve 2011-2016, hvori Ferrante blandt andet kommer ind på filmatiserede bøger, mediehiearkier, om at skrive i det skjulte, løgne der altid siger sandheden, skriveblokeringer, beslutningen om at være anonym, temperaturen der kan antænde læseren, kvinder som skriver, at fortælle det som historien ikke får med og sandheden om Napoli. Frantumaglia tegner et billede af en yderst velformuleret og intelligent forfatter, som vi også kender det fra Napoli-romanerne, men Ferrante ikke bare skriver fantastisk, hun overvejer hvert er ords betydning og budskab, og har altid sine argumenter i orden, når forlagsfolk, pr-medarbejdere og journalister forsøger at få hende til at smide masken.
Gennem breve til forlæggere, journalister, kritikere og redaktører forsøger Ferrante at forklare, hvorfor hun har valgt af holde sin identitet hemmelig for offentligheden. Hun vil ikke være ét med sine bøger. Når de først er skrevet færdige, når teksten er en trykt bog, så skal den gå sine egne vegne. Og hun skal blive hel igen. “Jeg skrev min bog for at befri mig for den, ikke for at være fange af den”. En anden grund er, at Ferrante ikke ønsker at skulle stå til regnskab for sætninger eller situationer i hendes bøger, som nogle måske kan føle sig sårede over. Hun er, som hun selv skriver til redaktør Goffredo Fofi, vant til at dele rovet, når hun skriver: “Den ene person giver jeg visse træk, den anden andre; jeg gengiver situationer som personer jeg kender eller har kendt, faktisk har befundet sig i; jeg bygger på virkelige omstændigheder og begivenheder, men ikke som de virkelig fandt sted; det jeg regner for ‘virkelig sket’, er kun indtryk eller fantasier der stammer fra de år hvor denne hændelse blev gennemlevet”.
Ferrante føler en privat skyhed. Hun stiller spørgsmål ved, om det er muligt at beskytte en forfatters ret til selv at bestemme hvor meget af vedkommende, der burde være offentligt, en gang for alle og udelukkende på grundlag af vedkommendes værker. Hun kritiserer forlagsbranchen der er optaget af af bruge forfatteren som en interessant person der kan gavne sit værk til økonomisk succes. Hun mener, at hvis man giver efter, så accepterer man, at hele personen, med al dens erfaring og alle dens følelser, bliver sat til salg sammen med bogen.
Det er højst sandsynligt et bevidst valg, at man har ladet Ferrantes svar komme før spørgsmålene, men det generede mig lidt undervejs. Selvom jeg har læst en del af Ferrantes forfatterskab og en del om hende, følte jeg mg til tider lidt forvirret, og jeg tog mig selv i at bladre om til spørgsmålene og læse dem først, for derefter at gå i dybden med Ferrantes svar. Bogen er derfor ifølge min optik ikke for nybegyndere, men for mere hardcore Ferrante fans.
Til spørgsmålet om, hvorvidt Ferrante vil vende tilbage til Napoli og bo der en dag, får vi en snert af det tilhørsforhold til byen, som vi kender fra ELena og Lila i Napoli-romanerne: “Regnskabet med Napoli er dog aldrig gjort op, ikke engang på afstand. Jeg har boet andre steder temmelig længe, men den by er ikke noget almindeligt sted, den er en forlængelse af kroppen, iagttagelsesevnens herkomst, sammenligningsleddet for alle erfaringer. Alt hvad der har haft varig betydning for mig, har Napoli som baggrund og udtrykkes på den bys dialekt”.
Ferrante fortæller også om en så opslugende roman, der handlede så meget om hende selv, at den blev hende, som hun ikke kunne aflevere til forlæggeren Sandra, selvom hun spurgte efter den. Romanen gik under arbejdstitlen: Arbejdersker og handlede efter sigende om kvinders arbejde, der er så sygeligt overvåget af et dovent, ondskabsfuldt og sommetider grusomt blik.
Spændende er imidlertid et interview i Weekendavisen med danske Jesper Storgaard Jensen, som spørger Ferrante, om der er en forbindelse mellem hende og Danmark, siden der på omslaget af hendes bog Forladte Dage er et maleri af den danske kunstner Christoffer Eckersberg, og at den mandlige hovedperson i romanen tager til Danmark. Til det svarer Ferrante: “Jeg har kun været i Danmark nogle få gange. Til gengæld holdt jeg meget af H. C. Andersens eventyr som barn, og som voksen elskede jeg Karen Blixens fortællinger. De forbindelser jeg har gil steder, er næsten altid dem jeh etablerer gennem de bøger der fortæller mig noget om dem.”
Ferrante afslører, hvis det altså overhovedet er sandt, at hun er vokset op i Napoli med sin mor og far og to søstre som et stædigt og eftertænksomt barn, og hun har som ung studeret litteratur, psykoanalyse og feministisk filosofi på universitetet. Men bogen her giver ikke en fuldstændig sandhed om fænomenet Elena Ferrante. Det er ikke til at vide, hvor meget der er sandhed eller iscenesættelse, og på den måde er Frantumaglia fuldstændig i Ferrantes ånd.
“Der er intet i en forfatters personlige historie der er nyttigt for at kunne læse forfatterens værker bedre”. “Den biografiske vej fører ikke til et værks genius; det er kun en mikrohistorie til garnering.”