Anmeldelse: Guds Bedste Børn af Morten Pape

Titel: Guds Bedste Børn. Forfatter: Morten Pape. Sider: 438. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★

“du kommer langsomt hen mod mig uden at blinke og sørger for at jeg hele tiden kan se hvor stor du er, se dine spidse horn der kun bliver større jo tættere du kommer på mig, du fortæller mig at vi er brødre, at vi er forbundne selvom vi ikke ligner hinanden, du siger til mig vi er ens så længe vi er adskilt, brødre så længe vi er på afstand, fjender så snart jeg befinder mig på den forkerte side af menneskets kunstige grænser”. 

Guds Bedste Børn er en rammende og brutal roman, en vellykket og imponerende to’er. Morten Pape er tilbage og viser igen, at han er en af Danmarks bedste inden for sin genre.

Nu er den her endelig. Den “svære” to’er. Selv har Morten Pape forståeligt nok været påvirket under skriveprocessen, af det enorme pres, der er på denne bog nummer to, efter den store succes, bestsellerlister og BogForums Debutantpris i 2015 for det autofiktive murstensværk Planen, der tog afsæt i forfatterens egen barndom og ungdom på Amager i ghettoen Urbanplanen op gennem 90’erne, og som samtidig var en voldsom samfundskritik og en skarp skildring af integrationsproblemer og dobbeltsidet racisme.

I Guds Bedste Børn er vi igen på Amager, nærmere betegnet Holmbladsgadekvarteret, men Pape er denne gang selv gået i baggrunden og nu følger vi i stedet fire unge mænd; Jamil og Zeiki og fætrene Simon og Mickey. Romanen er fiktiv, men har rod i virkeligheden, da den baserer sig på det mord, der i 2008 blev begået af to danske drenge på en 16-årig avisdreng. Et mord der vakte opsigt, da både regering og politi ikke var sene til at påsta, at mordet ikke var racistisk betinget. Noget der efter sigende blev tysset ned, så en hvis statsminister kunne positionere sig bedre til en generalpost i FN. Mordet har dog i mange år været et personligt anliggende for Pape, da hans tidligere ven og “stedbror” var en af drengene, der begik mordet. Papes far var i en overgang kærester med og boede sammen med drengens mor, hvilket vi også hører om i Planen.

Allerede fra de første sider kan man mærke den rå og autentiske sprogstil, som Morten Pape så flot viste frem i Planen. Vi kan mærke, lugte og føle Papes karakterer og nemt forestille os de miljøer, som de færdes i. Det er skarpt, ligepå og nærmest dokumentarisk – pakket ind i romanens skønlitterære form.

I prologen bliver Jamil afhørt, efter at hans ven Zeki er blevet overfaldet. Jamil siger ligeud til efterforskeren: Det fordi vi er perkere! Det råbte de! Og allerede her er vi tematisk på samme “plan” som Planen, der også tog afsæt i en “vi mod dem-herskekultur”, hvor man konstant ryger i konflikt med hinanden. I det herskende samfund i Holmbladsgadekvarteret synes parolen være: Fremmedarbejdere samarbejder, og de skal holde sammen i “det her land”. Sproget, slanget, gadens lingo, de racistiske kommentarer er fænomenalt! Pape skriver så troværdigt og tydeligvis stadig på dele af den hovedstol, Planen kom fra. Han kender selv miljøerne og kan derfor gengive dem, så de ikke fremstår forceret, men derimod stærkt autentiske på sin læser.

Jeg var vild med venskabet, broderskabet, mellem Jamil og Zeki, hvordan Jamil hele tiden forsøger at redde Jamil, trække ham i en bedre og mere fornuftig retning. Zeki, som har forbindelser i bandemiljøet omkring Holmbladskvarteret, og Jamil, som vil have ham til at fokusere på at komme i gymnasiet. De bliver avisdrenge sammen: “Zeki kigger længe på han. Som om han er evnesvag. Jamil mærker sine ører blive varme. Han har ikke noget spyt i munden. “Sværger, Jamil. Jeg dør hvis vi skal op ad de trapper igen”. Jamil rækker hånden frem for at hejse ham op af sækkestolen. “Det kan vi ikke. Vi ser for godt ud til at dø”. Deres håndflader mødes.

Jamil og Zeki modsætningsfyldte måde at gå til verden på bliver tydelig, da de snakker om den nye dame Zeki ‘har lavet’. Ifølge Zeki er der nemt at lave damer i Ungehuset, hvis man fortæller dem, ar man er HBG’er. “Så piger falder for bandeperkere, der lyver for den? Fedt”, konstaterer Jamil skeptisk. “Piger falder for den de tror kan beskytte dem. Dem der har respekt derude. Forstår du?” svarer Zeki overbevisende. 

Hos fætrene Simon og Mickey, der begge er vokset op med deres morbror Kellers patriarkalske væsen er parolen: Familie først. Det er Keller, der har påvirket drengene, fra de var helt små. Da Simons mor dør, bliver Stefan Keller en reservefar for ham, såvel som for Mickey. Det er Keller, der tager drengene med på Staden første gang, lærer dem hvor meget en klump hash er værd, og hvordan man afsikrer en pistol. Og det er Keller, der sammenligner Simon og Mickeys mord på Zeki med en national tjeneste, som modstandsfolk, som bare venter på at få deres fortjente hyldest, fordi de har gjort landet en tjeneste. Loyalitet har bundet fætrene sammen. Simon har altid passet på Mickey, også når han har mistet besindelsen og i en blodsrus gået amok eller fundet på nye vanvittige måder, hvorpå de kan tjene hurtige penge.

Da vi møder Simon er han netop blevet løsladt fra spjældet og er flyttet til Sydsjælland for at skabe en ny og sikker tilværelse for sin kæreste og deres to tvillinge-drenge, men fortidens dæmoner og det hårdkogte bagland konstant spøger i baggrunden. Mickey overvejer at flygte fra det sikrede ungdomsfængsel, hvor han driver personalet og de andre indsatte til vanvid. Og i Holmbladsgadekvarteret på Amager forsøger Jamil efter en psykiatrisk indlæggelse at få sit liv på sporet igen, men kan ikke slippe tanken om at hævne sig på Mickey og Simon, som slog Zeki ihjel. Nu efter fængselsdom forsøger Simon af skabe et nyt liv sammen med sin kæreste Freja og deres tvillinger i en lorte-lejlighed i et socialt boligbyggeri på Lolland-Falster. Men Simon kan ikke glemme. Mordet på avisdrengen og blikket i kammeraten, da den enes hovede smadrede og han faldt om på gaden hjemsøger ham i alle hans vågne timer.

Og selvom ingen af hovedpersonerne er Guds bedste børn, er fætteren Mickey klart det mest ødelagte barn i romanen. Det ses tydeligt, hvordan en fraværende, alkoholiseret og ondskabsfuld mor gennem hele hans barndom har udøvet psykisk vold mod Mickey, og i en magtesløshed har hun nærmest opgivet at tage sig af sit barn. Det samme har systemet, og myndighederne hjælper således heller ikke Mickey, ikke med meget andet end en kontaktperson, hvis største bidrag til Mickeys liv er en pirrende og hormonforstyrret drengs seksuelle lyster, der bliver tændt. Mickey har levet et helt liv i kriminalitet og vold, han beskriver sin mor som “billig” og sit forhold til sin far som “kort”. Mickeys lange dialog i jeg-person er et af romanens stærkeste passager. Her får vi den fornemmelse for karakteren, som valget af jeg-fortæller forstærker. Den er ikke så distanceret som tredjepersonsfortælleren. Da en støttepædagog tilknyttet den institution, hvor Mickey sidder gennem sin fængsling spørger ham: Jamen, hvis du ikke havde haft det liv du havde haft op til den dag, hvor han kiggede på dig, ville du så overhovedet være steget ud af bilen og have reageret på den måde? Nej sikkert ikke! Der er jo egentlig det spørgsmål, Pape stiller gennem hele romanen. Hvad begynder arv og miljø! ALT! for Guds bedste børn..

Guds Bedste Børn er en rå og voldsom roman om broderskab, venskab, skyld, skam og hævn. En moderne tragedie med helte, ofre og meningsløse mord. Jeg var vild med den, selvom intet nogensinde vil kunne leve op til Planen; jeg følte den roman helt ind i kroppen! Måske fordi jeg kunne genkende tidsbilledet, miljøerne og melodierne fra min egen barndom. Guds Bedste Børn anbefales derfor også til alle, der elskede Planen. Og sæt gerne nogle timer af, når du først er begyndt. Siderne vender sig selv..