Titel: Forladte dage. Forfatter: Elena Ferrante. Oversætter: Nina Gross. Sider: 206. Forlag: Politikens Forlag C/K. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag C/K ★★★★☆
“Da Mario var gået igen den aften, genlæste jeg de sider hvor Anna Karenina går i døden, jeg gennembladrede dem om kvinder der går i stykker. Jeg læste til jeg følte mig i sikkerhed, jeg var ikke længere som kvinderne i de bøger, jeg følte det ikke som om jeg blev suget ned i en afgrund. Det gik op for mig at jeg tilmed havde begravet den forladte kvinde fra min napolitanske barndom, mit hjerte bankede ikke længere i hendes bryst, navlestrengen var skåret over. La Povarella var atter blevet et gammelt fotografi, forstenet uden fortid, uden liv”.
Forladte dage er en stærk og skræmmende roman om en kvinde i opløsning, og det søm, der måske for alvor kan slå fast, at Domenico Starnone står bag pseudonymet Elena Ferrante.
Elena Ferrantes roman Forladte dage fra 2002 var den første der blev filmatiseret og er derfor også beskrevet en del i Frantumaglia.
At læse Forladte dage har ikke gjort mig mindre sikker på, at Domenico Starnone er en del af pseudonymet Ferrante. Tværtimod. I Forladte dage er jeg-fortælleren Olga blevet forladt af sin mand og skriver en række breve til ham for derigennem at forstå, hvorfor han har forladt hende. Det kunne meget vel være de breve Vanda giver sin mand Aldo, da denne har forladt hende til fordel for en yngre kvinde, i Starnones i Bånd: “Nat efter nat skrev jeg breve til Mario selv om jeg ikke vidste hvor jeg skulle sende dem hen. Jeg håbede jeg engang ville få lejlighed til at give ham dem, tanken om at han skulle læse dem, frydede mig”.
I Forladte dage følger vi Olga, der er på randen til et sammenbrud i dagene efter, at hendes mand pludselig har forladt hende og deres to børn. Marios opbrud med familien og deres velordnede liv med børn og hund får alt til at gå i opløsning, og Olga møder sig selv i en skræmmende skikkelse, som hun ikke kender. En dag, hvor Olga er ufrivilligt fanget inden for hjemmets fire vægge i familiens lejlighed under en ulidelig hedebølge tvinges hun til at se sine spøgelser og et potentielt totalt identitetstab i øjnene – for hvordan skal hun komme videre herfra?
“Det plejede at være Mario som luftede hunden, mellem klokken elleve og midnat, men efter han havde forladt os, var den opgave også blevet min. Børnene, hunden, indkøb, frokost og middag, pengene. Alt sammen mærkbare, praktiske konsekvenser af at jeg var blevet forladt. Min mand havde fjernet sine tanker og behov fra mig og anbragt dem et andet sted. Sådan var mit liv nu, jeg var alene om det ansvar der tidligere havde været begges.”
Jeg ser også Forladte dage, såvel som resten af Ferrantes forfatterskab, som stærkt selvbiografisk. For også Olga er forfatter og vokset op i et fattigt Napoli med den syditalienske dialekt og volden som sprog. Olga fortæller endda, at hun, da hun ventede sit første barn, skrev en lang fortælling der foregik i Napoli. Yes, det kan vist kun være Napoli-romanerne om Lila og Elena, der her hentydes til.
Forladte dage er, som alt Ferrantes, skrevet i en rammende, kontant og bevægende stil. Det minder meget om Starnone, eller skulle man sige omvendt? For der er mange tematikker, der går igen i Forladte dage fra Bånd. Hunden som symbol på det dyriske i mennesket. En hund der afspejler de følelser, det forladte og svigtede menneske føler, når en der skulle være trofast går fra dem. En anden ting er tyveri. Det at andre mennesker træder ind i et privat hjem og overskrider dettes grænser.
Jeg vil anbefale alle, der elsker Napoli-romanerne også at besøge Ferrantes øvrige forfatterskab, det er hamrende velskrevet, og det kan man jo passende gøre med Politikens Forlags smukke genudgivelser. De er i pocket-størrelse, de passer perfekt til tasken og er “hurtigt læste” i den forstand, at de sidemæssigt ikke er lange, men de sidder i en langt efter endt læsning.
“Uelskede kvinder mister deres øjnes lys, uelskede kvinder dør levende”.