Anmeldelse: Jord og hjerte af Vibeke Marx

Titel: Jord og hjerte. Forfatter: Vibeke Marx. Sider: 335. Forlag: Modtryk. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Modtryk ★★★★☆

Der var resten af verden, og der var ham og Marit. Som om de var én person. Selvfølgelig vidste Knud godt, at hun var to år yngre end ham, og derfor i begyndelsen må have været ganske lille, men han husker kun, at hun har været som en del af ham selv, og tanken om at skilles fra hende gør mere ondt end alt andet”. 

Vibeke Marx har skrevet en nærmest Pontoppidansk udviklingsroman om forskolelærersønnen Knud, der ligesom Per forsøger at undslippe sit liv og i sin søgen efter noget mere ender midt i Skotlands bjergede landskaber.

Jord og hjerte af Vibeke Marx er yderst velskrevet. Vi følger Knud som i 1920’erne gør nabopigen gravid men kan ikke overskue konsekvenserne. Han flygter derfor til Skotland, hvor han lander lige midt i arbejderbevægelse og protester. Som en ren Lykke-Per søger Knud hele tiden sin lykke, men han er også rastløs, og synes at rejse videre, hver gang han er lige ved at falde til. Når relationerne til andre mennesker kommer for tæt på, er det nærmest som om, at han straffer sig selv. For sine tidligere synder. For den søn, som vokser op uden en far hjemme i Danmark.

Den dårlige samvittighed bliver akkompagneret af breve hjemmefra, skrevet af Knuds elskede søster Marit, der flere gange beder ham vende hjem. Men Knud ønsker mere for sig selv, end det liv som forskolelærer, som hans far ville have påduttet ham, hvis han var blevet hjemme. Det er arv og miljø, det er troen på mere. Synes du temaerne er genkendelige? Undervejs tænkte jeg meget på Pontoppidans Per Sidenius, der som Knud, også hele tiden søger noget mere for sig selv, men som ikke finder ro, selv når han synes at være midt i det, han har ledt efter: “Han prøver at huske den følelse af frihed, han havde, da han forlod Glasgow, men bjergene tynger mere, end de løfter. Asfaltvejen, der strækker sig uendeligt foran køretøjet, virker på ham som en fangstline, hvis krog har ham ved krebsen..”. Ligesom Per har også Knud et anstrengt forhold til faderen, og da denne dør, føler Knud sig nærmest generet af beskeden hjemmefra Danmark. Han rejser ikke hjem: “Skulle han græde over den mand, som fordrev ham? Som aldrig skrev et ord, selv da der ikke længere var penge imellem dem? Som evigt vejede og fandt ham for ledt? Hvad skla det til for? Og alligevel føler han sig som en lille dreng, der kun trænger til at blive taget op og trøstet af sin far”. 

Romanen er en vekslen mellem Knuds rejse, brevvekslinger med søsteren gennem årene, stærke dialoger og overbevisende sprog. Marx’ ved virkelig noget om den tid, hun beskriver. Jeg var godt underholdt og læste romanen på få dage. Anbefales til alle, som elsker slægtsromaner, historisk fiktion og ikke mindst fortællinger om uperfekte mennesker, som tager de forkerte beslutninger.

Jord og hjerte er ikke kun et portræt af en familie, men også af den tid, som den foregår i. Knuds søster Marit kæmper for, at hun kan få lov at undervise som lærer, på et tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor det er nemmere for pigerne at hjælpe til i huset og for kvinderne at blive gift og føde børn: “Det er jo rigtig nok, hvad far siger, at vi skal arbejde for, at kvinderne bliver respekteret på lige fod med mændende, men alligevel er det Katinka og mig, der skal blive hjemme, mens du og Hans kommer ud i verden. Jeg vil så gerne læse og blive dygtig, men når jeg er færdig om aftenen, er jeg så træt, at jeg falder i søvn over bogen”. 

Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg stifter bekendtskab med Vibe Marx. Hun skriver fantastisk godt og har da også flere udgivelser bag sig, som jeg skal have kigget nærmere på.