Gyldendals efterårsreception #2016

“Bøgerne kan lære os om verden. Både som den var, som den er, som den burde være eller kunne blive.”

Forlagsbranchens pioner
Gyldendal er Danmarks ældste og største forlag – grundlagt i 1770 af Søren Gyldendal. Ifølge deres hjemmeside har de i snart 250 beriget danskerne med gode læseoplevelser og udgiver årligt over 400 titler i alle genrer, til børn, unge og voksne og både fag- og skønlitteratur. Det er selv sagt mastodonten inden for forlagsbranchen, der for et par uger siden inviterede mig til at deltage i deres årlige og eftertragtede efterårsreception. Her stimler forfattere, forlagsredaktører, bibliotekarer, litterater og bibliofiler sammen i et par timer, der står i litteraturens tegn. Og hvilket sug i maven det også gav mig, da jeg trådte ind over tærkslen til en historiske bygning, der emmer af gode bøger og engagerede bogfolk.

En debutant
Da vi bevægede os ind i den gamle og nærmest antikke forlagsgård, pyntet med hvide balloner og lyseblå himmel, mødte jeg heldigvis hurtigt et kendt ansigt. Det var min underviser fra universitetet, Nils Gunder Hansen. Jeg spurgte ham om et par gode råd, do’s and dont’s, nu hvor jeg var debutant til dette fine arrangement. Nils er erfaren og har været med til receptionen i mange år snart. Og han fortæller mig, vi lige om lidt vil stå som sild i en tønde i den varme lille gård på Klareboderne. Og han fik ret. På meget kort tid blev hele gården fyldt med kulturelitens creme de la creme, og jeg følte mig en lille smule skræmt, glad og starstruck på samme tid.

Bøger åbner verdener
Efter at vi alle, som Nils Gunder Hansen forudsagde, var stimlet sammen i den lille gård, badende i solskin og alle med fyldte champagneglas, gik Gyldendals direktør Johannes Riis hen til mikrofonen og holdte den obligatoriske tale, der er startskuddet til efterårets travle bogsæson. Direktøren indledte sin tale med at pege ned i nogle tendenser, som vi har set i 70’erne kontra dem vi ser i dag. Hvor det i 70’erne var mottoet “We want the world, and we want it know” der opfordrede til fællesskab og fælles handling har vi i takt med digitalisering og sociale medier i dag bevæget os hen imod det der kaldes FOMO (fear of missing out, dvs. frygt for at gå glip af noget). “Fear of missing out” er blevet en nøgle til at forstå, både hvad der foregår men også, hvad der ikke foregår. Vi skal hele tiden være online, og vi er helt angste for, at vi går glip af verdens gang, hvis vi ikke tjekker mail, Twitter og vores nyhedsapp flere gange i timen. Slagordet “We want the world, and we want it now” var ifølge Johannes Riis offensivt og udadvendt hvorimod “Fear of missing out” er defensivt. Det peger indad og signalerer forsigtighed og narcissisme. Det fokuserer på egne interesserer, og ikke på en fælles handling, som vi oplevede det i 70’erne. Mobilen følger os i dag alle vegne, og Johannes Riis får menneskemængden til at fnise, da han nævner, at vi alle prøver at bilde os ind, at vi kan være to steder på en gang.

Derefter gik Johannes Riis til talens mere litterære islæt, og starter med at rette en kritik mod folkebibliotekerne. Der bliver ikke kun skåret på litteraturhistoriens undervisningstimer på universiteterne. Bibliotekener skærer også på bøgerne, og der har længe været gang i en massakre på papirbøgerne. Det gælder om at opdrage folk til at læse e-bøger, siger Johannes Riis, og menneskemængden responderer endnu engang. Nikker sukkende fra side til side, og forsikrer alle hinanden om, at vi da stadig læser papirbøger. Og i denne kamp for at fjerne papirbøgerne er bibliotekernes tomme boghylder det stærkeste hjælpemiddel understreger Johannes Riis, ligesom han endnu engang gør os opmærksomme på de mange bøger der er blevet makuleret og brændt, fordi de ikke var blevet udlånt i over 2 år på bibliotekerne. Dog får Johannes Riis hurtigt og heldigvis fortalt den litterære forsamling, at der ikke er noget som tyder på, at papirbogen er ved at udgå, som en nylig undersøgelse også har vist, er salget af e-bøger herhjemme faktisk ikke stigende.

Johannes Riis afslutter sin tale med et forslag til os alle. At vi fra nu af stopper med at beklage og undskylde for vores forfædres gerninger, og koncentrerer os om selv at opføre os ordentligt. Vi skal tænke på, hvad der om 40 år vil blive sagt, om de ting vi foretager os netop nu. Hvordan vi former vores samfund netop nu, og hvordan vi formidler litteraturen. Den historiske bevidsthed har trænge kår påpeger Johannes Riis, og det er bøgernes udsatte position egentlig et godt udtryk for. Men bøgerne kan vi ikke undvære. For i bøgerne ligger der uafviselig dokumentation for, hvordan virkeligheden har formet sig gennem århundreder. Bøgerne kan lære os om verden. Både som den var, som den er, som den burde være eller kunne blive. Den kan lære os om nutiden og fortiden, og den kan give bud på fremtiden. Bøgerne er det bedste modtræk til rastløshed og uformådelighed. Men bøger stiller krav for at åbne sig for os. Den kræver nemlig tid af os påpeger Johannes Riis.

“Hvad enten vi taler om en roman eller en historiebog, om vi læser den på papir eller på skærm, eller hører den oplæst, så forlanger den opmærksomhed. Den forlanger at vi samler os, koncentrerer os og fordyber os, ellers nægter den at give det fra sig, den har at byde på.”

Men, understreger Johannes Riis, det betyder ikke, at det er ensomt at læse. Bogen opfordrer ligeså meget til fællesskab, for det der karakteriserer den gode bog er netop, at man ikke kan gå alene med den. Efter endt læsning er der ikke noget, der presser sig mere på end at dele oplevelsen med andre. I samtalen med andre oplever bogen sit andet sande liv, det vidner de utallige læsegrupper rundt i landet blandt andet om. Dem vil der opstå mange flere af, dem skal vi hilse med glæde, de skaber rum til ro og fordybelse og forbindelse i en forstyrret tid. Og med de ord sluttede Johannes Riis til klapsalver og med ordene: Velkommen til Gyldendals efterårsreception 2016.

Da Mrs. Holbæk ville introducere mig
Efter talen begyndte receptionens egentlige formål: At mingle med kollegaer, samarbejdspartnere og konkurrenter. Og det var da lige netop, hvad forsamlingen gjorde. Selvom jeg kunne genkende mange og sætte navn, debutbog og litteraturhistorisk position på de fleste af gæsterne, så trak min veninde og jeg os lidt væk, op på trappen, så vi kunne få et overblik over gårdens minglen og snappe nogle gode billeder. Da vi efterhånden havde fået drukket rigelig med velsmagende og kølig rosé kommer Gyldendals marketingdirektør Mette Holbæk over og hilser på os. Og jeg beklager søde Mette, at jeg ikke havde drukket mig nok mod til at hilse på Ib Michael, som du ellers så høfligt tilbød at introducere mig for. Jeg var simpelthen for overvældet af rosé, kendte forfattere og bare dét at stå lige her. Hos Gyldendal! i de historiske rammer.

Kultureliten
Så der stod vi i nogle timer. Jeg stod en halv meter fra Pia Tafdrup, og havde egentlig bare lyst til at kramme hende og sige hvor meget jeg elsker hendes udfordrende og poetiske digte. Og pludselig går Bo Lidegaard forbi os og siger hej. Han kender os ikke, hvor skulle han kende os fra? Men det var alligevel et af dagens højdepunkter, som da Jørgen Leth kigger på en og smiler høfligt. Jeg stod også længe og havde lyst til at prikke Hanne-Vibeke Holst på skulderen og fortælle hende, at jeg græd over de sidste 10 sider af hendes største litterære bedrift, nemlig romanen Knud, den store om hendes far, forfatteren Knud Holst. Men heller ikke her var jeg modig nok, og jeg ærgrer mig lidt nu, men håber at få muligheden for at fortælle hende det en anden gang, eller at hun læser med her. Man kan kun ønske sig til en dag at blive en del af den litterære elite som går ind og sætter sig til bords efter de to timers smalltalk i Søren Gyldendals gamle gårdhave.

Imponerende gæsteliste
Og det var eliten. Jørgen Leth, Ib Michael, Søren Ulrik Thomsen, Vincent Hendricks, Christian Mørk, Bo Tao Michaëlis, Jens Christian Grøndahl, Ann Dorthe Michelsen, Bo Lidegaard, Pia Tafdrup, Hanne-Vibeke Holst, Peter Øvig Knudsen, Dennis Nørmark, Olga Ravn, Cecilie Beck, Cecilie Frøkjær og Michael Robak var bare nogle af de personer, som jeg kunne genkende midt i stimlen af forfattere, forlagsfolk, kendte og ukendte.

Da jeg gik hjem i en roséboblende litterær perial
Efter en helt fænomenal torsdag eftermiddag hos Gyldendal, slingrede jeg ned af Klareboderne og videre på det fyldte strøg, imens jeg i min snaldrethed skrev små stavefejlsfyldte sætninger i notes appen på min iPhone. For at huske følelsen, fornemmelsen og forhåbningerne der fyldte mig, da jeg forlod Gyldendals efterårsreception.

Gyldendals efterårsreception må være det ypperste man som bogblogger eller litterært interesseret kan opleve.

Tak for denne helt fantastiske mulighed Gyldendal og ikke mindst Karoline A. Markholst, jeres søde webredaktør, som inviterede mig personligt. Jeg håber meget på en invitation igen næste år, hvor jeg vil medbringe et større mod, en kuglepen og blok, selfiestick og masser af bøger til signering. Og ikke mindst tak til min smukke veninde Josefine Beau Butler, der deltog i denne bogfest sammen med mig.