Anmeldelse: De taknemmelige af Delphine de Vigan

Titel: De taknemmelige. Forfatter: Delphine de Vigan. Oversætter: Karsten Nielsen. Sider: 175. Forlag: Peoples. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★☆

“Jeg tænker på de sidste måneder og timer. Vores samtaler, smilene og tavsheden imellem os. Nogle af de stunder, vi havde sammen, kan jeg genkalde mig. Andre er væk. Dem, jeg ikke selv oplevede, digter jeg mig til. Jeg prøver at huske den dag, hvor jeg fandt ud af, at noget var bristet, og at vores dage sammen nu var talte”. 

De taknemmelige af Delpine de Vigan er en lille roman med et stort og rørende budskab: hvordan vi skal sige tak, bruge sproget, når vi har chancen, før det er for sent. Måske læste jeg den bare, på det helt rigtige tidspunkt. 

“Hvad har vi tilbage, hvis sproget forsvinder?”. Hvorfor er  sprog så svært? Hvorfor passer det ikke til døden? Vi mangler et sprog til døden. Det andet er bare for hårdt. Kondolerer. Hvad betyder det? Hvad ligger der i det ord? Hvordan taler vi med andre om døden, om vores sorg? Hvordan siger vi farvel, når vi ved, at det er slut? Jeg kunne ikke. Jeg skulle sige farvel til min mormor forrige søndag, og jeg vidste godt, at det var vores sidste tid sammen, men alligevel kunne jeg ikke sige noget definitivt farvel. Vi ses, sagde både jeg og min kæreste, mens min søn kravlede rundt på oldemor og grinte og klappede hende på hovedet. Han kunne slet ikke forstå, at hun var i gang med at dø. “Du ved godt, at jeg elsker dig meget højt” sagde hun heldigvis til mig. Sikke en klarhed, midt i at dø, sikke et sprog. Jeg er ikke selv god til det. At sætte ord på mine følelser. Men alligevel fik jeg midt i min gråd fremstammet: “Jeg elsker også dig”, og hvor er jeg glad for, at jeg fik det sagt.

“Nogle gange skal man bare acceptere den tomhed, som et tab efterlader. Glemme afledningsmanøvrerne. Se i øjnene at der ikke er mere at sige. Blive siddende sammen med hende. Tage hendes hånd”. 

Når livet er hårdt, og vi mister, så mister mange af os også lysten til eller evnen til at fordybe os i noget, at læse fx. Her hos mig, var det lige omvendt. Da min mormor døde, kunne jeg altså ikke læse Brøgger. Jeg skulle have noget, der handlede om at dø. Jeg faldt over Delphine de Vigans lille roman fra 2019, De taknemmelige, som jeg aldrig havde fået læst. Jeg har læst Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie, som jeg var meget glad for, men denne havde forputtet sig og var blevet glemt mellem alle mine bøger.

I De taknemmelige følger vi den ældre kvinde Misjka, som ikke kan klare sig alene hjemme længere, og derfor må bo på plejehjem. Her får hun jævnligt besøg af sin nabo, den unge Marie, og talepædagogen Jérôme, der skal hjælpe hende med at få talt og sagt det, hun vil. Men det er ikke nemt, når sproget forsvinder. Samtidig spøger en taknemmelighedsgæld fra Misjkas barndom, som Misjka længe har ønsket at indfri: Marie og Jérôme vil gøre alt, hvad de kan, for at hjælpe hende, men det er et kapløb mod tiden, mod døden, mod sproget, der forsvinder.

“Hendes stemme forekommer mig pludselig uendelig fjern. Jeg prøver virkelig, men det fungerer ikke, jeg ender altid med at tale til hende, som om hun var et barn, og det skærer mig i hjertet, for jeg ved, hun læste Doris Læssing, Sylvia Plath og Virginia Woolf, at hun stadig abonnerer på Le Monde og hver dag læser avisen fra ende til anden, selvom det nu kun er overskrifterne.” 

Bogen er meget dialogbaseret, og skifter mellem at være Marie og Jérômes fortælling, om deres møde med Misjka. Det er i dialogerne, at den virkelig kan noget, romanen her. Og den vil helt sikkert gøre sig godt ved en genlæsning. Jeg blev meget rørt. Jeg kunne genkende meget af min og min mormors fortælling i den bog her. Måske var det bare det helt rigtige tidspunkt for mig at læse den.

“Hun sidder altid i lænestolen og venter på mig. Hun laver ikke noget, mens hun venter. Hun lader ikke, som om hun læser, strikker eller noget andet. Her på stedet er det en fuldtidsbeskæftigelse at vente”.