Titel: Hvis vi ikke taler om det. Forfatter: Leonora Christina Skov. Sider: 368. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆
“Jeg ville til enhver tid foretrække, at intet var vigtigere for mig end mit eget liv, men det var skrivningen stadig, mærkede jeg som en gnist i fingrene”.
Leonora Christina Skov er endelig aktuel med den længe ventede anden del af hendes livsfortælling, og fortsættelsen til den prisvindende bestseller Den, der lever stille. I Hvis vi ikke taler om det, følger vi Skovs vej til at blive forfatter, foredragsturnéen der fulgte bogen, De Gyldne Laurbær, filmrettighederne og alt det indimellem. En stærk fortælling om at springe ud som sig selv, trods modstand.
I Hvis vi ikke taler om det, fortsætter Leonora Christina Skov, hvor hun slap os i sin mega bestseller Den, der lever stille. I Hvis vi ikke taler om det følger vi den voksne Leonoras forsøg på at blive forfatter og begå sig i forlagsverdenen. Det er ikke uden skræmmer, og selvom jeg så gerne vil have at bogen IKKE skal være et #me-too indspark, så kan man ikke gå udenom det kapitel, hvori Skov fortæller om mødet med Forlæggeren, som han bliver kaldt i romanen. Han bliver beskrevet som en magtfuld mand, og i parantes også nævnt, at han senere hen blev opdaget i at have snydt sine forfattere for millioner af kroner. Er man ikke up to date med forlagsbranchen kan man via en hurtig Google-søgning godt regne ud, at Skov beskriver Claus Clausen, tidligere forlægger og stifter af forlaget Tiderne Skifter, der for nogle år siden blev opkøbt af Gyldendal. Skovs møde med Clausen skriver sig selvfølgelig ind i den debat om seksuelle uønskede tilnærmelser, magtmishold og ligestilling, som er højt aktuel og vigtig lige nu – men så vil jeg egentlig ikke sige mere om det. For det er ikke kun dét, denne roman handler om.
Hvis vi ikke taler om det, hedder bogen meget belejligt. For det er måske hele dens budskab: at vi skal åbne op og tale om tingene. Om ligestilling, ligeløn, om seksuelle krænkelser og #me-too, men også om den svære barndom, problematiske familierelationer og spirende forfatterkarrierer.
Når mine læsere ville vide, hvordan jeg havde kunnet være så stærk og kompromisløs i mine 20’ere, var det tydeligt for mig, at Den, der lever stille, manglede et korrektiv. Ulempen ved at ville være forfatter for enhver pris er den pris, man risikerer at betale. Hvis jeg besluttede at skrive om at skabe mig selv som forfatter, vidste jeg, at jeg ville blive nødt til at skrive om den pris, jeg selv havde fortalt.
Bogen er som sin forgænger bygget op omkring to spor: et nutidigt, hvor forfatteren Leonora Christina Skov turnerer landet rundt og holder foredrag om sin prisvindende roman, er til møder med filmselskaber omkring filmatiseringen af denne, og konverserer med ægtefællen Anette gennem deres store, lyse rum i herskabslejligheden på Frederiksberg. Det andet spor følger et datidigt, yngre jeg, splittet i yderligere flere spor, hvor vi således både følger den helt unge Christina, der bliver mobbet på skolen i Helsinge og stadig ikke kan nærme sig sine forældre eller ryste den tanke af sig, at hun aldrig bliver god nok til sin mor, og så den lidt ældre, ambitiøse litteraturstuderende Leonora, der gerne vil være forfatter og kæmper med næb og klør for at få udgivet en feministisk antologi, samtidig med hun er sprunget ud som lesbisk og må leve med forældrenes fordømmelse.
»Smerten forsvinder jo ikke, fordi man ikke taler om den. Så ligger den bare og roder rundt i underbevidstheden. Hvis man derimod begynder at tale om den, bliver det hele meget lettere« udtaler Skov i et interview i JyllandsPosten.
Hvor det også var tydeligt, at Skov med Den, der lever stille ønskede at tale om tabuerne, tale om smerten og lukke op og lukke andre ind, ser det ud som om, at Hvis vi ikke taler om det, vil det samme. Skov behøvede ikke at skrive om den svære vej til at blive forfatter, og vejen derhen. Hvordan det måtte koste alt, næsten også hendes egen værdighed. Ja, bogen omtaler en #me-too sag, hvor Skov oplever uønsket intimitet fra en mand ved navn Forlæggeren, men Skov er ikke på hævntogt! Hun er nemlig ligeså hård ved sig selv, og kritiserer også sig selv for ikke at sige fra. Og dét er en vigtig historie, der har krævet mod at fortælle. Allerede inden udgivelsen har bogen fået meget medieomtale og er blevet kaldt en #me-too bog om forlagsbranchen. Men jeg synes også, at vi skal tale om den som noget andet. Som litteratur der bryder med skam og tabuer. Som et stykke erindringslitteratur om en lille pige, der ikke føler sig elsket, og om en ung kvinde, der kæmper med livet som indsats for at blive forfatter, som hun altid har drømt om. Nu er du det endelig, og endda en prisvindende og bestsælgende en af slagsen. Tillykke med din nye roman Leonora, og tak for det nye mantra. Hvis vi ikke taler om det…
Vi taler allerede om den!
Hvis vi ikke taler om det bliver kaldt en selvstændig fortsættelse, men egner sig efter min mening klart bedst, hvis man har læst Den, der lever stille først.