Titel: Pige 1983. Forfatter: Linn Ullmann. Sider: 272. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
»Alt det jeg skriver om her, det der udspillede sig før under og efter at A tog et billede af mig i Paris, består mest af glemsel, akkurat som kroppen består mest af vand. Det jeg ikke husker, som kun dukker op som denne, fornemmelser eller smerter, kan ikke skrives, men skal alligevel skrives.«
Åh, jeg elsker jo Linn Ullmann (især De urolige) og elsker nok ikke mindre nu, efter at have vandret i mindernes skrøbelige glemsel sammen med Ullmann og den sekstenårige pige med de blå øjne i Paris’ gader, den vinter i 1983.
Det blå er afgørende. Det går igen. Det samme gør årstallet. 1983. Og den aften. Billedet som fotografen A tog af den unge pige. Med bare skuldre og blå øjne. Løftet om fransk Vogue. Forventningerne. Løgnen. Du kan blive til alt. Vogue er målet. Den unge sekstenårige pige, der kun kan huske hans adresse. Og ham der påstår, at han ikke ved, hvor hendes hotel ligger. Han er tredive år ældre og gift.
Pige 1983 er en stærk erindringsroman, det er en voksen forfatters forsøg på at nærme sig sin fortid. Den skæbnesvangre aften, hvor hun for vild i Paris’ gader og endte hos ham. Ullmann udforsker erindringens og glemslens kraft via sin skrift. På fineste poetiske vis. En fortælling om begær, skam og magt og afmagt. Men også om en mor og datters kærlighed til hinanden. Anbefaler romanen til alle der elsker Annie Ernaux og især dennes Pigen fra 58, som minder meget om Pige 1983 i sprog, tematik og motiv.