Titel: Yahya Hassan – digte. Forfatter: Yahya Hassan. Sider: 169. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2013. Anmeldt for: Litfix.dk. ★★★
Den vrede unge digter er tilbage i nyere dansk samtidslitteratur. Yahya Hassan befinder sig med over 100.000 solgte eksemplarer i selskab med bestsellerforfattere som 70’ernes Vita Andersen.
Ikke siden 1977 med Vita Andersen har en digtsamling skabt så meget postyr. Lige indtil den 5. oktober 2013, hvor Politiken udgav artiklen ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation”. Ordene kom fra Yahya Hassan, den dengang 18-årige debuterende digter. Digtsamlingen blev udgivet på Gyldendal et par uger efter i et historisk stort oplag, og så var et lyrisk fænomen født. Allerede inden digtsamlingen udkom, var Yahya Hassan blevet det helt store samtaleemne, både i det litterære miljø men også i det almene samfund.
Artiklen beskriver Yahyas kritik af sine forældres generation, ghettoerne, Islam, og det danske system. Dermed blev han en kritisk og ny tone i den ophedede udlændingedebat om integration, flygtninge og terror. Vreden var drivkraften i Yahyas digte og et opgør med sine forældres generation. Kronologisk skildrer digtsamlingen selvbiografiske fortællinger fra Yahyas liv, fra barndommen fyldt med vold derhjemme, det kriminelle indvandrermiljø i den århusianske ghetto, institutionerne han blev anbragt på, fængselsdommene, den anspændte situation i hjemlandet Palæstina, den kriminelle løbebane, affæren med hans kontaktperson og mødet med litteraturen, udviklingen af talentet og optagelsen på Forfatterskolen.
Digtene er i knækprosastil, skrevet i versaler, opremsende, letlæseligt, rytmisk, eksplosivt, rap-inspireret og med en blanding af poetisk fejlfrit dansk, ghetto- og perkersprog. Digtsamlingen viser næsten hele vejen igennem høj litterær kvalitet, dog med små udfald, men uanset hvad, er den mere end et politisk debatindlæg og skal læses som en litterær kunst (Maach, 2013). Yahyas digtsamling beskriver en splittelse mellem dansk og mellemøstlig kultur, tydeligst i det sidste digt, hvor Yahya beskriver den accept han pludselig får, som ny elev på Forfatterskolen: ”Ser man på mit liv i dag, er jeg på en måde gået fra at være underklasseperker til at være overklasseperker. Den ene dag løber jeg væk fra politiet, den anden dag er jeg til Gyldendals efterårsreception, hvor jeg drikker vin med de store forfattere. Men perker er jeg stadig” (Omar, 2013).